Regeringen vil have samlet plan for genåbning på plads inden 23. marts
Statsminister Mette Frederiksen håber, at regeringen i løbet af de næste to uger kan lande en aftale med et bredt flertal om genåbningen af samfundet. Aftalen skal også indeholde en stategi for vaccineudrulningen og brugen af et digitalt coronapas.
Birk Sebastian Kotkas
JournalistStatsminister Mette Frederiksen (S) forventer, at der kan landes en bred genåbningsaftale for Danmark inden 23. marts.
Det fortalte hun ved et doorstep onsdag eftermiddag.
Her understregede statsministeren, at børn og unge ligger højt på regeringens prioriteringsliste.
"Beregningerne er ikke færdige endnu, men jeg kan godt sige, at det er et bredt politisk ønske for Folketingets partier, at børn og unge snart igen får så normal en hverdag som muligt," lød det fra hende ifølge TV2.
Udover ophævelse af restriktioner skal partierne blive enige om en vaccinestrategi og lave en aftale om, hvordan det digitale coronapas i praksis skal tages i brug.
Det er endnu uklart, om coronapasset blot skal give adgang til udvalgte handelsrejser, eller om det på sigt skal udbredes til eksempelvis kulturelle arrangementer som koncerter, restaurantbesøg eller sportsbegivenheder.
Statsministeren har i løbet af de seneste to uger haft bilaterale forhandlinger med partilederne. Fredag starter de konkrete forhandlinger om genåbningsplanen.