Seniorforsker: Er kinesisk pression årsag til pludselig dansk enegang i Taiwan-praksis?

Men nu forlyder det altså fra myndighederne, at den hidtidige praksis var forkert, hvorfor man fremover vil kategorisere herboende taiwanere som kinesere i deres opholdstilladelser.

Praksisændringen rejser en række vigtige spørgsmål: Hvorfor kommer den netop nu, når et internt cirkulære fra Indenrigsministeriet allerede i december 2021 udlagde administrationspraksissen som fejlagtig? Hvem har taget initiativ til ændringen: Indenrigsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Udenrigsministeriet eller måske ligefrem regeringen?

Og har kineserne udøvet nogen form for pression over for de danske myndigheder i forbindelse med ændringen, ganske som det tidligere har været tilfældet (dokumenteret af Tibetkommissionen i sine to beretninger)?

Problemet er dog, at Beijing ligeledes gransker sagen nøje, og at det utvivlsomt vil skabe alvorlige kurrer på den bilaterale tråd, hvis de danske myndigheder vender tilbage til den oprindelige administrationspraksis

Andreas Bøje Forsby
Seniorforsker, DIIS

Det måske allermest centrale spørgsmål er, om praksisændringen reelt er uberettiget? I førnævnte cirkulære undlader Indenrigsministeriet fuldstændigt at begrunde såvel den hidtidige som den nye praksis.

Danmark er ikke Norge

På et mere principielt plan er det da også svært at se, hvordan de danske myndigheder skulle kunne stemple taiwanere som kinesere, når Danmark netop ikke officielt betragter Taiwan som en del af Folkerepublikken. Alternativt må regeringen bringe Danmarks officielle politik i overensstemmelse med den nye administrative praksis.

Og hvorfor gør vi så ikke blot det, altså tilslutter os Beijings ét-Kina-princip?

Ud over de følelsesmæssige og praktiske udfordringer for herboende taiwanere ville et sådan politisk kursskifte være stærkt kontroversielt. Dels fordi Danmark hermed ville vende ryggen til et af verdens fremmeste demokratier (i top-10 i de internationale demokratiranglister), og dels fordi ingen øvrige vestlige lande (med undtagelse af Bulgarien) officielt accepterer Kinas krav på Taiwan.

Ganske vist er Danmark ikke ene om at påføre taiwanere et Kina-stempel uden at have tilsluttet sig ét-Kina-princippet. Siden 2010 har Norge faktisk haft en tilsvarende administrationspraksis, som uden succes er blevet udfordret af taiwanske borgere i de norske domstole.

Men som en nylig DIIS-rapport påviste, skiller Norge sig ud som et af de allermest Taiwan-afsondrede lande i Europa og huser – modsat Danmark – hverken et taiwansk repræsentationskontor eller et handelskontor i Taipei. Norges særlige tilgang skal ses i lyset af dets mere sårbare position uden for EU samt frygten for endnu en langvarig konflikt med Folkerepublikken (i stil med Nobelpris-krisen fra 2010-16).

Løkkes pragmatisme presses

Den nye danske administrationspraksis tegner under alle omstændigheder til at blive kortlivet, efter at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) så sig nødsaget til at komme på banen for nogle uger siden. Her erklærerede han sig rede til at se nærmere på ligesindede landes tilgang med henblik på at finde en ”alternativ løsning” på problematikken.

Uanset hvordan sagen ender med at falde ud, sidder man tilbage med en undren over, hvem der trækker i trådene i spørgsmålet om Danmarks forhold til Taiwan

Andreas Bøje Forsby
Seniorforsker, DIIS

Problemet er dog, at Beijing ligeledes gransker sagen nøje, og at det utvivlsomt vil skabe alvorlige kurrer på den bilaterale tråd, hvis de danske myndigheder vender tilbage til den oprindelige administrationspraksis.

Det ville bestemt ikke hue Lars Løkke, som har gjort sig store anstrengelser det seneste års tid for at genopdyrke Danmarks forhold til Kina og endda formået at genoplive det ellers hensygnende strategiske partnerskab.

Uanset hvordan sagen ender med at falde ud, sidder man tilbage med en undren over, hvem der trækker i trådene i spørgsmålet om Danmarks forhold til Taiwan. Netop fordi Taiwan-problematikken hører til blandt tidens allermest følsomme og sprængfarlige emner, bør de danske myndigheder og politikere være knivskarpe i deres håndtering af problematikken. Det lader desværre ikke til at være tilfældet.