Tesfayes roden rundt i dannelsesbegreberne siger noget om regeringens afhængighed af konkurrencestaten

Så viden er en del af almen dannelse, men kendskab er også. Man bør have kendskab til forskellige fag, steder og forståelser. Man skal have stået i et køkken og på et værksted, man skal have dyrket idræt og have fusket lidt med fysik og eksperimenter. Formålet her er ikke at kunne noget, men at vide, at det er der nogen, som kan.

Det almene er kendskab til det, som er fælles for mennesker, men det handler ikke om at kunne, men om at vide.

Det med at kunne noget, det hører til uddannelse.

Uddannelse er det, som Grundtvig i ovenstående citat kalder ”Lærdom.” Det er jo ikke nok at have kendskab til verden, man skal også kunne noget for begå sig. Man kan opdele den form for dannelse i to underkategorier. Den ene er redskaber, og den anden er håndværk.

Både grundskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser bør indeholde alle tre dannelsesformer.

Asser Amdisen
Skoleskibsdirektør, Stiftelsen Georg Stage

Der er enkelte redskaber, som skal bruges inden for næsten alle fag. Det er for eksempel at kunne læse, basal matematik og engelsk. Der er også en milliard redskabsfag, som hører til bestemte fag; for eksempel maskinlære, gotisk skriftlæsning, logik, navigation, APV og APB, fonetik, tysk, didaktik, materialelære og så videre.

Disse ting er ikke almene, men de er helt uundværlige, når man skal lære bestemte fag.

Håndværket er ikke redskaberne, men at kunne bruge redskaberne til at gøre noget. Alle kender tømrer, snedkere, kokke, maskinmestre og så videre, men også de fleste akademiske fag er faktisk håndværk.

Jeg er selv uddannet historiker og har hjælpefag som fransk, skriftlæsning, arkivkundskab med videre, men det er ikke det, jeg kan. Det er historien som håndværk. Enkelte kan så tage faget lidt videre og forandre håndværket – det kalder vi så for forskning.

Uddannelse handler om kompetencer – om at kunne noget, men bare fordi man kan noget, så er det jo ikke sikkert, at man også kan bruge det til noget – for det hører til inddannelse.

Inddannelse er et begreb, som er hugget fra den norske filosof Arne Næss og ombygget til formålet og som ganske fint ville passe til Grundtvigs ”Duelighed for Livet.” 

Det omfatter alt det, som gør det muligt at fungere sammen med andre. Det handler om empati, tolerance og at kunne sætte grænser, men det handler også om at kunne møde til tiden, at forstå et hieraki på arbejdspladsen og at hjælpe med at rydde af bordet efter maden.

Nogen kalder det også opdragelse, og det er delvist rigtigt, men det handler også om mere end det. Det handler også om at kunne forstå, at verden ikke altid handler om dig, og hvad det kræver at kunne være i et fællesskab.

Alle typer dannelse er vigtige, men de er altså ikke det samme.

Asser Amdisen
Skoleskibsdirektør, Stiftelsen Georg Stage

Inddannelsen er nok det, som mest mangler i uddannelsessystemet i dag, hvilket er årsagen til, at de skoler, som er specialister i det (kostskoler og især efterskoler, højskoler og skoleskibe), giver de unge langt bedre fremtidsudsigter end skoler, som udelukkende fokuserer på uddannelse.

Både grundskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser bør indeholde alle tre dannelsesformer i forskellige blandingsforhold, hvor der er mest almen dannelse i grundskolen og mest uddannelse på de skoler, som fører ud på arbejdsmarkedet.

Inddannelsen er dog det vigtigste at få forøget fokus på, for det er den (og ikke gymnasiefesterne), som gør, at unge kommer igennem uddannelserne og kan fungere på arbejdsmarkedet, i privatlivet og i civilsamfundet. Derfor burde man i stedet for at tænke på at spare på efterskoler, højskoler og skoleskibe tænke på, hvordan man kan få alle unge ind på en eller anden form for kostskole.

I nationalstatens skoler indtil cirka 1990 fokuserede man lidt for meget på den almene dannelse, og i konkurrencestatens skoler, som de har været siden 1990, fokuserer man grotesk for meget på uddannelse.

Det, Tesfaye gør i interviewet fra 13. september, er at redefinere uddannelse til at være lig med almen dannelse. Dermed bruger han nationalstatens begreber til at skabe en konkurrencestat, hvilket fortæller mere om regeringens (måske ubevidste) afhængighed af konkurrencestatstænkningen end om, hvad almen dannelse egentligt er.

Min definition er, for at sige det kort, at uddannelse handler om at kunne noget, almen dannelse handler om at være nogen, og inddannelse handler om at kunne noget og være nogen sammen med andre.

Alle typer dannelse er vigtige, men de er altså ikke det samme, og at koge et æg bliver ikke til almen dannelse, fordi det passer i ministerens dagsorden.