Concito: Klimatopmødet COP27 er i gang – men flere kriser danner dystert bagtæppe

Når over 100 stats- og regeringsledere fra hele verden i dag forsamles i den egyptiske badeby Sharm El-Sheikh ved det Røde Hav, er formålet at genoplive klimahandling på øverste politiske niveau.

Det, der egentlig burde være en mellemtid i den efterhånden lange COP-tidslinje, er nemlig blevet et vigtigt pejlemærke i den globale klimakamp. Selve den formelle forhandlingsdagsorden er præget af, at kun få store beslutninger forventes at blive taget i år.

Men bagtæppet for topmødet er en global polykrise, hvor kombinationen af konstant eskalerende klimakonsekvenser, inflation, fødevarekrise, energikrise, et accelererende tab af biodiversitet, stigende gæld i mange lande, forventningen om kommende recession og ikke mindst krig og geopolitiske spændinger har ført til, at klimaforandringerne mange steder har måtte finde sig i en plads på det politiske bagsæde.

Vinduet for 1,5 graders målet er ved at lukke

Det er på trods af, at det blot er et lille år siden, at verden lovede at hæve ambitionsniveauet på COP26 i Glasgow for at holde live i Parisaftalens 1,5 graders mål.

Mens Kina og Europa har været udsat for historisk tørke, har en tredjedel af Pakistan været under vand.

Jens Mattias Clausen
Programchef for EU, Concito

Og på trods af at vinduet for alvor er ved at lukke, som FN's miljøprogram UNEP, i samarbejde med CONCITO, senest har understreget i Emissions Gap Report 2022.

Vi kan ikke længere nøjes med små, inkrementelle skridt fremad. Situationens alvor kræver transformation i alle sektorer i alle lande på samme tid.

2022 har også været præget af ekstremt vejr, der har hærget hele kloden. Mens Kina og Europa har været udsat for historisk tørke, har en tredjedel af Pakistan været under vand. Listen er lang, og det bliver værre herfra.

I sådan en situation er der selvfølgelig ikke noget, der hedder en mellem-COP. Det er nu, at verdens ledere skal kigge hinanden i øjnene og vise, at de kan samarbejde. At de er villige til både at sætte de nødvendige mål og ikke mindst at handle på dem, de allerede har sat.

Fra ord til handling

Netop sidstnævnte – altså at oversætte ord til handling – er et vigtigt tema på årets COP, som blandt andet er blevet døbt implementerings-COP'en.

Det lyder måske halvkedeligt, men pointen er, at mange lande, og for så vidt også andre aktører som virksomheder og finansielle institutioner, efterhånden har lovet en perlerække af fremskridt.

I COP-regi handler implementering også om at leve op til de beslutninger, man har taget.

Jens Mattias Clausen
Programchef for EU, Concito

Billedet er straks mere broget, når det kommer til at føre planerne ud i livet.

Det har også været et af Concitos kardinalpunkter i Danmark. Det giver god mening at øge vores klimamål i eksempelvis 2030, men den diskussion skal stå på skuldrene af et fokus på at komme i mål med vores 2025-mål i første omgang. Hvert ton tæller, særligt på kort sigt.

I COP-regi handler implementering også om at leve op til de beslutninger, man har taget.

Og når man i Glasgow besluttede, at alle lande skulle hæve ambitionsniveauet på linje med 1,5 grader, så er det selvfølgelig beskæmmende, at blot 24 lande har lagt nye eller opdaterede klimaplaner på bordet siden da.

Det svigt vil man skulle håndtere i Sharm El-Sheikh, og det forventes da også, at flere lande vil komme ud af busken undervejs. Med de nuværende nationale klimaplaner er man på vej mod en 2,4 til 2,6 graders temperaturstigning, hvis de alle implementeres.

Solidaritet med de mest sårbare bliver afgørende

COP27 er imidlertid ikke kun en implementerings-COP. Det er også en African COP. Kontinentet, der står for cirka 3 procent af de globale CO2-udledninger, men rammes uforholdsmæssigt hårdt af konsekvenserne.

Man kan næppe forvente en beslutning allerede i Egypten, så i første omgang handler det om, at de rige lande skal sende et politisk signal om, at de vil hjælpe økonomisk.

Jens Mattias Clausen
Programchef for EU, Concito

Det betyder, at traditionelle ulandsemner som tilpasning, finansiering og særligt loss and damage i år kommer til at spille en helt central rolle.

Loss and damage, eller tab og skader, som det så mundret hedder på dansk, beskriver de klimakonsekvenser, som man ikke bare kan tilpasse sig.

Her har ulandene dannet fælles front i kravet om en ny institution under FN's klimaforhandlinger, der specifikt skal sikre, at der bliver finansiering tilgængelig til at håndtere tab og skader.

Det har hidtil været en rød linje for de rige lande, men vi har set en opblødning på det seneste. Det er også på høje tid. Problemet er helt reelt, og særligt de mest sårbare lande har brug for hjælp til at håndtere konsekvenserne af et problem, de ikke selv har skabt.

Man kan næppe forvente en beslutning allerede i Egypten, så i første omgang handler det om, at de rige lande skal sende et politisk signal om, at de vil hjælpe økonomisk, kombineret med en proces der skal levere en konkret løsning.

Økonomien i centrum

Og netop økonomien spiller, som altid, en stor rolle på COP. Tilbage i 2009 i København lovede de rige lande, at man i 2020 ville bidrage med 100 milliarder dollar årligt til omstilling og tilpasning i ulandene.

Det mål har man imidlertid stadig ikke nået, og den seneste plan fra donorkredsen stiller i udsigt, at man rammer de 100 milliarder i 2023. Tre år for sent. Det har ikke bidraget til den gode stemning i forhandlinger.