Paula Larrain: Forfatter skildrer ægte kritisk de mange paradokser i USA's udenrigspolitik
At kritisere USA's udenrigs- og sikkerhedspolitik er ikke det samme som at være anti-amerikansk. Snarere tværtimod kan det være lig med at ære de amerikanske stamfædre og kernen i amerikanismen.
Paula Larrain
Journalist, ordstyrer, foredragsholder, forfatter
Hvis Donald Trump vinder præsidentvalget 5. november, stopper krigen i Ukraine. Det har han sagt flere gange, og han skal ikke bruge mere end én dag. Måske to.
Om tilgangen efter 5. november bliver fred for enhver pris eller ukrainsk frihed for enhver pris, ved vi i skrivende stund ikke, men uenigheden siger noget om den interne splid, der ligger mellem amerikanerne selv. Polariseringen er tydelig, og for nogle er den skræmmende.
Pløjer man sig grundigt gennem USA's historie, kan man tydeligt se, hvordan splittelsen sådan set altid har været der trods den meget stærke mytologi, der ligger til grund for amerikansk selvforståelse samt verdenssyn, der indtil videre har holdt sammen på unionen. Men hvor længe holder den?
Det svar har idehistoriker og seniorforsker Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier analyseret sig frem imod, og svaret hænger i hans analyse i høj grad sammen med USA's måde at være i verden på.
Lars Erslev Andersen er befriende nok ikke bange for at tage stilling og konkludere, være ægte kritisk, modsat den nogle gange lidt for servile tilgang blandt kommentatorer, man kan opleve over for USA's ageren i verden.
Paula Larrain
Den væremåde kan ikke længere leve op til mytologien bag amerikanismen, og denne diskrepans mellem mission og realiteter truer med at flå ikke bare USA men hele den vestlige verden fra hinanden.
Tak skæbne, tænker du måske, skræmmescenarier er der nok af i andre medier, men denne anmelder blev dog mere opmuntret end deprimeret af at komme igennem den 354 siders tætskrevne analyse.
Befriende analyser
Lad mig sige det med det samme. Det er ikke sommerferielæsning, medmindre man er den vildeste sikkerhedspolitiske nørd. Den er dog velskrevet og velargumenteret på samme måde som forfatterens omfattende artikler i diverse nyhedsmedier.
Lars Erslev Andersen er befriende nok ikke bange for at tage stilling og konkludere samt være ægte kritisk, modsat den nogle gange lidt for servile tilgang blandt kommentatorer, man kan opleve over for USA's ageren i verden.
Som når han efter den lange analyse, slår helt fast, at man altså er ikke anti-amerikansk, hvis man er kritisk over for landets meget ofte dobbeltmoralske tilgang til verden.
Amerikanismen i sin pureste form, påviser Erslev Andersen, er i strid med den ofte lidt for realpolitiske tilgang til verden, som i parentes bemærket, har afstedkommet nederlag på nederlag siden Anden Verdenskrig, og som uden for parentesen lige nu truer med at få hele den såkaldt ikke-vestlige verden på nakken.
"At kritisere USA både med henvisning til landets historie med dets mange forsyndelser mod de stolte principper, amerikanismen giver løfte om, og til krigene og hemmelige operationer, supermagten har stået bag siden Anden Verdenskrig i strid med international folkeret, er på ingen måde at give legitimation til Ruslands illegitime og illegale krig i Ukraine eller Kinas krænkelser af menneskerettigheder og internationale regler for handel og økonomi: Kritik af USA er ikke forsvar for Kina, Rusland, Israel, Saudi-Arabien, Iran, Nordkorea eller nogen som helst andre stater, som rutinemæssigt krænker menneskerettigheder og internationale regler," slår Lars Erslev Andersen fast i sin konklusion.
Og den fremhævede lange sætning siger også noget om bogens intensitet.
Selve ambitionen om at være en unipolær magt med den der tydelige dobbeltmoral i åben sidevogn, er den der truer med at splitte ikke bare USA ad indefra, men hele den vestlige verden.
Tre myter
USA er fyldt med paradokser, så alene at forstå USA er en øvelse i sig selv, og det er her, bogen er allerstærkest. Indblikket er dybt og velforklaret.
Selve titlen henviser til, at USA ser sig selv som værende på en mission i denne verden, og den mission bygger på en mytologi, der indtil videre har kunnet retfærdiggøre landets internationale rolle som verdens politibetjent.
Men myternes karakter modsiger også det krigeriske i rollen, for meningen, intentionen er god, den kommer fra gud og handler om frihed, demokrati og borgerrettigheder, mens udførelsen af rollen har gjort landet til det mest krigeriske i nyere tid.
Tre myter ligger til grund for den populært formulerede hovedmyte om "Guds eget land", forklarer idehistorikeren:
- A City Upon A Hill – myten, formuleret allerede i 1630 af nybyggere, der så det som en gudgiven mission at skabe den bedste civilisation, som alle andre civilisationer ville stræbe efter at efterligne
- Frontier – myten, som er missionen om at civilisere det amerikanske Vesten og med Thomas Jeffersons ord at skabe et Empire of Liberty baseret på et reformeret kristent grundlag med frihed som det helt centrale begreb, og hvor europæiske indvandrere blev amerikaniseret under samme ide om frihed.
- Manifest Destiny – myten om individualitet og bosætteridentitet gennemført i praksis ved hjælp af territorial erobring herunder krig, etnisk udrensning og fjernelse af den oprindelige befolkning.
Helt grundlæggende for de tre myter er den protestantiske opfattelse af et godt liv og en tro på det universelle i disse gode værdier, og dermed også pligten til at missionere dem ud i verden som demokrati fra en exceptionel position.
Her kan man så allerede diskutere om ikke exceptionalisme og universalisme i sig selv er selvmodsigende størrelser. Og jo. Det er også her kimen til splittelsen ligger. For hvordan kan man sige, at man vil udbrede de bedste værdier, og så samtidigt konstant forbryde sig imod disse værdier?
Overblikket man har brug for
Det er ikke, fordi myterne er forkerte. For de skal ikke forstås som selvretfærdige løgne, men som en samlende identitet, der rummer både løgn og sandhed. Med en indbygget god intention – eller mission, om man vil.
Spørgsmålet er i dag, om denne mission skal opgives ikke mindst for USA's egen skyld.
Lars Erslev Andersen peger her ikke på et entydigt svar, som kan bruges i forsvar for enten blå eller rød. Men han insisterer på at være kritisk gennem hele USA's udenrigspolitiske historie, og her bør måske især danske medier og politikere ihukomme, at præsidenter fra Demokraterne ikke har været mere bløde, søde og rimelige, end republikanske.
Donald Trumps tilhængere er blandt andet kendetegnet ved, at de ikke ser mening i, at deres skattekroner stadig skal bruges for andres sikkerheds skyld – herunder Europas sikkerhed, som europæiske skatteydere godt selv kan betale for.
Det er ikke, fordi de vil trække USA helt ud af verden og isolere sig, for der skal jo også tjenes penge, men set med historiske briller, giver Trumps udenrigspolitik lidt mere mening end den udlægning, vi ofte får herhjemme, der langt henad vejen er farvet af danske nationale interesser.
Og det er her min største ros går til Lars Erslev Andersen værk. Den dybe, kritiske, nøgterne gennemgang i 'Den Amerikanske Mission' giver det overblik over USA's bevæggrunde, man har brug for, hvis man gerne vil forstå fremfor blot at skræmmes eller forarges via nyhedsunderholdningen.