Altingets udsendte i Georgien: Fik Europa et nyt diktatur i nat?

Ingen at heppe på

Konkurrencen mellem oppositionspartierne handler om, hvem der kan vinde tillid til at regere. Melet i posen er ikke kridhvidt for de store udfordrere.

Koalitionen Strong Georgia ledes af det liberale parti Lelo, grundlagt af bankmanden Mamuka Khazaradse. Hele pointen med at smide regeringen ud er, at man ønsker, at der skal være en forskel mellem politisk magt og pengemagt.

Det samme gælder for Unity-koalitionen, ledet af tidligere statsoverhoved Mikheil Saakashvili. Havde han ikke boet i London, ville han have været landets næstrigeste mand. De har meget få allierede i politik, men en meningsmåling viste før valget, at de var det største oppositionsparti.

Partiet For Georgia, som jeg besøger på valgaftenen, består af afhoppere fra Georgian Dream.

De forlod partiet, da de så den autokratiske retning, partiet tog.

Videoer af forsøg på at lægge falske stemmesedler i stemmeurner har floreret på sociale medier

Deres leder, Giorgi Gakharia, var indenrigsminister for Georgian Dream, og mange negative ting klæbede til ham fra den tid. Det faktum, at de har gjort det klart, at de hverken vil samarbejde med Georgian Dream eller Unity, kan have givet dem flere stemmer denne gang.

Som en af hans partifæller fortæller mig: "Der er få engle i georgisk politik. Men vi er enige om én ting: Det parti, der er mere på Ruslands og sin egen side end på folkets side, skal ødelægges."

Koalitionen for Forandring er en paraply af flere partier, der appellerer til unge på højrefløjen på den traditionelle politiske skala, mens For Georgia er placeret på venstrefløjen.

Vælgernes ideologiske tilhørsforhold adskiller oppositionspartierne. Men det, der vejer tungest, er, hvem de stoler på, vil sikre et mere demokratisk Georgien.

Hvorfor stemmer nogle mennesker på autokratiske oligarker?

Lokale valgobservatører har rapporteret om "ingen større afvigelser" i afviklingen af valget. Internationale valgobservatører vil annoncere deres konklusion søndag klokken 17 dansk tid.

Videoer af forsøg på at lægge falske stemmesedler i stemmeurner har floreret på sociale medier og resulteret i lukning af lokaler.

Men det er ikke inde i valgstederne lørdag, at Georgian Dream har udøvet sit pres på befolkningen. Uden for de fleste af de valgsteder, jeg har besøgt, har de været stærkt repræsenteret udenfor med sort tøj, videokameraer og en attitude, der ikke just signalerede "tak for at udøve din stemmeret".

Selvom de ikke er fysisk truende, har de meget, de kan tage fra folk. Mange i den offentlige sektor frygter for deres job. Civile organisationer frygter for frihed, og LGBTQ-samfundet frygter for deres liv. De, der stemmer på dem, er bange for krig og fattigdom. Det er heller ikke så mærkeligt.

Langsigtet historiefortælling

Georgian Dream har over lang tid bygget historien om, at de er den eneste garant for at undgå, at Rusland gør Georgien til et nyt Ukraine. Overalt i byen hænger plakater med mottoet "krig eller fred".

For at opbygge historien har de etableret en konspirationsteori om, at der er et "globalt krigsparti", de er oppe imod. Hvem det er, er lidt uklart, men ud fra udsagnene ser det ud til, at det er hele den vestlige verden, de refererer til, minus Donald Trump og Viktor Orban. Historien fortæller, at den demokratiske vestlige verden er svag, vil tabe krigen i Ukraine, og at det så vil betale sig både økonomisk og sikkerhedspolitisk at lægge sig fladt ned for Putin.

Ifølge deres historiefortælling er det Rusland, der vil være den mest centrale aktør i en geopolitisk kontekst, og så er det vigtigt at holde kontakten med dem.

Folk stemmer på det, der betyder mest for dem. Det er vigtigere, hvad der er i køleskabet end det, der er på tv, og når alt kommer til alt, er fred bedre end krig. Problemet med Georgian Dream er, at de ikke har andet at tilbyde deres befolkning end frygt.

Hvad sker der nu?

Hvis der ikke er flertal for Georgian Dream i løbet af natten, har den uafhængige og EU-orienterede præsident, Salome Zurabishvili, fået oppositionspartierne til at indgå en aftale om samarbejde.

Kompromis og samarbejde er noget, dette land har læringspotentiale på, som det hedder i mellemledere. Aftalen forpligter alle til at ophæve de love, der kvæler oppositionen, beriger oligarker og dæmoniserer seksuelle minoriteter – og som har fået EU til at bremse optagelsesprocessen.

Ulovligt udnævnte loyalistiske dommere skal udskiftes. De, der er blevet straffet efter at have demonstreret mod lovene, skal have amnesti. Nationalbanken skal gøres uafhængig, og antikorruptionsagenturet skal gøres til et uafhængigt organ uden politisk kontrol. En demokratisk buffet. Men ikke forankret på en bestemt politisk fløj.

Præsidenten har understreget, at der vil blive afholdt nyvalg, så snart disse løfter er gennemført, inden for et år, hvor der vil være en fair konkurrence mellem politiske løsninger inden for demokratiske rammer.

Viljen til at få et nyt valg er ikke lige stor hos alle. Valg er dyrt. For de partier, der ikke har deres egen tv-kanal (!) eller en rigmand bag sig, repræsenterer det en enorm omkostning. Om det er prisen for at føre en valgkampagne, de frygter, eller ikke at blive den største, er et åbent spørgsmål.

Derfor er det afgørende, at løftet holdes. Georgien har erstattet en korrupt regering med et autokratisk tilbøjeligt autokrati. Det vil være en ulykke, hvis den forandring, folk håber på, strander i et teknokrati, der bare bliver siddende.

Men alt dette er langt væk. Stemmerne er stadig ved at blive talt op. Og spændingen er primært knyttet til, hvad de internationale observatører siger søndag. Hvis Georgian Dream får flertal, og valget erklæres frit og retfærdigt, vil Georgien blive berøvet sit demokrati, sit europæiske tilhørsforhold og blive overladt til sig selv og Rusland.

Eller som en af modstanderne opsummerede det, før vi gik hver til sit: "Så er vi fucked".

Jette F. Christensen er fast skribent på Altinget i Norge. Artiklen er oversat fra norsk