Bæredygtighedsrådgiver: Radikales forsøg på at tæmme vores tøjshopping har for mange blinde vinkler

Radikale forskyder ansvaret til forbrugeren med deres forslag om en klimaafgift på tøj. De misser fuldstændigt behovet og muligheden for at regulere de dybereliggende incitamentsstrukturer, skriver Tanja Gotthardsen.

Radikale præsenterede deres forslag om en vægtafgift på tøj ved partiets sommergruppemøde 22. august.<br> — Radikale præsenterede deres forslag om en vægtafgift på tøj ved partiets sommergruppemøde 22. august.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Tanja Gotthardsen

Rådgiver og foredragsholder, Continual

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når tøj og tekstiler tegner sig som den fjerde største miljømæssige belastningskategori i EU, hører det også med til historien, at vores tøj er uforholdsmæssigt billigt. Det hersker der for så vidt ingen tvivl om.

I perioden 2000 til 2019 steg det gennemsnitlige tøjforbrug i EU med 21 procent, mens priserne mellem 1996 og 2018 faldt med mere end 30 procent, når vi altså lige justerer for inflation. Og som det foregangsland, vi er, er vi bestemt ikke blandt dem, der trækker forbruget ned – tværtimod forlyder det, at vi har præsteret en stigning på 36 procent i perioden 2016-2021 i den samlede mængde tekstil på det danske marked.

Alt imens flyder vores klædeskabe over i et omfang, hvor det nu har bredt sig til såkaldte ”tillidsstativer” i gader og stræder, og fra tøjcontaineren driver enorme mængder mere eller mindre brugt og ubrugeligt tekstil mod det globale syd. Eksporten af brugte tekstiler ud af EU er tredoblet på bare 20 år, med varierende konsekvenser for de lande, der aftager det.

Hvis afgiften medfører, at vi køber mere kortlivet plastiktøj – fremfor kvalitetstøj, vi vil glædes over år efter år – risikerer forslaget i værste fald at bringe os yderligere på afveje
Tanja Gotthardsen
Rådgiver og foredragsholder, Continual

Derfor kan det også virke nærliggende at glædes, når Radikale toner frem på skærmen og bebuder en vægtafgift på tøj, der skal tæmme vores tilsyneladende umættelige tekstiltrang.

Men en T-shirt er ikke en Toyota, og der er langt fra at ”sende signaler”, som der står i forslaget, til aktivt at hjælpe forbrugeren. Lad os tage et nærmere kig på det.

Fra generisk vægt til værdigt tøj

Hvad går Radikales forslag så nærmere bestemt ud på? Jo, ifølge Radikale, vil man sende et klart signal til forbrugerne om at købe mindre nyt ved at pålægge tekstiler en generisk vægtafgift på 50 kroner per kilo.

Det vil, i henhold til deres egne estimater, betyde at jeans bliver cirka 20 kroner dyrere, mens prisstigningen for en t-shirt vil blive i omegnen af otte kroner.

Desværre er det, at en beklædningsgenstand er let, dog på ingen måde ensbetydende med en lille belastning. Tekstilproduktion dækker over et bredt udsnit af fibre, forarbejdningsmetoder og designprocesser, der alle har en indvirkning på en samlet livscyklus, og som ikke uden videre lader sig oversætte til kilogram.

Fra vores undersøgelser ved Forbrugerrådet Tænks advisory board mod tøjspild ved vi eksempelvis, at god pasform og komfort er helt igennem afgørende for at sikre et langt, aktivt brugs-liv. Og hvis afgiften, hypotetisk set, medfører, at vi køber mere kortlivet plastiktøj og sjasket jersey, fremfor den velsiddende uldsweater, vi vil glædes over år efter år, risikerer forslaget i værste fald at bringe os yderligere på afveje.

Fokus på forbrugerbeskyttelse

Når Radikale peger på de lave priser som en udfordring i forhold til at nedbringe vores høje forbrug, er det samtidigt påfaldende, at der ikke skeles til de underliggende markedsføringsmekanismer, som kan gøre det så forbandet svært for individet at modstå det næste forbrugsfix.

Markedsføringen som vi kender den, er nemlig i brede træk udviklet til at udnytte vores basale psykologi.

Den taler ind i vores behov for, på én og samme tid, at føle os lidt unikke og samtidigt som en del af flokken. Bevæger flokken sig hurtigt nok, bliver det svært for individet at stoppe op. Og flokken er udfordret.

Som forslaget ser ud nu, risikerer forbrugeren at blive klemt mellem impuls og moral, mens handlingsrummet for industrien i efterlades rimeligt uforandret
Tanja Gotthardsen
Rådgiver og foredragsholder, Continual

Ifølge organisationen Purpose Disruptors kan 32 procent af de britiske CO2-udledninger tilskrives markedsføring, og det er svært at forestille sig, at billedet for Danmark skulle tegne sig væsentligt anderledes.

Det rejser spørgsmålet om, i hvilket omfang og for hvilke produkter det overhovedet skal være lovligt at reklamere. Og holder vi blikket stift rettet mod prissensitiviteten, er det nærliggende at spørge, hvorfor udsalgene ikke reguleres som noget af det første. Ikke bare for tøj, men helt generelt.

For kan det virkeligt være rigtigt, at det skal være lovligt at sætte ting på udsalg til 50, 60 eller 70 procent? Ja, nogle gange endda mere? Og hvorfor tillader vi, at onlineshopping akkompagneres af nedtællings-bjælker, der lover rabat, hvis bare du handler indenfor de næste ti minutter? Her tegner en otte kroners afgift på en T-shirt ikke til at blive noget solidt værn mod den gamification, der har fundet vej ind i vores forbrugssfære.

Som forslaget ser ud nu, risikerer forbrugeren at blive klemt mellem impuls og moral, mens handlingsrummet for industrien i efterlades rimeligt uforandret. Det antager karakter af skrønen om, at det ”bare er udbud og efterspørgsel”, i nye klæder. Men så simpelt er det ikke.

Et målrettet producentansvar

Og så kommer vi til, hvordan man kan implementere en afgifts- eller gebyrstruktur, der kan inddæmme de tekstilprodukter, som bevæger sig lige lovligt hurtigt ind og ud af vores klædeskabe: Nemlig producentansvaret.

Eksempelvis har EU for længst igangsat udviklingen af deres Extended Producer Responsibility (EPR), hvilket Miljøstyrelsen så sent som i foråret også udgav en rapport med mulige scenarier for.

Kære Radikale – lad os få en opdateret markedsføringslovgivning og gebyrstruktur, der motiverer virksomhederne til at tjene deres målgrupper, fremfor blot at tjene penge
Tanja Gotthardsen
Rådgiver og foredragsholder, Continual

Den mest progressive model skal dog findes i forslaget om målrettet producentansvar, Targeted Producer Responsibility (TPR), der p.t. gennemføres pilotforsøg på i Norge.

Begge producentansvars-modeller har til formål at minimere mængden af tøj, der ender i affaldsstrømmen, ved at pålægge virksomhederne ansvaret og udgifterne for affaldshåndteringen forbundet med deres produkter.

På den måde vil hver beklædningsgenstand også her være akkompagneret af en merudgift i udgangspunktet, men modsat Radikales forslag, fremgår det tydeligt, at ansvaret først og fremmest påhviler virksomhederne.

Gebyrernes størrelse er dog vigtige, og ligesom med udfordringerne ved en vægtafgift er det afgørende, at de ikke fastsættes uden blik for, hvilket tøj og hvilke tekstiler der i praksis klarer sig godt. Og det er især her, at TPR kan noget spændende.

TPR beror nemlig på stikprøvekontroller af den konkrete affaldsstrøm. Her ser man på, hvilke brands der er hyppigt repræsenteret, hvornår tøjet er produceret, og i hvilket omfang tøjets tekniske holdbarhed er udnyttet – og så takserer man virksomhederne på baggrund heraf. Nemt, ikke?

Så kære Radikale – lad os få en opdateret markedsføringslovgivning og gebyrstruktur, der motiverer virksomhederne til at tjene deres målgrupper, fremfor blot at tjene penge. Ikke en vægtafgift, der i sidste instans parkerer ansvaret hos forbrugeren.

Politik har aldrig været vigtigere