COP26 er et politisk gyserspil om klodens fremtid

I de kommende to uger vil ministre og diplomater fra alle verdens lande være dybt optaget af det politiske COP26-forhandlingsspil om at lande en politisk aftale, der kan bidrage til løsningen på klimakrisen.

Forhandlingerne burde naturligvis kun handle om klima, men i realiteten er der meget mere på spil. Her indgår også risikoen for arbejdsløshed, handelsbalance, investeringer, sult, migration og konflikter på den globale og ikke mindst den hjemlige spilleplade.

Dan Jørgensen (S) skal ud i én af sine sværeste politiske opgaver som forhandlere, når han skal prøve at skabe enighed mellem lande som Kina og USA, men også den samlede gruppe af afrikanske lande og EU. Det er og bliver et politisk gyserspil om klodens temperatur og fremtid.

Et af mine minder fra mit første klimatopmøde i den polske by Poznan i 2008, var den utrolige kompleksitet i forhandlingerne, og de mange aktører, der havde en rolle i spillet.

I Folketinget har vi 15 partier, men ved et klimatopmøde er der mere end 190 lande, der alle har en dagsorden. Og jeg har lært, at forhandlingsspillet til et FN-topmøde – i modsætning til de fleste andre spil - kun bliver en succes, hvis alle delegationer føler, at de har en sejr, når de tager hjem.

EU er bedst organiseret, fordi medlemslandene samarbejder og forhandler i løbet af året.

Mattias Söderberg

I praksis forhandler de fleste lande i mere eller mindre faste koalitioner. EU er bedst organiseret, fordi medlemslandene samarbejder og forhandler i løbet af året. For mange af ulandsdelegaterne er det til gengæld første gang, at de mødes med deres koalitionspartnere, når de kommer til topmødet. De forskellige landekoalitioner har forskellige interesser, og hvis der skal blive en aftale, så skal interesserne balanceres på spillepladen.

Det betyder, at det ikke er muligt kun at fokusere på, hvordan landene reducerer deres udledninger. Det er selvfølgelig et helt afgørende spørgsmål, men for ulandene giver det ikke mening at tale om grøn energi og elbiler, hvis det ikke samtidig indebærer en tur i de rige landes banker og bistandskasser.

Og nok så relevant, så er effekterne af klimaforandringernes allerede aldeles nærværende i ulandene, og den regning skal også betales af os i den rige del af verden, hvis der skal landes en tilfredsstillende aftale.  

Dan Jørgensen og den danske delegation har dog flere gode kort på hånden, når forhandlingerne begynder. Med et løfte om at øge antallet klimapenge og at sætte fokus på tilpasning og klimakatastrofer, taler Danmark ind i ulandenes bekymringer og behov. Hvis Danmark kan bidrage til, at disse temaer også bliver adresseret i den kommende COP26-beslutning, så øges mulighederne for, at der også kommer aftaler om at udfase kul og olie. Og dermed udgøre en positiv gamechanger.

Men ved dette klimatopmøde findes der også en uforudsigelig joker: Coronapandemien har ramt alle lande, men det er kun de rige lande, der har haft god adgang til vacciner. Det har begrænset ulandenes forberedelser op til COP26, og det betyder også, at mange ulandsdelegationer stiller op med smalle delegationer.

I Folketinget har vi 15 partier, men ved et klimatopmøde er der mere end 190 lande, der alle har en dagsorden.

Mattias Söderberg

Der er for eksempel kun nogle få ministre til stede fra ø-staterne i Stillehavet. Der er også stor frustration blandt ulandene over manglende adgang til vacciner. Det er meget muligt, at denne joker, debatten om corona og vacciner, pludseligt popper op og ændrer spillets udfald.

Det politiske spil i Glasgow bliver med andre ord vanskeligt. Men ikke umuligt.

Jeg ønsker Dan Jørgensen og den danske delegation held og lykke. Jeg håber, at de husker, at ulandenes interesser og prioriteringer ikke kun handler om taktik, men at de afspejler en virkelighed, hvor fattige mennesker allerede i dag trues af den buldrende klimakrise.

Vi har brug for at COP26 bliver til en succes, hvor alle går hjem med en klima-medalje om halsen.