DF: Ngo-elite og konventioner må stoppes
DEBAT: En skattebetalt ngo-elite er med til at presse konventioner ned over hovedet på Danmark. I stedet må vi med hård hånd fjerne de konventioner, der mindsker landenes medbestemmelse. Det mener Anders Vistisen, MEP for Dansk Folkeparti.
David Laungaard Lose
Marketing AnalystAf Anders Vistisen (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet
Jeg husker en overskrift til en artikel fra 2010: ”Danmark får rap over fingrene af FN”, lød det triumferende i Politiken. En kontrol-delegation fra FN’s komité for racediskrimination havde nemlig inspiceret Danmark og gav os reprimander for vores danskprøver, vores pointsystem for udlændinge og vores familiesammenføringsregler.
Også Europarådets antiracisme-komité ECRI har igen og igen i sine landerapporter kritiseret Danmark for ikke at leve op til ”konventionerne” og være gæstfrie nok imod indvandrere. Men vi skal ikke finde os i, at et ordentligt og rundhåndet land som Danmark får ”rap over fingrene”.
Det vigtigste våben: konventionerne
Vi har i Europa en herskende klasse, en skattebetalt NGO-elite, der mener, at masseindvandring skabt af misvækst, tørke, oversvømmelser, stammekrige og arbejdsløshed er en naturlig ting, som europæerne må byde velkommen. Når eliten møder modstand i meningsmålinger, folkeafstemninger og parlamenter, så trækker den sit vigtigste våben: konventionerne.
Mød denne måneds debatpanel her.
Udviklingsdebatten på Altinget: udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.
Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].
Og hjælper det ikke, så beder den sine venner i udenlandske komiteer og domstole om at komme den til undsætning og sætte borgerne på plads – med konventionerne. Vi kommer til at gøre op med både NGO-eliten og med de konventioner, der forhindrer borgerne i at bestemme i deres eget land; ellers undergraver vi folkestyret.
Retten til familieliv
For nylig afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, at Schweiz ikke kunne sende et afghansk-pakistansk ægtepar tilbage til Italien. Parret og deres børn var ikke forfulgt, ikke på flugt, men havde boet flere år i Pakistan, 15 år i Iran, et år Tyrkiet, før de rejste til Italien. Herfra rejste de til Østrig, fik afslag på asyl, rejste videre til Schweiz, hvor de igen forgæves søgte om asyl.
Vi må med tættekam gennemgå alle de konventioner, som i dag forpligter Danmark, og vi må med hård hånd kassere dem, som vi i dag bliver pisket med og pisker os selv med.
Anders Vistisen (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet
Men en statsbetalt NGO førte deres sag i Strasbourg, hvor Menneskerettighedsdomstolen afgjorde, at forholdene i Italiens modtagelsescentre ikke var uacceptable, men at der ikke var kapacitet til at tage nok hensyn til en familie på to voksne og seks børn og deres særlige behov efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ”retten til et familieliv”.
Og hvem havde dommerne indkaldt som ”eksperter” i sagen? AIRE Centre, en selvbestaltet britisk NGO, som har på samvittigheden at have reddet flokkevis af mordere, voldtægtsforbrydere, pædofile og narkohandlere fra at blive udvist til deres hjemlande.
Briterne har fået nok
Selv om Danmark foreløbig har holdt sig ude af EU’s fælles asyl- og indvandringspolitik, så er vi rigeligt bebyrdet med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og alverdens konventioner. Og byrden vil blive tungere, efterhånden som bølge efter bølge af udvandrere sætter kurs mod Europa, og de overnationale domstole hele tiden sænker barren for at være forfulgt, flygtning, torturoffer og berettiget til statsborgerskab; og fortolker begreber som familieliv, værdighed, anstændighed og umenneskelig efter elitens politiske vink.
Briterne har fået nok. Sidste år havde de opsamlet en pukkel på 1.300 udenlandske dømte forbrydere, som skulle være udvist efter straf - blandt dem 20 mordere, 15 voldtægtsmænd, 140 røvere, 20 børne-seksualforbrydereerfaldsmænd; men det har Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg forhindret, som regel med henvisning til ”ret til et familieliv”. Den britiske regering svarer sandsynligvis igen ved helt at afskrive Den Europæiske Menneskeretskonvention.
Grænsen er for længst overskredet
Også i Danmark går det fremad. Af frygt for at blive straffet af danskerne satte Socialdemokraterne sidste måned en stopper for De Radikales og NGO-Danmarks forsøg på at belaste Danmark med yderligere seks FN-konventioner, om tortur, kvinder, diskrimination, sociale rettigheder osv.
Det gennemgående mønster var endnu en buket af rettigheder til indvandrere, der yderligere vil cementere den kendsgerning, som råder i dag, at er man blandt de heldige, der når til Danmark, så har man vundet; så er der jackpot. Justitsminister Mette Frederiksen sagde ganske rigtigt, at der var ”en risiko for en forskydning fra Folketinget og regeringen til domstolene.”
Men den grænse er for længst overskredet, det mener nu også Venstre, der ifølge partiets ordfører på området Jan E. Jørgensen er parat til f.eks. at afskrive FN’s konvention for statsløse indvandrere, som selv med domme på op til fem års fængsel automatisk bliver belønnet med dansk statsborgerskab.
Så langt var det ikke kommet uden Dansk Folkeparti. Men der er lang vej at gå endnu. Vi må med tættekam gennemgå alle de konventioner, der i dag forpligter Danmark, og vi må med hård hånd kassere dem, som vi i dag bliver pisket med og pisker os selv med, og som forhindrer, at vi kan forsvare Danmark imod masseindvandringens ødelæggende følger.