DF om fælles EU-asylregler: Det bliver en ormegård

Af Anders Vistisen (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet 

”Er de store strømme af flygtninge og migranter mod Europa et problem, og hvordan løser vi det i så fald? Er der brug for nationale stramninger og grænsekontrol, eller er fælleseuropæiske løsninger den rigtige vej at gå?”

Sådan spørger Altinget i sit oplæg til denne debat.

Ingen løsning på flygtningekrisen 
Der findes ingen løsning på flygtningekrisen; så længe muslimerne udkæmper deres endeløse borger- og stammekrige, vil der være tabere, flygtede og fordrevne, som vil til (Nord-)Europa. Det samme vil millioner af unge afrikanere, som ønsker et bedre liv; de vil blive ved med at komme, uanset hvor mange milliarder euro, EU hælder i Afrika.

Folkevandringen nedbryder det Europa, som europæerne kender. Men den er ikke uafvendelig. Den kan bremses, standses og rulles tilbage. Sådan kan europæerne samarbejde uden at lade sig hæmme af Bruxelles, Strasbourg og Luxembourg.

Afblæs Operation Sophia
EU’s flådeovervågning af Nordafrikas kyster virker som en magnet på migranterne og gavner smuglerne. Tusinder bliver samlet op uden for Libyens territorialfarvand og sejlet direkte til Italien. Briterne er på vej ud.

Vi skal demonstrere civil ulydighed over for EU, som det er sket i andre lande, som Ungarn, der trodsede Schengen og genindtog sine grænser. 

Anders Vistisen (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

I stedet bør Libyen have penge til at bevogte sine grænser til Tchad og Niger. De såkaldte ngo-skibe, som sejler migranter i fast rutefart til Europa, bør ophugges, og deres aktivister straffes som menneskesmuglere.

Hjælp EU’s frontlinje
Selv om retsforbeholdet skærmer Danmark fra at være fuldt ud med i EU’s fælles katastrofale asylpolitik, så kan og bør vi frivilligt hjælpe de lande, som er mest udsat for folkevandringen.

Vi har ingen interesse i et Grækenland, som bryder sammen. Bulgarien er stadig et fattigt land. Hvis de ønsker hjælp til at afspærre deres grænser og til at registrere, internere og tilbagesende migranter, bør andre lande bistå dem.

Tving migranternes hjemlande til samarbejde
Danmark betaler milliarder i udviklingsbistand gennem EU. Vi kan derfor med fuld ret kræve, at EU resolut straffer de regeringer, som obstruerer eller ligeud nægter at tage deres borgere tilbage.

Ellers må vi overveje vores bistandsprogrammer i EU-sammenhænge, ligesom vi selv må ty til økonomiske sanktioner.

Vi bør også tvinge middelhavslandene til at give plads til FN-drevne lejre til midlertidig opsamling af migranter og flygtninge.

Opsig aftalen med Tyrkiet
Tyrkiet-aftalen fungerer ikke og frister kun andre lande i Middelhavet til at forøve økonomisk afpresning af europæerne. Tving i stedet Tyrkiet med trusler om sanktioner, hvis ikke Tyrkiet bevogter sin kystlinje og standser sin eksport af migranter til Europa.

Planen om at fordele 160.000 migranter er allerede kollapset. Nu skal vi bare have Bruxelles-kommissærernes ord for, at de ikke igen vover at lufte deres farlige fantasifostre.

Derudover må ethvert selvstændigt europæisk land selv afgøre, hvem der skal lukkes ind, og hvordan grænserne skal beskyttes – uden hensyntagen til andet end vore egne forfatninger og borgernes ve og vel.

Hvis vi derimod var så dumme at tilslutte os et EU-regime for asyl og indvandring, så ved vi, hvad der venter os: en åben ladeport, hvorigennem EU i fremtiden vil transportere migranter fra Mellemøsten og Afrika, et skema for tvangsfordeling af dem blandt EU-landene, fulgt op af trusler og bøder, hvis ikke vi makker ret.

Vi skal ikke makke ret
Vi skal demonstrere civil ulydighed over for EU, som det er sket i andre lande, som Ungarn, der trodsede Schengen og genindtog sine grænser – og dermed gjorde alle os længere nordpå en stor tjeneste.

Jeg går absolut ind for samarbejde mellem europæiske lande, og hvor det ikke krænker vores selvstændighed og retsforbeholdet så også gerne i EU-regi.

Men indtil videre er ”fælleseuropæiske løsninger på flygtningekrisen” desværre lig med et EU-regime, som vil anbringe os i en ormegård af konventioner, menneskeretsdomstole og ngo’er; de vil hugge til os, hver gang vi prøver på at passe på Danmark.