Diis-forsker: Danmark er foregangsland i grøn kolonialisme

I februar 2021 gav regeringen grønt lys for, at der skal bygges en gasledning til Lolland-Falster til sikring af flere hundrede arbejdspladser på Nordic Sugars sukkerfabrikker: den næststørste udleder af CO2 i Danmark.

Anderledes ser Danmarks klima- og energipolitik ud over for fattige lande. I november 2021 erklærede regeringen: ”Danmark stopper offentlig finansiering af sort energi i udlandet”. Fra starten af 2022 lukkes pengekassen for de fleste olie- og gasinvesteringer udenfor Danmarks grænser, og i 2025 er det stort set helt slut. På COP26-mødet i Glasgow lovede 20 lande og institutioner et lignende stop. 

Forbuddet gælder kun i udlandet, ikke i underskrivernes hjemlande. Energikrisen i kølvandet på krigen i Ukraine har da også straks fået Danmark og andre europæiske lande til at tage fossile brændstoffer ind i varmen igen. Vi har nu igen brug for ny gas fra Nordsøen for at gøre os uafhængige af Ruslands energi. Vores stop for lignende tiltag i udlandet fortsætter alligevel uændret. Hykleriet og arrogancen - især overfor fattige landes befolkninger og deres energiproblemer - er til at føle på. 

Dansk energi- og klimapolitik over for fattige lande er en slags grøn kolonialisme: Vi forsøger at diktere brug af ikkefossil energi uden for vores eget territorium for at opfylde vores egne klima- og erhvervsinteresser uden at tage hensyn til fattige landes helt særlige energiudfordringer.

Vores grønne kolonialisme har desværre bred hjemlig støtte: Mange danske grønne ngo'er og politiske partier støtter regeringens fossilstop i udlandet. Det er ikke til at vide, om opbakningen skyldes uvidenhed om konsekvenserne i fattige lande, eller at målet (bekæmp klimakrisen) helliger midlet (nul støtte til fossilt brændsel uanset de menneskelige konsekvenser). Men stoppet har store negative følger.

Danmark som grøn kolonimagt
Fortalere for grøn omstilling i rige lande (mange regeringer, ngo'er og politiske partier) mener, at alle verdens lande bør prioritere klimakrisen som verdens absolut vigtigste problem. 

Stoppet for støtte til fossile investeringer i udlandet er ”helt essentielt” for den grønne omstilling, lyder hovedargumentet i regeringens pressemeddelelse. ”Vi skal skubbe verden i en grøn retning, ikke sort,” sagde klimaminister Dan Jørgensen således ved lanceringen af Danmarks forbud mod fossil energi.

Selvforståelsen om at være en grøn stormagt bygger på en karakteristisk kolonial verdensopfattelse

Ole Therkildsen
Seniorforsker, DIIS

Det vil samtidigt ”bidrage til hjemtagning af viden, investeringer og samarbejde om forskning og innovation, der kan understøtte udvikling af fremtidens grønne styrkepositioner og underbygge Danmarks rolle som grøn stormagt.” 

Selvforståelsen om at være en grøn stormagt bygger på en karakteristisk kolonial verdensopfattelse: Vi er på en civilisatorisk mission for at redde verden - som også tjener vores egne økonomiske interesser. 

Fattige lande siger generelt ikke nej til grøn omstilling og til at bidrage til reduktion af det globale CO2-udslip. Men omstilling er meget dyr. Deres første prioritet er typisk at udrydde energifattigdom og skabe arbejdspladser ved at øge adgangen til strøm. Det er helt i overensstemmelse med Verdensmålene (som Danmark støtter). Hvilke teknologier og energikilder landene prioriterer afhænger både af, hvilke energiressourcer, de selv har, samt finansiering. Rige lande vil kun betale en brøkdel af regningen.

Danmark stopper for støtte til røgfri madlavning 
Klimaforandringer, som typisk rammer fattige lande i Afrika hårdest, fører tørke, oversvømmelser, temperaturstigninger og mere sygdom med sig. Dertil kommer, at luftforurening fra belysning og madlavning ved brug af fossilt brændstof (kerosin, kul, samt træ og anden biomasse - den såkaldte 'Household air pollution' (HAP)) årligt slår cirka 600.000 mennesker ihjel. Omkring 85 procent af alle husholdninger i Afrika bruger disse energikilder. Cirka 60 procent af de for tidligt døde er kvinder og børn. For verden som helhed er tallet cirka 4,3 millioner mennesker. 

Er det upassende at minde om, at antallet af dødsfald på grund af HAP i Afrika er mange gange større end tabene fra den blodige krig i Ukraine? Krigen stopper forhåbentligt snart. HAP-dødsfaldene fortsætter år efter år. 

Derfor er det helt uforståeligt, at en fossilt baseret reduktion af HAP ved hjælp af gas til madlavning ikke støttes af Danmark efter 2025, selv om det vil kunne reducere forurening og dødsfald betydeligt. Kan det virkeligt være rigtigt, spurgte jeg Klimaministeriet. Svaret var ja. 

Mere end det, forklarer ministeriet: Danmark vil nidkært søge at få de multilaterale banker til at overholde vores stop for støtte til fossilt brændstof, også når det gælder madlavning. Dette til trods for, at støtte til røgfri “clean cooking” ved hjælp af flaskegas vil have en ”enorm” positive indflydelse på luftforurening, miljøet og karbonudledninger, ifølge Udenrigsministeriet. 

Brug af el og gas til madlavning er de eneste realistiske alternativer til reduktion af HAP. Biogas og (bio)ethanol - der begge regnes for rene og potentielt vedvarende energiformer - er det til gengæld ikke. De benyttes sjældent ved madlavning, ligesom soldrevne komfurer heller ikke gør det.

Biogas (for eksempel fra kogødning) kan kun produceres i tilstrækkelige mængder i afgrænsede områder. Bioethanol er de fleste steder så dyr at producere, at husholdninger skal tvinges til at bruge den, hvis produktionen ikke subsidieres. Det er ikke økonomisk bæredygtigt.

Selv udsigten til at redde mange menneskeliv er altså ikke nok til, at regeringen vil fravige sin fundamentalisme vedrørerende fossilt brændsel. At EU – også før Ukrainekrigen - klassificerede visse former for gas som grønt brændstof understreger den manglende jordforbindelse i regeringens energi- og klimapolitik i udlandet. 

Energifattigdom er udbredt
Næsten 600 millioner mennesker i Afrika har ikke adgang til strøm: Ingen el til ”ren” madlavning, ingen strøm i masser af sundhedscentre (og derfor ingen mulighed for at opbevare nedkølet vaccine, for eksempel), ingen el til at læse og studere om aftenen og ingen el til at drive forretning og skabe arbejdspladser.  

Energifattigdommen er således udbredt. Hvad er argumenterne for det danske og andre rige landes stop for støtte til strømproduktion ved hjælp af fossilt brændsel i disse lande? 

Det implicitte argument er vel, at den høje befolkningstilvækst i fattige lande får det globale CO2-udslip til at eksplodere: Inden det sker, må disse lande også – ligesom resten af verden – foretage en grøn omstilling for at undgå endnu større klimaændringer, end dem verden allerede oplever. Men begrundelsen er forkert.

De 48 lande i Afrika syd for Sahara (det vil sige minus Sydafrika) med en befolkning på mere end en milliard har kun bidraget med 0,55 procent af verdens akkumulerede CO2-udslip. Fraregnes Nigeria er tallet 0,34 procent. Selv hvis langt flere i disse lande får adgang til strøm produceret ved hjælp af gas, vil det kun bidrage ganske lidt til det globale CO2-udslip.

Et stop for brug af fossilt brændsel vil gøre det sværere at skaffe strøm til fattige mennesker

Ole Therkildsen
Seniorforsker, DIIS

Et andet typisk argument vil være, at prisen på el fra sol og vind er faldet dramatisk (60-85 procent) i de sidste ti år. Fattige lande behøver derfor ikke kul, olie eller gas men kan med et tigerspring hoppe direkte til vedvarende energi. Argumentet er besnærende men forkert.

De gængse prissammenligninger er ikke retvisende. Dels bygger de stort set ikke på tal fra fattige afrikanske lande, hvor kapitalomkostningerne til etablering af elforsyning er noget højere end i rige lande. Dels sammenligner de omkostninger ved selve produktionen af el, som kun er en del af prisen for at få stabil strøm helt ud til forbrugeren. 

Til stabiliseringen kræves investeringer i transmissionsledninger og batterier eller gasdrevne fyr, der kan levere stabil strøm, når vinden svigter, eller når solen forsvinder. Medregnes de fulde omkostninger, er prisen for strøm fra vedvarende energi langt fra altid billigere end strøm fra fossilt brændsel: Prisvariationen er stor fra land til land afhængig af adgangen til fossile brændstoffer. Den varierer også indenfor landene afhængigt af de lokale forhold. Et stop for brug af fossilt brændsel vil gøre det sværere at skaffe strøm til fattige mennesker.

Klimaretfærdighed og grøn kolonialisme 
Princippet om klimaretfærdighed er indskrevet i Parisaftalen. Her anerkender rige lande deres historiske ansvar for størstedelen af de globale udledninger af drivhusgasser siden industrialiseringen begyndte. Og derfor må de påtage sig hovedansvaret for at bekæmpe klimakrisen. 

Men Danmark og andre rige lande respekterer ikke denne aftale om et fælles men differentieret ansvar for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Danmark lever heller ikke op til at være et grønt foregangsland, for vores målsætning om en 70 procents-reduktion i 2030 er langt fra nok for en historisk retfærdig fordeling af ansvaret for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader, som klimaloven kræver. 

Tvært imod er vi og andre rige nationer foregangslande for grøn kolonialisme. Ved at stoppe for støtte til al ”sort energi i udlandet” har vi sendt et klart signal til fattige lande: Hensynet til dødsfald på grund af jeres luftforurenede boliger, og til jeres behov for langt mere energi til elektrificering (i hjemmene og til skabelse af arbejdspladser) må vige for vores mål om at bekæmpe den globale klimakrise. Men at søge at opnå nogle rige landes klimaambitioner ved at skubbe fattige menneskers behov til side er ikke bare dobbeltmoralsk – det er amoralsk, uretfærdig og grøn kolonialisme. 

Rige landes store og vigtige klima- og energiudfordring i forhold til fattige lande bør derfor være, hvordan de kan hjælpe med at bekæmpe fattigdom og klimakrise - og samtidigt fremme fattige landes grønne omstilling. 

Kan den udfordring kun løses ved, at fattige lande bruger mere fossilt brændstof og dermed øger det samlede globale udslip, så er det rige landes forpligtigelse at reducere deres udslip mere, end de indtil nu har planlagt at gøre. 

Stoppet for vores finansiering af udnyttelse af al fossilt brændstof i udlandet er ikke vejen frem. Det er ideologisk baseret ønsketænkning og grøn kolonialisme.