Efter et år med frygt og mismod, står én ting tilbage, der kan give det hele mening

Om aftenen 11. marts 2020 var jeg ude at spise med en veninde i en restaurant på Christianshavn, hvorefter vi besluttede at drikke en øl på Eiffel Bar.

Jeg kan huske, at bartenderen kiggede uforstående på mig, da jeg spurgte, om det havde påvirket forretningen, det med den der lumske virus, der var i omløb. På vejen hjem med offentlig transport lyttede jeg på min telefon til det sidste af det pressemøde, hvor Mette Frederiksen annoncerede, at landet skulle lukkes ned i nogle uger.

Når jeg i dag husker tilbage på den aften, er det hele omgærdet af en uvirkelighedsfornemmelse – en følelse af, at det hører en helt anden tidsalder til.

Selvfølgelig vil meget – det meste, nok - blive som dengang igen, når vi forhåbentlig snart har fået så meget kontrol over sygdommen, at vi kan åbne resten af samfundet. Vi skal selvfølgelig igen gå ubekymret på restaurant, tage en øl på et værtshus og kramme hinanden kærligt, når vi siger farvel. Vi skal rejse og gå til koncerter og være på festival og danse og komme hinanden ved.

Det ligger virkelig ikke i min natur at være optimistisk. Men efter et år med frygt, mismod, uvished og isolation har jeg en ubønhørlig trang til at håbe på et eller andet.

Johanne Thorup Dalgaard
Kommentarskribent

Men uden at det skal lyde som nogen form for hyldest til et år, der mildest talt har været uhyggeligt at gennemleve, og som har forvoldt så meget smerte for så mange, så håber jeg samtidig, at krisen på sigt kan være med til at ændre noget til det bedre.

Og hvis der er én ting, der i hvert fald står tilbage som en lære, der bør drages, må det være, at vores samfund kan forandre sig dramatisk på meget kort tid, når der sættes klar politisk vilje bag.

Den erkendelse bør som minimum sive over i debatterne om klimapolitikken, hvor al politisk handlen synes at bevæge sig i snegletempo på trods af den tiltagende akutte situation, vi står i.

I 2021 må det være muligt at tænke vildere end ”hockeystavsmodeller” og magiske forestillinger om, at teknologien nok vil redde os på målstregen med et eller andet vildt gennembrud.

Det må være muligt at anerkende klimasituationen som den krise, den er, og handle med den resoluthed, det kalder på.

Men også i alle mulige andre sammenhænge bør erkendelsen melde sig og anspore til, at samfundet kan tænkes og indrettes bedre. Kan vi, i vores post-karantæne-forståelse af, hvor dybt afhængige vi er af vores sociale liv og nære relationer, finde på måder at give os selv mere tid med dem, vi holder af? Kan vores arbejdsmarked for eksempel ikke tænkes meget mere fleksibelt og retfærdigt?

Kan vi ikke deles mere om det arbejde, der reelt er, så færre skal stå uden for og færre skal leve med stress? Er 37 timers arbejdsuge i gennemsnit overhovedet meningsfuldt i en tid, hvor kunstig intelligens med lidt supervision kan varetage flere og flere funktioner på menneskets vegne?

Og giver det egentlig nogen mening, her i pandemiens år, at velfærdsstatens fodssoldater, der har udgjort frontlinjen i samfundets kamp mod coronavirus, stadig tjener mindre end arbejdere i de mere mandsdominerede velfærdsfag, bare fordi man ved en reform i 1960’erne arbitrært placerede dem i en dårligere lønramme?

Det ligger virkelig ikke i min natur at være optimistisk. Men efter et år med frygt, mismod, uvished og isolation har jeg en ubønhørlig trang til at håbe på et eller andet. Noget, der kan give det hele en form for mening.