Aktivist: Hvordan kan vi samarbejde med et land, der udsætter en dansk statsborger for tortur?

Jeg ved, hvad jeg taler om. I 2014 blev jeg anholdt, truet og udsat for overgreb af de bahrainske myndigheder. Jeg har igennem hele mit voksne liv kritiseret og udstillet Bahrains løgne og krænkelser. Det samme har min far, Abdulhadi Al-Khawaja, som modsat mig, ikke er blevet løsladt. Han sidder stadig i den samme fængselscelle, som han har siddet i siden 2011. 

I 2011 blev min far brutalt anholdt og slået omkuld af maskerede mænd, efter han havde demonstreret fredeligt for at opnå demokrati og universelle rettigheder i Bahrain. Angrebet fra de maskerede mænd resulterede i en brækket kæbe. Min far blev indlagt på et hospital og opereret i syv dage, alt imens han havde bind for øjnene og var lænket til hospitalssengen. Samtidig blev han truet med seksuelt overgreb og henrettelse. 

Bliver man virkelig belønnet for at bryde international lov?

Maryam Al-Khawaja
Aktivist

Herefter blev min far indespærret i en isolationscelle i to måneder og udsat for fysisk, psykisk og seksuel tortur. Beskrivelserne er for voldsomme til at gengive her.

Faktum er, at min far dags dato stadig sidder indespærret og på intet tidspunkt har modtaget den nødvendige rehabilitation, han har brug for.

Bliver man belønnet for tortur?
Tortur er et angreb på menneskelig værdighed, og den systematiske brug af tortur udgør en forbrydelse mod menneskeheden. Ansvaret for min far – og hundredvis af andre politiske fanger – ligger hos den enevældige konge og diktator i Bahrain. 

Kongefamilien er dog aldrig blevet draget til ansvar. Faktisk noget nær det modsatte. Kongen kan for eksempel bryste sig af Danmarks fornemmeste dekoration, Elefantordenen, og Moesgaard Museum har et tæt samarbejde med Bahrain i forbindelse med udgravningerne af de føromtalte unikke gravhøje.

Hvert år er Bahrains diktator æresgæst ved det britiske royale ‘Windsor Horse Show’, samtidig med at landet indgår strategiske, økonomiske og militære samarbejder med både USA, EU og Kina. Alle vil, med andre ord, lege med det diktatoriske rædselsregime i Bahrain. 

Hver dag stiller jeg mig selv det samme spørgsmål: bliver man virkelig belønnet for at bryde international lov? Hvordan kan min far, en dansk statsborger, stadig sidde efterladt i et land, som Danmark samarbejder med? 

På FN’s internationale dag til støtte for torturofre skal vi ikke kun mindes de mennesker, som bliver udsat for dehumaniserende behandling. Vi skal også kræve handling og forandring. Regimer som Bahrain kommer ikke til at ændre praksis, hvis de ved, at deres handlinger ikke får konsekvenser.

Den danske statsminister kan, for eksempel, starte med at rejse sagen personligt med den bahrainske konge. Det vil måske også kræve, at man trækker vores lands fornemmeste dekoration tilbage og sætter nogle geologiske udgravninger på pause. Det vil trods alt være en lille pris for Danmark at betale til gengæld for reelt at mindes verdens torturoverlevere.