EL: Smid fløjlshandskerne i udviklingsdebatten

Af Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

Har man fulgt den seneste debat her på Altinget om konsekvenserne af sammenblandingen mellem handel og udvikling, får man hurtigt indtrykket af, at Enhedslisten står ene og alene i vores kritik.

I det her indlæg vil jeg derfor benytte mig af to store koryfæer inden for handelspolitik: Yash Tandon og Naomi Klein.

Gennem dem vil jeg forsøge at belyse, at hvis vi løfter blikket ud over Danmarks grænser, raser en langt mere kritisk debat af de store konsekvenser, som en ukritisk tilgang til vores førte handelspolitik har, for at skubbe verden i en mere retfærdig retning.

Handel er krig
’Fri’ handel såvel som ’fair’ handel er en fantasi, en illusion. Hvordan kan der være ’fri’ eller ’fair’ handel, når handel i virkeligheden handler om krig og plyndring? Yash Tandon, Trade is war, 2015

Så kontant og polemisk lyder meldingen fra den mangeårige handelspolitiske ekspert fra Uganda, Yash Tandon. Ordene står i skarp kontrast til den venlige tone og med få undtagelser ukritiske debat ang. sammenblanding af handel og udvikling herhjemme. Fra manges side bliver sammenblandingen italesat som en ”win-win” løsning, der gavner alt og alle, lige fra den marginaliserede småbonde i Myanmar til storkapitalisten. I udviklingsmiljøet er vi åbenbart alle venner – klassekamp og interessemodsætninger er pist væk. 

I udviklingsmiljøet er vi åbenbart alle venner – klassekamp og interessemodsætninger er pist væk.

Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

I det lys er Tandons bog anbefalet læsning. Gennem en menneskealder har han engageret sig i handelspolitiske slagsmål – især som den har udfoldet sig mellem udviklingslandene på den ene side og EU og USA på den anden. I denne kamp har han konsekvent stået på udviklingslandenes side med støtte til at modstå EU’s og USA’s handelsdagsorden – både som rådgiver til regeringer på de bonede gulve såvel som aktivist i demonstrationer udenfor.

Hans perspektiver er således et vigtigt indspark til det tit lidt verdensfjerne skønmaleri, der bliver malet her i Danmark af EU’s handelsaftaler såvel som WTO-regimet. Begge dele får nemlig en hård tur af Tandon. EU’s handelsaftaler med de afrikanske lande er udtryk for imperialisme (hvilket må siges at udfordre Mogens Jensens forståelse af ’imperialisme’!), og WTO er en institutionalisering af det historiske udbytningsforhold mellem Nord og Syd, hvor svagere lande straffes for ikke at følge reglerne som fastsat af de stærke.

Tandons bidrag er med til at slå fast, at for mange, mange mennesker ude i verden – især i udviklingslandene – er handelspolitik ramme alvor, hvor de vestlige landes nuværende rolle har katastrofale konsekvenser. Det giver for det første stof til eftertanke ift. en kritisk revurdering af udviklingsmiljøets tilgang til handelspolitik.

Men det bør i endnu højere grad medføre en langt mere kritisk revurdering af det skred, der er sket de sidste år internationalt såvel som i Danmark, hvor udviklingsbistanden i stigende grad underlægges handelsinteresser.

Udviklingsmiljøet jublede, da DI og Landbrug & Fødevarer for nyligt meldte sig som forsvarer af en høj dansk udviklingsbistand. Men er det virkelig en succes? Er det ikke nærmere tegn på et yderligere skred i, hvad bistandsmidlerne kan bruges til? De siger det jo sådan set selv ganske ærligt: ”høj udviklingsbistand gavner OS”.

Maksimal frihed til multinationale virksomheder
Den handelspolitiske krig, der føres, er ikke ’kun’ et problem i Syd. Yash Tandons tilgang til det handelspolitiske regime bakkes op af den verdenskendte aktivist og forfatter Naomi Klein, som i sin nylige bog slår fast, hvem der egentlig har gavn af regimet:

Frihandelsaftaler fastlægger internationale politiske rammer, som giver de store multinationale virksomheder maksimal frihed til at producere deres varer så billigt som muligt og sælge dem med så få restriktioner som muligt – samtidig med at de betaler så lidt i skat som muligt. Naomi Klein, Intet bliver som før, 2014.

Som Klein forklarer, er der de seneste 15-20 år blevet opbygget et stort puslespil af traktater og aftaler, der skridt for skridt institutionaliserer de multinationale selskabers magt over udviklingen i samfundet. Dette underbygges af et væld af eksempler på, hvordan sådanne aftaler har umuliggjort forsøg på at gå i en mere forsvarlig retning ift. klimaet verden over. Det fremmeste eksempel lige pt. er TTIP.

TTIP vil yderligere tippe vægtskålen til fordel for de multinationales interesser på bekostning af mennesker og miljø – bedst tydeliggjort af, at multinationale gennem aftalen skal have lov til at sagsøge stater, hvis man skulle være så flabet at indføre love eller regler, som underminerer deres forventede indtjening. Det er i andre aftaler blevet brugt aktivt af de multinationale til at angribe miljølovgivning i en række lande fra Canada til Ecuador til Tyskland.

Vi er ikke alle venner
Sammenholdt betoner de her to bidrag nødvendigheden af, at vi tager fløjlshandskerne af i diskussionerne om, hvad der skal til for at skubbe verden i en mere retfærdig retning. Mens vi fortaber os i illusoriske diskussioner om ’win-win’ løsninger og ’multistakeholder’-processer, tordner den politiske og økonomiske elite benhårdt derudaf med opbygningen af et system, hvor reelle forbedringer for mennesker og miljø – i Nord og Syd – umuliggøres. Det kræver konfrontation og et brud med vi-er-alle-venner-tilgangen i udviklingsmiljøet, hvis vi skal stoppe det.