Analyse af 
Jakob Nielsen

Embedsmand Jensen udløser oprør i diplomatiet – men måske er det værst for Kofod

Ansættelsen af Kristian Jensen som særlig repræsentant har skabt oprørsagtige tilstande i Udenrigsministeriet – men i realiteten er hans job næppe nogen revolution af udenrigstjenesten.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen

Ikke siden dengang, juristerne i Justitsministeriet klædte sig i sort i protest over fyringen af deres departementschef, har danske embedsmænd været så stiktossede som diplomaterne i Udenrigsministeriet har været den seneste uge.

De ellers så retlinede diplomater har for en sjælden gangs skyld tilladt sig selv at ytre deres holdning på sociale medier, de har kritiseret ledelsen på et (digitalt) stormøde og i stor stil skrevet under på fælles protestbrev, mens pensionerede kolleger har sendt rasende læserbreve til medierne. Ja, sågar diplomatiets grand old man, den tidligere departementschef i både Stats- og Udenrigsministeriet, Ulrik Federspiel, har meldt sin modstand ud på Facebook.

For en gruppe medarbejdere, der ellers betragter loyalitet som en dyd og diskretion som en selvfølge, er der tale om noget nær en åben revolte.

Men ser man næmere på udnævnelsen, var det måske i virkeligheden udenrigsministeren selv, der burde sætte sig og skrive et klagebrev til sin chef. 

 

Anledningen til protesterne er selvsagt udnævnelsen af Kristian Jensen som såkaldt særlig repæsentant for den danske bestræbelse på at få en plads i FN’s Sikkerhedsråd.

På den ene side er det uomtvisteligt et nybrud, at regeringen nu giver sig selv mulighed for at udpege kandidater til profilerede job uden om den almindelige ansættelsesprocedure. Det spiller ind i hele regeringens retorik om at tage magten tilbage fra et embedsværk, den har opfattet som selvtilstrækkelig og ufleksibel.

På den anden side kan tumulten virke lidt højstemt, når man ser på, hvad der rent faktisk er på spil. Det er mildt sagt ikke ambassadørposten i Washington eller Paris, der er tale om. Der er tale om en stilling som menig embedsmand.

Embedsmand Jensen skal sidde i det prunkløse kontor for Multilateralt Samarbejde, Klima og Ligestilling, hvor han skal referere til kontorchefen. Han får, alt andet lige, kontor på 2. sal – langt fra den prestigefyldte 6. sal, hvor ministeren og hans nærmeste holder til.

Embedsmand Jensen skal sidde i det prunkløse kontor for Multilateralt Samarbejde, Klima og Ligestilling på 2. sal – langt fra 6. sal, hvor ministeren sidder

I mediernes foromtale er Kristian Jensens nye position blevet kaldt både ambassadør og topdiplomat. Men realiteten er, at han skal være embedsmand med en plads et godt stykke nede i hierarkiet – ganske vist med et guldkort til SAS, når vi nærmer os 2024, og ganske vist med en løn, der er opgraderet til niveauet for en afdelingschef, hvilket omtrent svarer til en ministerløn i den lave ende. Men stadig: embedsmand.

Han skal ikke sidde med i ledelsen, og han skal ikke lede en større gruppe af medarbejdere. Han skal på en god dag koordinere med de to ambassadører, Danmark har ved FN-repræsentationen i New York, og som vil stå for meget af benarbejdet med det danske kandidatur til Sikkerhedsrådet.

Da selve kampagnen først begynder i 2022, har Kristian Jensen ovenikøbet god tid til at læse op på stoffet. Han får først rigtig travlt hen imod 2024, når afstemningen i FN’s Generalforsamling nærmer sig. Til den tid skal han rejse rundt og sikre sig at en masse lande i fjerne regioner lover at stemme på Danmark.

På de rejser kan han selvfølgelig godt medbringe den værdibaserede udenrigspolitik, som stats- udenrigs- og forsvarsministeren hyldede på tirsdagens pressemøde. Men det vil nok være mere afgørende, om han medbringer lige dele portvin, slesk tale og løfter om lidt ekstra udviklings- eller klimapenge.  

 

Bedømt på det job, Kristian Jensen har fået, synes det klart, at regeringen har bestræbt sig på at nedtone jobbet, måske for at undgå at tabe kampen om politiske udnævnelser.

Sporene fra Lars Løkke Rasmussen skræmmer. I sin første periode som statsminister udnævnte han fem eks-politikere som eksportambassadører i et utilsløret forsøg på at åbne en karrieredør for afgåede toppolitikere.

Da Helle Thorning-Schmidt blev statsminister, afskaffede hun straks eksportambassadørerne.

I sin anden periode som statsminister gjorde Lars Løkke Rasmussen et nyt forsøg – blandt andet med et mere eller mindre konkret tilbud til Helle Thorning-Schmidt om, at hun kunne få en ambassadørpost. Men planen gik i vasken – ifølge Politiken bl.a. efter indblanding fra Anders Fogh Rasmussen.

Mette Frederiksen har valgt at sigte lavere. Her er ingen ambassadørtitel på spil – tværtimod har regeringen internt forsikret de bekymrede diplomater om, at den ikke har planer om at udpege politikere til egentlige ambassadørposter. Den har også lagt en tidsbegrænsning på tre år på de politiske udnævnelser og garanteret, at politisk udpegede diplomater ikke kan indgå i den almindelige rotation efter de tre år.

Som titel til Kristian Jensen har man valgt ”særlig repræsentant”. Det er næsten morsomt, fordi det minder om titlen på EU’s udenrigschef, den såkaldt høje repæsentant, som ingen kan huske hvem er.

Signal: intet særligt her.

 

Da selve kampagnen først begynder i 2022, har Kristian Jensen ovenikøbet god tid til at læse op på stoffet

Men hvorfor er diplomaterne i Udenrigsministeriet så gået i sort?

De frygter en fremtid, hvor afgående eller afgåede politikere på kryds og tværs udpeger hinanden til prestigeposter, måske endda ambassadørposter, hvor de vil forvente at blive serviceret af embedsværket. Det kan for det første betyde rigtig meget arbejde til en organisation, der i forvejen føler sig presset, og for det andet medføre uorden i den ekstremt hierarkiske kultur, som Udenrigsministeriet fortsat praktiserer.

Og så frygter de tabet af den diplomatiske faglighed, hvis den skal udføres af politikere, der er vant til at udstikke ordrer – ikke til at udføre dem.

Om den frygt er overdrevet eller ej, er der næppe noget entydigt svar på.

Sikkert er det, at Mette Frederiksen endnu en gang har vist, hvem der bestemmer. Ved at præsentere embedsmand Jensen ved et pressemøde på Marienborg med tre ministre har hun vist, hvor stolen skal stå.

Magtdemonstrationen retter sig dog ikke kun mod de oprørte embedsmænd. Den udstillede også regeringens eget hierarki, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod nådigt fik lov at fremsætte et par pointer om den værdibaserede udenrigspolitik, mens Mette Frederiksen og Kristian Jensen kørte showet.

På den måde er udnævnelsen måske et større problem for udenrigsministeren end for hans vrede embedsmænd.

For hvis statsministeren selv tager de afgørende rejser til Bruxelles, Berlin og Jerusalem, og Kristian Jensen tager de lange ture til New York og Stillehavsøerne – hvad skal udenrigsminister Kofod så foretage sig? Svaret er formentlig, at han skal skrive på et nyt udkast til den værdibaserede udenrigspolitik, som de øvrige rejser rundt med.

 

Rettelse: I en tidligere version hed det, at embedsmændene i Justitsministeriet klædte sig i sort i protest over deres nye departementschef. Det var faktisk fyringen af en departementschef, der førte til protestaktionen i 2014. Altinget beklager fejlen

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024