FH til ungdommen: ”Vi får ingen grøn omstilling uden de sorte fingre, der skal bygge den”

FH-konsulent Frederik Enevoldsen er ikke i tvivl. Flere skal have en erhvervsuddannelse, hvis den grønne omstilling i Danmark skal løftes. Budskabet er helt i tråd med regeringens politik, som den blandt andet kommer til udtrykt i verdensmåls-handlingsplanen.

Frederik Enevoldsen, konsulent i Fagbevægelsens Hovedorganisation og styrelsesmedlem i Dansk Ungdoms Fælledsråd, under DM i Debat 2021 under Folkemødet. Her kunne Frederik Enevoldsen gå fra som nykåret Danmarksmester i Debat. 
Frederik Enevoldsen, konsulent i Fagbevægelsens Hovedorganisation og styrelsesmedlem i Dansk Ungdoms Fælledsråd, under DM i Debat 2021 under Folkemødet. Her kunne Frederik Enevoldsen gå fra som nykåret Danmarksmester i Debat. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

”Hvis man går i folkeskole i dag og bruger fredag efter fredag på at demonstrere for klimaet, så er det bedste, man kan gøre, når man er færdig med folkeskolen, at tage sig en erhvervsuddannelse.”

Sådan lyder opfordringen fra Frederik Enevoldsen, konsulent i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og styrelsesmedlem af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), til den yngre del af ungdommen, som virkelig går op i klimaet.

”Den største mangelvare i forhold til at bygge en grøn fremtid er de sorte fingre, der skal samle vindmøllerne, installere el-ladestanderne og lave en grøn produktion af vores varer i fremtiden,” som Frederik Enevoldsen udtrykker det til Altinget.

Mændene på gulvet skal løse klimaudfordringen

Dermed knytter Frederik Enevoldsen den aktuelle klimadebat til en anden eksisterende diskussion om det fremtidige udbud af arbejdskraft.  

Han læner sig op ad en omdiskuteret analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som i foråret påviste, at der i 2030 vil mangle 99.000 faglærte i Danmark. Det tal er sidenhen blevet både udfordret og delvis bekræftet, mens flere eksperter er enige om, at den slags fremskrivninger er behæftet med stor usikkerhed.

Man kan skrive nok så mange debatindlæg, taste nok så meget i Excel og lave lange analyser på diverse universiteter – den grønne omstilling skal bygges, ikke skrives.

Frederik Enevoldsen
Ungdomskonsulent i Fagbevægelsens Hovedorganisation

Og tallene fylder generelt godt i argumentationen hos FH-konsulenten. Han vender hele tiden tilbage til, at en løsning på den manglende, fremtidige arbejdskraft er, at de klimabevidste unge skal uddanne sig til at blive faglærte.

Er det ikke lidt simpelt sat op?

”Jo, det kan man sige. Men kigger man på, hvem der er ansat i den grønne produktion og de grønne tjenester i dansk erhvervsliv, så er 45 procent af dem, der arbejder i den grønne sektor og de grønne brancher, faglærte, der har taget en erhvervsuddannelse. I resten af erhvervslivet er det tal 38 procent,” forklarer Frederik Enevoldsen og henviser til en rapport skrevet af Concito i 2019:

”Hvis man sammenligner med nogle af de andre uddannelsesniveauer, fylder dem med en lang videregående uddannelse kun 11 procent i den grønne sektor og branche. Så dem der for alvor udgør mændene på gulvet, dem der virkelig kommer til at løse klimaudfordringen, det er de faglærte,” fortsætter han.

FH og regeringen med samme budskab

Flere unge skal altså tage en erhvervsuddannelse, mener Frederik Enevoldsen. Ganske som det også lyder i målsætning otte i regeringens handlingsplan for FN’s verdensmål.

Både Frederik Enevoldsen og landets siddende regering taler dermed for, at flere erhvervsuddannede er en måde at løfte flere bæredygtighedsdagsordener på en gang.

I et debatindlæg i Jyllands-Posten slog børne- og undervisningsministeren for nylig et slag for netop de faglærtes rolle i forhold til at nå Danmarks klimamål og behovet for at indrette vores uddannelsessystem herefter.

Samme budskab har Mette Frederiksen også delt fra talerstolen ved flere lejligheder. Dels ved Socialdemokratiets konference ’Fremtidens Danmark’ i august. Dels ved Folketingets afslutningsdebat, hvor hun blandt andet udtalte:

”Vi skal bruge erhvervsuddannelserne som en løftestang for den grønne omstilling. I reformarbejde skal vi bygge broen mellem de unges uddannelsesvalg og den danske klima-kamp.”

Vi kan ikke skrive os til den grønne omstilling

Derfor ser FH og regeringen en nødvendighed i flere erhvervsuddannede og færre akademikere. Som Frederik Enevoldsen siger:

”Man kan skrive nok så mange debatindlæg, taste nok så meget i Excel og lave lange analyser på diverse universiteter – den grønne omstilling skal også bygges, ikke kun skrives.”

Der er ikke nogen i verden, der ville være i mod at stoppe sult. Der er ikke nogen i verden, der vil have mindre sundhed og trivsel. På den måde er verdensmålene noget, alle kan se sig selv i, og der hvor de for alvor rykker noget, er i den samtale og den demokratiske diskussion, vi har om dem efterfølgende.

Frederik Enevoldsen
Ungdomskonsulent i Fagbevægelsens Hovedorganisation

Samme budskab delte han i en debat i Altingets gård i forbindelse med Verdensmålsugen. Hans moddebattører så dog ikke helt så kategorisk på fagbevægelsens bærende rolle i den grønne omstilling i forhold til akademikerne:  

”Jeg synes generelt at til langt de fleste store problemer, vi har i samfundet, så er der ikke kun én løsning. Der er flere løsninger. Der kan både være nogle akademikere, der skal designe nogle løsninger, og så andre, som skal udføre løsningerne i praksis. Så det er ikke enten det ene eller det andet,” sagde Emma Susanna Turkki, FN ungdomsdelegeret i spørgsmål om klima og biodiversitet, blandt andet i debatten.

Fagbevægelsen er central aktør – også i forhold til verdensmål

Selvom det primært er den grønne omstilling, Frederik Enevoldsen italesætter, mener han bestemt, at fagbevægelsen kan have indflydelse på langt flere end kun de ”grønne” verdensmål.

Overfor Altinget giver Frederik Enevoldsen udtryk for, at næsten samtlige 17 SDG’er kan knyttes til fagbevægelsens aktiviteter, og oplister flere af verdensmålene. Arbejdsmiljø. Ligestilling. Ulighed. Kvalitetsuddannelse. Anstændigt arbejde og økonomisk vækst:

”Sådan tror jeg, jeg kunne blive ved med en lang række verdensmål. Fagbevægelsen er så stor og central en samfundsaktør, både nationalt og internationalt,” siger Frederik Enevoldsen, der ser gode muligheder for at have verdensmålene som en fælles fortælling for verdenssamfundets udvikling:

”Der er ikke nogen i verden, der ville være imod at stoppe sult. Der er ikke nogen i verden, der vil have mindre sundhed og trivsel. På den måde er verdensmålene noget, alle kan se sig selv i, og der hvor de for alvor rykker noget, er i den samtale og den demokratiske diskussion, vi har om dem efterfølgende,” siger Frederik Enevoldsen.

Her kan du opleve Frederik Enevoldsens eget bidrag til sådan en demokratisk diskussion ved at se eller gense hans deltagelse i paneldebatten ”Er faglært uddannelse den bedste vej for unge, der vil gå forrest i den grønne omstilling?” under Verdensmålsugen.

Verdensmålsugen er delvist finansieret af Altinget, delvist af eksterne partnere, og denne debat var finansieret af DUF. Det har ingen indflydelse på Altingets redaktionelle dækning af Verdensmålsugen og dette arrangement.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frederik Enevoldsen

Konsulent i Ledelsessekretariatet, Fagbevægelsens Hovedorganisation, fhv. næstformand, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), vinder af DM i debat 2021
ufaglært (Munkensdam Gymnasium)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024