Forsker: Løkkes udenrigspolitik bør fremhæve, at Danmark var aktiv i afkoloniseringens epoke

”Hvor var I, da vi tilkæmpede os frihed op mod gamle kolonimagter?” Sådan gengiver Lars Løkke Rasmussen et spørgsmål, som han bliver stillet af repræsentanter fra det globale syd, og han fortsætter: ”En del af det globale syd føler, at vi ikke tager dem alvorligt nok.” Ordene faldt ved Altingets debat om SVM-regeringens kommende udenrigspolitiske strategi.

Løkke har helt ret, når han fremhæver vigtigheden af at række ud til det globale syd og knytter dette til ambitionen for Danmark i FN’s Sikkerhedsråd. Vi er nødt til at tage udviklingslandenes historik og særligt afkoloniseringsprocessen alvorligt som en faktor i international politik i dag.

Faktisk kan Danmark give konstruktive og meget relevante svar på det historiske ”Hvor var I?” spørgsmål. I 1960’erne, hvor afkoloniseringen for alvor ramte FN, ydede Danmark en indsats, som fik sat menneskerettigheder og international retsorden i centrum.

Danmarks indsats i FN

Da afkoloniseringen for alvor tog fart fra 1960, hvor 16 afrikanske lande blev selvstændige og opnåede FN-medlemskab, var danske diplomater og politikere fremtrædende fortalere for tidligere koloniers inklusion i det internationale samfund.

Da afkoloniseringen for alvor tog fart fra 1960 var danske diplomater fremtrædende fortalere for tidligere koloniers inklusion i det internationale samfund

Steven L. B. Jensen
Seniorforsker, Institut for Menneskerrettigheder

Afkoloniseringsprocessen, som fandt sted i de første årtier efter FN’s oprettelse, er blevet beskrevet som ”den største transfer af suveræn statsmagt i verdenshistorien”.

Den medførte, at det internationale statssystem ændrede sig fra at være et imperiebaseret system til et system med uafhængige og formelt set lige stater, som blev del af det internationale samfund. Det er det system, som vi på godt og ondt lever med i dag.

Afkoloniseringen blev det helt centrale spørgsmål i FN-regi. Sovjetunionen forsøgte at udnytte det til egen vinding, men blev sat på plads af en gruppe lande fra det globale syd.

De satte deres egen dagsorden med en markant FN-erklæring (den såkaldte 1514-erklæring). Både den amerikanske og britiske FN-ambassadør var imponerede over landene fra det globale syd og ville have stemt for erklæringen, hvis ikke deres hovedstæder havde tvunget dem til at stemme blankt.

Dynamikken i FN var dog ændret. Danmark kom nu på banen, blandt andet som medlem af en FN-komité bestående af 24 stater, som skulle følge op på 1514-erklæringen om at afvikle kolonialismen. Danmark brugte denne platform til at lægge pres på Apartheid-regimet i Sydafrika.

Behov for nye inkluderende processer

Danske politikere og diplomater var klare i mælet, når de i disse år talte i New York.

Folketingsmedlem Hermod Lannung (R) sagde i en tale på FN’s Generalforsamling i 1962, at ”den internationale lovs geografi havde ændret sig”. Med det mente han, at afkoloniseringen skabte behov for inkluderende processer, når FN udførte sit normative og lovgivende arbejde for at sikre dets legitimitet. Det globale syd skulle have en stemme.

I 1963 fremhævede den danske diplomat Grethe Refslund Thomsen i en tale til Generalforsamlingens tredje komité, hvor menneskerettighedsspørgsmål hører til, betydningen af de afrikanske staters uafhængighed og optagelse i det internationale samfund.