Jeg er stolt af Danmarks støtte til ukrainske flygtninge. Vi gør det, de rige muslimske stater nægter

Det har været mærkeligt at se reaktionerne på de mange ønsker om at hjælpe ukrainske flygtninge de seneste par uger. Alt fra beskyldninger om “særbehandling på grund af hudfarve” til deciderede antydninger om racisme er blevet kastet op i luften.

Hvorfor? Jo, fordi kritikerne mener, at vi særbehandler ukrainerne samtidig med, at vi fastholder vores stramme udlændingepolitik, når det kommer til flygtninge fra Mellemøsten.

Men kritikken understreger en usmagelig og historieløs tendens i udlændingedebatten. Især dem, som mener, vi særbehandler ukrainerne, fordi de er hvide, kristne eller europæere. Nej, det vi gør, er at tage ansvar i nærområderne. 

Lad os lige slå noget på plads. Danmark og de europæiske lande har vist mod. Danske politikere er gået på gaden med ukrainske flag og har fordømt Putins vanvittige invasion af et demokratisk europæisk land. Danskere har sat sig i deres biler og kørt til Ukraine for at hjælpe til. Nogle danskere har endda meldt sig frivilligt til kampen mod den russiske invasion. Kort sagt har Danmark og de europæiske lande vist broderkærlighed og hjulpet til, så godt de kan.

Hjælpen til ukrainerne er et fint eksempel på, hvordan “broderkærlighed” på grund af fælles værdier og kultur burde sætte ind.

Ali Aminali

Man skulle så tro, at denne broderlige gestus ville vække begejstring hos alle. Men i stedet har den udstrakte hånd til ukrainerne fået kritik, fordi den viser tegn på særbehandling i forhold til, hvordan vi ser på flygtninge. Alt fra kritik af særlov, fritagelse af smykkelov, gratis togbilletter til manglende støtte til Palæstina og Afghanistan er blevet nævnt. Faktisk har der ikke været nogen grænse for én til én sammenligninger mellem flygtninge fra Mellemøsten og Ukraine. En kritik som både Rasmus Stoklund (S) og Marcus Knuth (K) har måttet stå til ansvar for.

Men den her kritik af vores tilgang til flygtninge giver ikke mening, hvis du spørger mig. Først og fremmest har Danmark og Europa altid hjulpet, når der er opstået flygtningekriser i Mellemøsten. Danmark tog for eksempel imod over 18.000 flygtninge mellem 2015 og 2016, da krigen i Syrien rasede. Og det gør vi stadigvæk. Selv særlove er ikke noget nyt. Vi har også iværksat særlove, der specifikt hjalp flygtninge fra Mellemøsten.

Hvis du har svært ved at huske dem, så søg efter palæstinenserloven eller særlov for afghanske tolke/ansatte. Dernæst har Danmark gjort sit for at støtte for eksempel mellemøstlige lande eller regioner, der har brug for hjælp. For eksempel har Danmark givet millioner til Palæstina i udviklingsbistand.

Alligevel holder det ikke kritikerne fra at kaste sig ud i nærmest uhæmmet antydning af racisme og spekulationer om diskrimination, når det kommer til vores tilgang til flygtninge. Denne kritik er meningsløs, hvis du spørger mig. For det, de fleste selektivt glemmer, er at det er et eksempel på, hvordan man burde hjælpe til i nærområdet, når et land oplever krig og ødelæggelse.

Danmark har løftet et meget stort ansvar i forhold til flygtninge i Mellemøsten. Og nu lever vi op til de forpligtelser, vi har i forhold til at hjælpe et europæisk land i nærområdet.

Ali Aminali

Hjælpen til ukrainerne er et fint eksempel på, hvordan “broderkærlighed” på grund af fælles værdier og kultur burde sætte ind. For det er jo, hvad kernen i det her er; hjælp dine nærmeste. Derfor kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvorfor “the usual suspects”, som altid kritiserer vores tilgang til flygtninge fra Mellemøsten, aldrig retter deres kritik imod de stinkende rige lande i Mellemøsten, såsom Saudi-Arabien, Dubai, Emiraterne, Qatar og så videre. 

Ifølge FN's flygtningehøjkommissariat UNHCR, blev kun 138 syrere registreret som flygtninge og asylsøgere i de seks olierige stater ved Den Persiske Golf: Saudi-Arabien, Qatar, Oman, Kuwait, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater, i 2015. Der var ikke meget broderkærlighed at komme efter. Og det er der stadig ikke.

Der er ikke mange, der råber “gode muslimske flygtninge skal hjælpes” og følger op på det. Nej, dem der gør noget, det er Vesten og danske politikere, der nu igen skal forholde sig til at blive kaldt racister, selvom de i årtier har ydet en kæmpe indsats.

Hvis du nu sidder og tænker ”ah, Ali, det her er jo bare whataboutisme”, så lade mig lige påpege, at mens vi forsøger at hjælpe Ukraine, så er det præcis det, partier som Radikale Venstre, Frie Grønne, Enhedslisten og andre meningsdannere gør. De kigger på os og siger “hvad med de andre?” Hvorfor skal vi ikke redde Palæstina? Og så videre. Ærligt talt, så er det trættende og populistisk.

Ovenstående tal viser med al tydelighed, at nærområder til Syrien og andre krigshærgede lande er ligeglade. Mangel på ressourcer og økonomi har de på ingen måde, så det ikke det, der stopper dem. I stedet for ender flygtninge i overfyldte flygtningelejre i Libanon, Jordan og så videre.

Men det lige meget, når man har sat sig til at råbe racister! Danmark har løftet et meget stort ansvar i forhold til flygtninge i Mellemøsten. Og nu lever vi op til de forpligtelser, vi har i forhold til at hjælpe et europæisk land i nærområdet. At man bruger dette øjeblik til at råbe “fri Palæstina” eller diskrimination er hovedrystende.

Vi kan være uenige om antallet. Og ja, tonen kan da også være grotesk fra begge fløje. Men at råbe racist eller påpege, at det er på grund af race, vi laver særbehandlinger, er idiotisk. Danmark gør det, det skal. Vi tager ansvar.