Kommentar af 
Jesper Dalgaard Pøhler

34-årig bæredygtighedsrådgiver: Jeg vil gerne skræmme de voksne og berolige de unge

Bæredygtighedskrisen er kompleks nok i sig selv, men et ekstra lag oven i den er, at den bør kommunikeres vidt forskelligt til forskellige mennesker. Nogle har brug for et kærligt puf, andre skal skræmmes fra vid og sans, og andre igen skal lære at tilgive sig selv, skriver Jesper Dalgaard Pøhler.

Jeg vil gerne have de voksne til at tage ansvar for, hvordan de former verden og påvirker deres børn. Men jeg vil også have de unge til at tage ansvar, skriver Jesper Dalgaard Pøhler. 
Jeg vil gerne have de voksne til at tage ansvar for, hvordan de former verden og påvirker deres børn. Men jeg vil også have de unge til at tage ansvar, skriver Jesper Dalgaard Pøhler. Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Jesper Dalgaard Pøhler
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forleden holdt jeg oplæg til en lederkonference, der havde bedt om en introduktion til bæredygtighed. Jeg havde udstyret mig med tal fra den seneste IPCC-rapport, ildevarslende grafer, en jordklode med ild i – og en portion selvironi, der tog brodden lidt ud af alt det dramatiske.

I næste uge skal jeg holde oplæg for gymnasieelever om det samme – men slideshowet bliver helt anderledes.

Som kommunikatør har jeg trænet afsender-modtager-forhold gennem mange år. Men jeg må indrømme, at jeg er ret udfordret, når det kommer til bæredygtighedsdagsordenen. På den ene side har vi ungdommen, der udvikler klimaangst, mens de demonstrerer og prøver at råbe deres forældre op.

På den anden side har vi de voksne og ansvarlige, der ser håbet i de kommende generationer, som derfor også får ansvaret for at råde bod på de voksnes (og deres forældres) livsførelse – det er alligevel for sent for de voksne at begynde at ændre vaner.

På én gang skal vi alle forstå, at vi burde gøre meget mere, og at vores handlinger er særdeles skadelige for vores omgivelser – samtidig med at vi skal kunne tilgive os selv og hinanden, når vi gang på gang bliver ved på trods af bedre vidende.

Jesper Dalgaard Pøhler

I midten af de to grupper er virkeligheden: Folk, der siger ét og gør noget andet. Folk, der grundlæggende er bekymret for klodens ve og vel og derfor har ændret vaner, men som er alt for langt fra at gøre nok. Folk, der er frustrerede over, at andre med mere magt og indflydelse end dem selv, ikke gør mere.

Så hvad skal jeg sige, når jeg har en mikrofon, en scene og et slideshow til rådighed, hvis jeg vil have alle til at brænde mere for den bæredygtige dagsorden uden at brænde ud?

For tiden ser jeg en serie om 1990’erne. Det er den tid, jeg er vokset op i. Der var fred i verden (eller ved at blive det), væksten buldrede derudaf, og mulighederne var uendelige. Alle så godt ud og var hvide og heteroseksuelle.

Jeg er vokset op med Kaos i familien, Venner, Dance-musik, MTV, prisuddelinger og amerikanske komediefilm. Det hele har en rimelig klar opskrift på succes (som primært handler om penge, udseende og berømmelse), og livet er ret ukompliceret. Det er – langt hen ad vejen – den virkelighed, jeg er født ind i og nu er ved at forstå konsekvenserne af.

For penge og berømmelse kommer med en pris. Og folk ældes (sådan fungerer kroppen), og alverdens plastikoperationer er ikke svaret. Vi skal derfor længere ind i sindet for at finde svaret på, hvad der egentlig giver livet varig værdi.

Det er megabesværligt, det er tidskrævende, og det er til tider ganske dystert. For verden brænder (bogstaveligt talt), og vi er ved at undergrave hele det fundament, der gjorde, at jeg kunne bruge et årti på at gå op i nye mobiltelefoner, techno-tøj og computerspil.

Læs også

Det er egentlig ok for mig, at vi finder noget nyt at gå op i. Men jeg er bekymret for, hvor fokus bliver rettet hen. Derfor vil jeg gerne have de voksne til at tage ansvar for, hvordan de former verden og påvirker deres børn. Hvordan taler de om andre mennesker? Hvad spiser de? Hvem hyrer de på arbejdspladserne? Hvordan bruger de deres penge? Her ser jeg et behov for at blive sig sit ansvar bevidst.

Men jeg vil også have de unge til at tage ansvar. Danmark har stadig en vild drukkultur, unge bruger ekstremt meget af dagen foran en skærm og for lidt tid fysisk sammen med hinanden, og det ser ud til, at McDonald’s, H&M og andre vitale bidrag til forbrugslivet lever i bedste velgående. Her ser jeg også et behov for at forstå sit medansvar for fremtiden.

Midt i det hele står jeg selv: 34 år. Ikke rigtig ung, men måske heller ikke voksen-voksen. Og så alligevel. For nu er det mig og mine venner, der har fuldtidsjobs, børn i institution, debatindlæg i medierne og livet helt tæt på.

Vores forældre er på vej ud af arbejdsmarkedet, og vores børn har stadig langt igen, før de kommer ind. Så det er altså os, der er den.

Det ansvar prøver jeg at forvalte så godt, jeg kan. Men jeg snyder også på vægtskålen. Jeg køber billigt lort fra Kina, når jeg synes, det er for dyrt og besværligt at lade være. Og jeg har overbevist mig selv om, at det er nødvendigt at have en bil, selv om det meste af mit liv foregår i København. Jeg har barn nummer tre på vej, og jeg kommer til at flyve som en del af mit nye arbejde.

Alverdens gode argumenter kan ikke forsvare de handlinger. Alligevel synes jeg faktisk, det er ok, fordi de er en del af det at være menneske i et velstående vestligt land som Danmark.

Læs også

Det er det allersværeste ved bæredygtighedskommunikation. På én gang skal vi alle forstå, at vi burde gøre meget mere, og at vores handlinger er særdeles skadelige for vores omgivelser – samtidig med at vi skal kunne tilgive os selv og hinanden, når vi gang på gang bliver ved på trods af bedre vidende.

Så jeg fortæller de voksne ledere, at vi alle har et kæmpestort ansvar for dyrelivet, plantelivet, medarbejdernes trivsel, ligestillingsproblemet og vores egen selvudvikling. Og jeg fortæller de unge, at vi alle er en del af et fællesskab, hvor vi må gøre vores bedste for at bidrage, men hvor vi også skal huske at nyde livet. Vi skal gøre det, vi har overskud til, og vi skal sige ”pyt”, når vi af og til fejler. Kun sådan kan vi være der for os selv og hinanden.

Begge dele er rigtige, men hvis det ene af perspektiverne dominerer, er det ødelæggende for enten den ydre eller indre bæredygtighed. Derfor må vi konstant bevæge os lidt i den ene retning og lidt i den anden retning i forsøget på at holde balancen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Dalgaard Pøhler

Bæredygtighedskonsulent, forfatter, projektleder, Aalborg Universitet
cand.comm. i kommunikation, filosofi og videnskabsteori (Roskilde Uni.)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024