34-årig bæredygtighedsrådgiver: Jeg vil gerne skræmme de voksne og berolige de unge

Forleden holdt jeg oplæg til en lederkonference, der havde bedt om en introduktion til bæredygtighed. Jeg havde udstyret mig med tal fra den seneste IPCC-rapport, ildevarslende grafer, en jordklode med ild i – og en portion selvironi, der tog brodden lidt ud af alt det dramatiske.

I næste uge skal jeg holde oplæg for gymnasieelever om det samme – men slideshowet bliver helt anderledes.

Som kommunikatør har jeg trænet afsender-modtager-forhold gennem mange år. Men jeg må indrømme, at jeg er ret udfordret, når det kommer til bæredygtighedsdagsordenen. På den ene side har vi ungdommen, der udvikler klimaangst, mens de demonstrerer og prøver at råbe deres forældre op.

På den anden side har vi de voksne og ansvarlige, der ser håbet i de kommende generationer, som derfor også får ansvaret for at råde bod på de voksnes (og deres forældres) livsførelse – det er alligevel for sent for de voksne at begynde at ændre vaner.

På én gang skal vi alle forstå, at vi burde gøre meget mere, og at vores handlinger er særdeles skadelige for vores omgivelser – samtidig med at vi skal kunne tilgive os selv og hinanden, når vi gang på gang bliver ved på trods af bedre vidende.

Jesper Dalgaard Pøhler

I midten af de to grupper er virkeligheden: Folk, der siger ét og gør noget andet. Folk, der grundlæggende er bekymret for klodens ve og vel og derfor har ændret vaner, men som er alt for langt fra at gøre nok. Folk, der er frustrerede over, at andre med mere magt og indflydelse end dem selv, ikke gør mere.

Så hvad skal jeg sige, når jeg har en mikrofon, en scene og et slideshow til rådighed, hvis jeg vil have alle til at brænde mere for den bæredygtige dagsorden uden at brænde ud?

For tiden ser jeg en serie om 1990’erne. Det er den tid, jeg er vokset op i. Der var fred i verden (eller ved at blive det), væksten buldrede derudaf, og mulighederne var uendelige. Alle så godt ud og var hvide og heteroseksuelle.

Jeg er vokset op med Kaos i familien, Venner, Dance-musik, MTV, prisuddelinger og amerikanske komediefilm. Det hele har en rimelig klar opskrift på succes (som primært handler om penge, udseende og berømmelse), og livet er ret ukompliceret. Det er – langt hen ad vejen – den virkelighed, jeg er født ind i og nu er ved at forstå konsekvenserne af.

For penge og berømmelse kommer med en pris. Og folk ældes (sådan fungerer kroppen), og alverdens plastikoperationer er ikke svaret. Vi skal derfor længere ind i sindet for at finde svaret på, hvad der egentlig giver livet varig værdi.

Det er megabesværligt, det er tidskrævende, og det er til tider ganske dystert. For verden brænder (bogstaveligt talt), og vi er ved at undergrave hele det fundament, der gjorde, at jeg kunne bruge et årti på at gå op i nye mobiltelefoner, techno-tøj og computerspil.