Klimaændringer er sikkerhedspolitik

Af Steen Gade
Energi-, klima- og udenrigsordfører, SF

Da det nordlige Mali blev overtaget af Al–Qaeda i samarbejde med andre terrorgrupper samt grupper, der arbejder for selvstændighed for tuareg-områderne, var det det indtil nu tydeligste signal om, hvor tæt de største sikkerhedspolitiske problemer i dag er knyttet til klimaændringer. Og en af de væsentligste bagvedliggende årsager til krigen i Mali lige nu. Og dermed er der jo en lige linje til den danske beslutning om at hjælpe de franske styrker.

Klimaændringer destabiliserer
Tag et verdenskort og placér tilholdsstederne for terrorgrupper oven på et kort med de områder indtegnet, hvor klimaændringerne har medfødt store forringelser i menneskenes muligheder for at overleve. Og man vil opleve en forbløffende overensstemmelse. De områder og de lande, det handler om, kalder vi i dag sårbare. For få år siden hed de ”failed states”. Men realiteten er den samme.

Det er områder, hvor livsvilkårene på grund af tørke, regn på ”forkerte” tidspunkter samt ”hotspots” med ulideligt høje varmegrader forringes med betydelig hast. Det fører til sammenstød mellem grupper og folkeslag - f.eks. mellem fastboende og nomader - der tidligere kunne leve sammen, fordi der eksisterede et livsgrundlag for begge grupper. Og det destabiliserer områder, så de svage politiske strukturer nedbrydes. Kort sagt: Områder og lande, hvor det er muligt at ”gemme” sig, fordi der ikke findes en stat, der kan styre.

Sahara, der breder sig sydover med foruroligende hast, tvinger nomaderne sydpå, hvor de uundgåeligt kommer i konkurrence med de, der dyrker jorden. Det er den klassiske beskrivelse af problemstillingen. Oftest fortælles den som et argument for at plante flere træer – hvad der er helt rigtigt – eller som argument for at investere politisk i at løse de konflikter, det medfører. Hvad der også er rigtigt. Og vigtigt. 

Politiske konsekvenser for langsomme
En af mine politiske glædestunder er således et besøg hos en kvindelig borgmester nord for Timbuktu i Mali. Hun fortalte for nogle få år siden til os besøgende fra Folketingets Udenrigsudvalg, hvordan hun havde bragt nomaderne og de fastboende løg-dyrkere sammen og lavet en aftale. Den handlede om, at de, der dyrkede løg, gav en korridor fri til nomaderne, som på deres side lovede kun at benytte korridoren i de aftalte tidsperioder, i stedet for at deres dyr bare bredte sig ud over løg-dyrkernes marker og ødelagde høsten.

Der er altså en nøje sammenhæng mellem sårbare stater og voldsomme klimaændringer, der forringer menneskenes livsvilkår. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, så langsomt det er gået med at tage de politiske konsekvenser af denne klare sammenhæng.

Steen Gade (SF)
Energi-, klima- og udenrigsordfører

Og så satte hun de unge arbejdsløse ”rødder” i byen til at administrere systemet i stedet for at lave ballade. Politik, når det er bedst, og gennemført et stykke nord for Timbuktu – og så af en kvindelig borgmester! Hun var en fantastisk flot politiker, og det var dejligt at vide, at dansk udviklingshjælp satsede på hende og den slags løsninger. I dag er hun flygtet ud af Mali, og hun er en af dem, der har bedt verdenssamfundet om at sende soldater til det nordlige Mali. Hun flygtede sidste år og beskriver i dag sin by som et sted, ”hvor der ikke er nogen regering, ingen skole, intet bibliotek, ingen el og ingen frihed til borgerne”. Altså, et drømmested for terrorister.

Allerede da vi besøgte Mali, var det kendt, at der fandtes Al-Qaeda-celler midt i Sahara. I dag er der flere, og de er stærkere. Fra Mali, Mauritanien og Algeriet i vest til Somalia i øst. Og går vi længere mod øst, fortsætter bæltet ind på den arabiske halvø.

Der er altså en nøje sammenhæng mellem sårbare stater og voldsomme klimaændringer, der forringer menneskenes livsvilkår. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, så langsomt det er gået med at tage de politiske konsekvenser af denne klare sammenhæng. For selv om Blair som premierminister i UK satte temaet på FN’s Sikkerhedsråds dagsorden, spiller det en alt for ringe rolle både internationalt og i Danmark. 

Koblingen skal udfoldes meget mere
Herhjemme kommer det nu til at spille en betydelig rolle i den næste sikkerhedspolitiske redegørelse, der kommer i slutningen af året. Det lovede Villy Søvndal i Folketingets sikkerhedspolitiske debat i december måned. Og den danske store satsning på udviklingsbistand til de sårbare stater syd for Sahara bør også ses i den sammenhæng.

Men jeg er overbevist om, at koblingen skal udfoldes meget, meget mere. Der er brug for at få sat temaet på den globale dagsorden med ny styrke.

Det gælder i FN’s Sikkerhedsråd, hvor der burde være langt tættere opfølgning på klimaændringerne. Vi kan jo forudsige, hvilke områder der bliver de næste sårbare områder. Således handler det også her om at ændre vores traditionelle adfærd og tænkning bort fra indgriben, når det allerede er gået galt som i Mali. I stedet må vi handle forebyggende, før alt er kaos, og før terroristerne har fået ”husly”.

Der er brug for udvikling af brugbare løsninger for borgerne i de små østater, der i løbet af få år ikke kan være sikre at bo på. Og der er brug for politiske løsninger på alle de kommende konflikter på grund af den ulige fordeling af ulemperne med klimaændringerne. Bare for at nævne nogle få af de emner, der trænger sig på.  

Håndtering af klimaændringer er altså også sikkerhedspolitik. Og stadig mere afgørende. Derfor er det også på tide, at klimaet rykker synligt ind i hele udenrigspolitikken. Ikke kun i forbindelse med Arktis, men hele vejen rundt.