Debat: Klimabevægelsen kan puste liv i menneskerettighedskampen

DEBAT: Klima- og menneskerettighedsaktivismen har mere til fælles, end man skulle tro. Derfor er det vigtigt, at de to bevægelser inspirerer og lærer af hinanden, hvis ikke de skal tabe pusten, mener Asger Kjærum fra hjælpeorganisationen for torturofre IRCT.

Aktivismen lever i bedste velgående i klimabevægelsen, og det kan forhåbentligt inspirere menneskerettighedsforkæmperne, mener Asger Kjærum. — Aktivismen lever i bedste velgående i klimabevægelsen, og det kan forhåbentligt inspirere menneskerettighedsforkæmperne, mener Asger Kjærum.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Peter Bjørnbak Hansen

Redaktionsassistent

GDPRDeleted

Vis mere

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Asger Kjærum
Advocacy director, International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT)

6. december 2019 italesatte Sara Krüger Falk (Global Compact) og Birgitte Qvist-Sørensen (Folkekirkens Nødhjælp) nødvendigheden af, at klima og menneskerettigheder går hånd i hånd, og det skal de have tak for.

Jeg vil gerne forsøge at tage det et skridt videre, for klima- og menneskerettighedskampen er tæt forbundet i deres grundudfordringer og har derfor meget gode muligheder for erfaringsudveksling.

I både klima- og menneskerettighedskampen går de primære skillelinjer mellem det enkelte menneskes ønske om en fremtid, hvor de kan leve et liv i værdighed, og på den anden side statsapparaternes antagelse af, at borgernes ønsker til fremtiden på kort sigt er for dyre – enten målt i penge eller i statens mulighed for at udøve magt.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Derudover stiller både klima- og menneskerettighedsbevægelsen temmelig ufravigelige krav til ændringer. Både til, hvad der – baseret på forskning – er nødvendigt for, at klimakatastrofen ikke løber løbsk, og hvad der beskytter borgerne mod, at mennesker med magt løber løbsk.

Kun midlerne står til forhandling
Menneskerettighederne har i modsætning til klimaområdet en robust juridisk aftale om minimumstandarder for, hvordan stater skal behandle borgerne. Det er ikke nok, hvis politiet nøjes med at torturere de arresterede en lille smule, og tilsvarende hvis vi kun når halvvejs med at stoppe temperaturstigningerne. Der er med andre ord ikke så meget at forhandle om med hensyn til målene, men kun med hensyn til midlerne.

Det er ikke nok, hvis politiet nøjes med at torturere de arresterede en lille smule, og tilsvarende hvis vi kun når halvvejs med at stoppe temperaturstigningerne. Der er med andre ord ikke så meget at forhandle om med hensyn til målene, men kun med hensyn til midlerne.
Asger Kjærum
Advocacy director, IRCT

Menneskerettighedsorganisationerne har mere end 70 års erfaring med at engagere stater i en diskussion om forandringer, hvor det anerkendes, at implementering af menneskerettigheder godt må koste enten på økonomien eller mulighederne for magtudøvelse.

Der er positive erfaringer med at få stater til at lave bindende juridiske aftaler på tværs af globale interesser, og der er skabt en struktur i FN, hvor stater året rundt diskuterer menneskerettigheder, både i forhold til specifikke lande og på tematiske områder.

Disse internationale regler og diskussionsfora er imidlertid ikke nok i sig selv, og man har derfor også en række mekanismer til at holde staterne ansvarlige for deres forpligtelser over for os borgere. Derfor møder størstedelen af verdens lande jævnligt op i Genève, hvor uafhængige eksperter eksaminerer landene i alt fra kønsligestilling til torturbekæmpelse og giver dem anbefalinger om, hvordan de kan gøre det bedre. Inden for torturbekæmpelsesområdet kan vi se, at disse anbefalinger ofte er katalysatoren for omfangsrige nationale reformprocesser.

Læs også

Debat: Klima og menneskerettigheder skal gå hånd i hånd

Debat

Klimanøl kan være brud på børnekonventionen
Derudover giver en række af FN’s menneskerettighedskonventioner borgerne mulighed for at klage over individuelle krænkelser direkte til den enkelte ekspertkomite.

For nyligt har en gruppe børn fra alle verdens hjørner brugt denne mulighed til at klage til FN’s Børnekomite over, hvordan deres landes inaktivitet over for klimakrisen fører til en række krænkelser af deres rettigheder under børnekonventionen; såsom retten til liv og sundhed. Uanset hvordan sagen falder ud, er den en fin illustration af samspillet mellem klima og menneskerettigheder.

Det virker oplagt at lære af dette systems successer og fejl i den fremtidige udvikling af en mere juridisk og politisk bindende global klimadagsorden. Menneskerettighederne har mange, men langt fra alle svar. I takt med deres mainstreaming gennem internationale og nationale strukturer er menneskerettighederne på nogle områder blevet omfavnet ihjel, og aktivisterne har glemt vigtigheden af, at nogle aktører kritisk og uafhængigt må holde stater ansvarlige.

For det øjeblik aktivismen bliver sat på standby, har vi desværre set, at implementeringslysten meget hurtigt forsvinder. Det samme gør det finansielle grundlag for menneskerettighedsorganisationernes arbejde og det juridiske og politiske frirum, hvor de kan gå i dialog med magthaverne.

Aktivismen lever heldigvis i bedste velgående i netop klimabevægelsen, og det bliver vigtigt sammen at finde ud af, hvordan den kan bevares og – i forhold til menneskerettighederne – genopbygges. Begge bevægelser kæmper for en (bedre) fremtid for menneskeheden, og forhåbentlig kan vi sammen skabe de bedst mulige politiske, juridiske og finansielle forhold, for at verden kan gå en grønnere fremtid i møde, hvor alle mennesker kan leve et liv i værdighed.

Politik har aldrig været vigtigere