Mette Frederiksen og Lars Løkke rejser til COP28-klimatopmødet
Mindst fire af den danske regeringens ministre rejser til COP28 i Dubai. Danmark vil presse på for at sikre de sociale balancer i den globale klimaindsats, siger statsministeren.
Morten Øyen
RedaktørSebastian Vidkjær Stone
ResearcherDanmark bliver repræsenteret med ministre fra regeringens absolutte top under klimatopmødet COP28 i Dubai.
Foruden minister for global klimapolitik Dan Jørgensen (S) og klimaminister Lars Aagaard (M), rejser statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) nemlig også til FN-topmødet i Emiraterne, der starter om knap to uger.
Det viser en rundspørge til alle regeringens ministerier foretaget af Altinget.
Danmark vil presse på for at sikre de sociale balancer i den globale klimaindsats. De rige lande skal levere. Det er en vigtig brik i at sikre opbakning til øgede globale ambitioner.
Mette Frederiksen (S)
Statsminister
I en skriftlig kommentar til Altinget fortæller statsminister Mette Frederiksen, at det bliver afgørende på topmødet at levere på spørgsmålet om klimafinansiering til tab og skader målrettet de mest sårbare lande.
”Danmark vil presse på for at sikre de sociale balancer i den globale klimaindsats. De rige lande skal levere. Det er en vigtig brik i at sikre opbakning til øgede globale ambitioner,” skriver Mette Frederiksen.
"Vi må ikke give op"
Verdens fattige lande fik en sejr ved sidste års klimatopmøde, da man besluttede at lave en fond, til at finansiere klimaskabte tab og skader. Men nu skal fonden gå fra drøm til virkelighed, og det ventes at blive en stor knast i årets klimaforhandlinger.
I det hele taget ventes vanskelige forhandlinger, når alle verdens lande snart mødes.
Forud for COP28 har den nye FN Emissions Gap Rapport endnu engang slået fast, at den globale klimaindsats langt fra lever op til Parisaftalens målsætninger, om at holde de globale temperaturstigninger under to grader og helst 1,5 grader.
Ifølge den nye rapport er verden på vej mod 2,9 graders opvarmning.
”Vi må se i øjnene, at den globale klimaindsats ikke er tilstrækkelig. Men vi må ikke give op. Det er op til os at handle,” skriver Mette Frederiksen og opsætter to mål for klimaforhandlingerne på topmødet i Dubai:
En fordobling af energieffektiviteten og en tredobling af vedvarende energi frem mod 2030.
”Vi skal reducere udledningerne, udfase fossile brændsler og omstille til grøn energi. Jeg glæder mig til – sammen med en stor dansk delegation – at gå forrest for en ambitiøs aftale,” skriver statsministeren.
V-ministre skal ikke afsted
Ved COP27-klimatopmødet sidste år i Sharm el-Sheikh i Egypten stillede Danmark kun med Dan Jørgensen, der på grund af igangværende regeringsforhandlinger blev sendt afsted med titlen ”fungerende klimaminister.”
"Den fungerende regering vil i lyset af den igangværende regeringsdannelse udvise tilbageholdenhed med politiske tilkendegivelser," lød det for et år siden.
Året før stillede Danmark til gengæld med det hidtil største antal ministre, da klimatopmødet var i Glasgow i Skotland. Dengang rejste seks ministre til COP26 heriblandt også finansministeren og transportministeren.
De kommer ikke til at deltage i år, oplyser deres ministerier til Altinget.
Ingen af Venstres ministre har svaret, at de kommer til at deltage. Dermed ser det ud til, at årets store klimatopmøde er noget Socialdemokratiet og Moderaterne deler mellem sig i regeringen.
COP28 afholdes i Dubai fra 30. november og frem til 12. december. FN’s COP-klimatopmøder er blevet holdt hvert år siden den første FN-klimaaftale i 1992.