Overblik: Sådan arbejder ministerierne med FN’s verdensmål

50 målsætninger anviser vejen for regeringens arbejde med FN’s verdensmål. Ansvaret for at efterleve målsætningerne er fordelt på 13 ministerier. Læs her, hvilke opgaver ministerierne hver især skal løfte.

Som led i regeringens handlingsplan for FN's verdensmål har regeringen givet ministerierne konkrete opgaver, som skal sikre, at Danmark lever op til verdensmålene. 
Som led i regeringens handlingsplan for FN's verdensmål har regeringen givet ministerierne konkrete opgaver, som skal sikre, at Danmark lever op til verdensmålene. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Med finansminister Nicolai Wammen (S) som forordsskribent præsenterede regeringen i juni 2021 en handlingsplan, der skitserer, hvordan regeringen vil arbejde med FN’s verdensmål frem mod 2030. 

Som et konkret tiltag i planen har regeringen opstillet 50 målsætninger, der på forskellig vis understøtter de globale mål.  

Her får du et overblik over, hvilke ministerier der er ansvarlige for hvilke målsætninger i regeringens verdensmålshandlingsplan. 
 

Beskæftigelsesministeriet  

Ministeriet er ansvarlig for fire af regeringens 50 målsætninger, som omfatter:  

  • Styrkelse af beskæftigelsen i hele Danmark, målt på beskæftigelsesbidrag af nye tiltag.  
  • Reduktion af arbejdsulykker, målt på antallet af dødelige og ikke-dødelige arbejdsulykker.  
  • Opkvalificering af den voksne arbejdsstyrke, målt på antal 20-64-årige, der har deltaget i voksen- eller efteruddannelse i forhold til antallet af erhvervsaktive i samme aldersgruppe.  
  • Fremme af ligestilling af kønnene i de øverste ledelseslag, målt på andelen af det underrepræsenterede køn i ledelsen i henholdsvis i private virksomheder og statslige arbejdspladser.  

Uddannelses- og Forskningsministeriet 

Ministeriet varetager to målsætninger, som indebærer, at:  

  • De offentlige investeringer til forskning og udvikling fortsat skal udgøre mindst 1,00 procent af BNP i overensstemmelse med regeringsgrundlaget.  
  • Trivslen skal være høj hele vejen igennem uddannelsessystemet, hvilket bliver målt på resultaterne af trivselsundersøgelser i folkeskolen, de gymnasiale uddannelser, erhvervsskolerne og de videregående uddannelser (delt med Børne- og Undervisningsministeriet)

Erhvervsministeriet  

I alt syv målsætninger er placeret i regi af dette ministerium. Det omfatter målsætninger om, at: 

  • Danmarks arbejdsmarked skal være fleksibelt og fremtidsrustet 
  • Danmark skal bevare en topplacering blandt de tre mest digitale og innovative økonomier i EU, målt i forhold til Danmarks score i The Digital Economy and Society Index 
  • Dansk erhvervsliv skal fortsat være konkurrencedygtigt og tilbyde gode, vellønnede job, hvilket skal måles på den gennemsnitlige årlige realvækst i produktivitet.  
  • Sammenlignet med år 2018 skal 20 procent flere i 2028 gennemføre en STEM-uddannelse på henholdsvis en erhvervs- eller videregående uddannelse. 
  • Vækst og udvikling spredes på tværs af landet, målt i forhold til spredningen i den regionale BNP per indbbygger.  
  • Danmark skal vise internationalt lederskab i arbejdet med dekarbonisere skibsfarten, og dermed nedbringe CO2-udledningerne fra sektoren både nationalt og internationalt. 
  • Danmark skal deltage i internationale MSP-samarbejder, der skal sikre bæredygtig brug af verdens have i overensstemmelse med internationale maritime reguleringer.  

Social- og Ældreministeriet 

Fire målsætninger er tilknyttet Social- og Ældreministeriet og omfatter, at:

  • Flere unge og voksne, som er socialt udsatte eller har et handicap, skal i uddannelse eller beskæftigelse med det mål, at flere skal have muligheden for et selvstændigt voksenliv.  
  • Antallet hjemløse skal sænkes.  
  • Mennesker med handicap skal have øget livskvaliteten, mål i forhold til deres deltagelse i aktiviteter med andre med handicap, deres oplevelser af at have indflydelse på eget liv og en mindsket følelse af ensomhed. 
  • Tilfredsheden hos patienter i forbindelse med indlæggelser og hos bruger af ældrepleje skal være høj, som mål for en fortsat udvikling af et godt sundhedsvæsen og en værdig ældrepleje (delt med Sundhedsministeriet) 

Sundhedsministeriet 

Sundhedsministeriet varetager to målsætninger, der omfatter, at:  

  • Tilfredsheden hos patienter i forbindelse med indlæggelser og hos bruger af ældrepleje skal være høj, som mål for en fortsat udvikling af et godt sundhedsvæsen og en værdig ældrepleje (delt med Social- og Ældreministeriet) 
  • Indsatsen overfor kroniske og livstruende sygdomme skal styrkes, målt i forhold til antallet af forebyggende sygehusophold og overlevelsesraten efter indlæggelser relateret til kræft, KL og diabetes type 2.  

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet 

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er ansvarlig for to af målsætninger, som indebærer:  

  • En indfrielse af klimalovens 70 procents reduktionsmål i 2030 i forhold til 1990, målt på status og fremskrivninger af udledninger af CO2-ækvivalenter.   
  • En realisering af energibesparelser i opvarmningen af boliger, målt på en reduktion i nettovarmeforbruget pr. kvadratmeter.    

Miljøministeriet 

Af regeringens 50 målsætninger er Miljøministeriet ansvarlig for 6, som inkluderer:   

  • Sikring af vand- og havmiljø, målt i forhold til tilstanden for henholdsvis overfladevand, grundvand og menneskeskabt eutrofiering af havet.  
  • Arbejde for øget eller sikret biodiversitet, mere urørt skov og etablering af naturnationalparker. 
  • Øget genanvendelsesprocenten for husholdnings- og emballageaffald for at mindske affaldsmængderne og ressourceforbruget.  
  • En nedbringelse af udledningerne af fosfor og kvælstof fra spildevandssektoren, samt en energineutralisering af vandsektoren.  
  • En reduktion af udledningerne af de luftforurenende stoffer som NOx, SO2, NH3, NMVOC og PM2,5. 
  • En reduktion af pesticidbelastningen af sundhed, natur og grundvand.  

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 

To målsætninger er tilknyttet Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og omfatter: 

  • En reduktion af antibiotikaforbruger til til svin. 
  • En genopbygning af fiskebestande i en størrelse, der muliggør bæredygtigt erhvervsfiskeri i overensstemmelse med principper om maksimalt bæredygtigt udbytte (MSY).  

Udenrigsministeriet 

  • Udenrigsministeriet er det ministerium, der er ansvarlig for det største antal af målsætninger i handlingsplanen. Hele 11 målsætninger er knyttet til dette ministerium og tæller: 
  • At Danmark skal bidrage til en global grøn omstilling, målt i forhold til eksport af dansk energiteknologi, grønne myndighedssamarbejder, andel af dansk udviklingsbistand med fokus på grøn omstilling og klima, samt antal klimatilpassende udviklingsindsatser i Afrika. 
  • Styrkelse af den internationale retsorden via indvalg i FN’s Fredsopbygningskommission og FN’s Sikkerhedsråd, samt via den fjerde nationale 1325-handlingsplan, der sigter efter en stærkere dansk profil.  
  • Fremme af bæredygtig udvikling med afsæt i international menneskeret, målt i forhold til antallet af danske UPR-anbefalinger, som accepteres af modtagerlandet.  
  • At danske virksomheder, myndigheder og civilsamfundsorganisationer skal bidrage til klimahandling og realisering af FN’s verdensmål.  
  • At Danmark skal leve op til FN’s anbefalinger om, at mindst 0,7 procent af BNI gives i støtte til udviklingslande.  
  • At arbejde for, at relevante udviklingslande optages i WTO.  
  • At arbejde for, at EU’s handelsaftaler indeholder forpligtelser i forhold til ILO-konventioner.  
  • Fremme af adgang til rent drikkevand og ren energi i udviklingslande i Afrika og herigennem etablere grønne jobs.  
  • Fremme af piger og kvinders rettigheder i udviklingslandene via beskyttelse mod uønsket graviditet, adgang til moderne prævention, sikker abort og seksualundervisning.  
  • En reduktion i fødevareusikkerhed og sult i humanitære kriser.  
  • En stigning i antallet af mennesker, der er i gang med uddannelse, kurser eller praktik rettet modbeskæftigelse eller iværksætteri.  

Justitsministeriet 

Ministeriet har ansvar for fire af målsætninger, som omfatter, at:  

  • Fastholde Danmarks placering som ét af verdens mindst korrupte lande målt i forhold til Danmarks placering på Transparancy Internationals rangliste. 
  • Værne om ytringsfriheden målt i forhold til Danmarks frihedsscore i henhold til Freedom Houses opgørelse. 
  • Mindske hvidvask og andet organiseret kriminalitet, målt i forhold til antallet af underretninger, sigtelser og domfældelser.  
  • Sikre et mere effektivt retssystem, målt gennem en nedbringelse af sagsbehandlingstiden fra anmeldelse til afsoning i forhold til niveauet i 2020.  

Børne- og Undervisningsministeriet 

Børne- og Undervisningsministeriet varetager fem af målsætninger, som indebærer:  

  • En stigning i antallet af unge, der søger og gennemfører en erhvervsuddannelse.  
  • Trivslen skal være høj hele vejen igennem uddannelsessystemet, hvilket bliver målt på resultaterne af trivselsundersøgelser i folkeskolen, de gymnasiale uddannelser, erhvervsskolerne og de videregående uddannelser (delt med Børne- og Undervisningsministeriet). 
  • En styrkelse af kvaliteten af dagtilbud, målt i forhold til normeringen og andelen af pædagogisk uddannede i institutionerne.  
  • En styrkelse af kvaliteten i grundskolen, målt på andelen af undervisningstimer, der varetages af en lærer med undervisningskompetencer, fraværsprocenten i grundskolen og karakterniveauet ved afgangseksamenen. 
  • En halvering af andelen af unge mellem 16 og 24 år, som ikke er tilknyttet uddannelse eller arbejdsmarked.  

Forsvarsministeriet 

Ministeriet er ansvarlig for én enkel af regeringens målsætninger, der indebærer:  

  • Fremme af international stabilitet og sikkerhed, målt i forhold til det danske engagement i internationale civile, militære og krisestyringsmissioner og antallet programmer og engagementer i regi af Freds- og Stabiliseringsfonden.  

Skatteministeriet 

Dette ministerium har også én enkel målsætning tilknyttet til sig, som er:  

  • At mindske andelen af borgere og mindre virksomheder, der laver fejl i skatte- og momsangivelser, som mål for en styrket efterlevelse af skattereglerne. 

Indenrigs- og Boligministeriet 

Ministeriet har som de førnævnte to ansvar for ét enkelt mål, der involverer:  

  • Diversitet i beboer- og boligsammensætningen i udsatte boligområder på tværs af landet for at sikre, at mennesker mødes på tværs af sociale, økonomiske og etniske forskelle.  

De resterende ministerier varetager ingen konkrete opgaver i forbindelse med regeringens 50 målsætninger.  

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024