Oxfam Ibis og EuroMed Rights: IMF's ekstragebyrer på lån til kriseramte lande er i strid med konventionerne

Hvis ikke det var for IMF's ekstra lånegebyrer, ville Egypten kunne trække millioner ud af fattigdom. Landet betaler mere end 1,15 milliarder kroner i ekstragebyrer hvert år, ud over deres ordinære årlige gældsbetjening til IMF.

Hvis fonden stoppede sin praksis, kunne den egyptiske regering for eksempel bruge disse midler til at udvide sit sociale sikkerhedsnet til at inkludere yderligere 688 tusind egyptiske familier, der lever under fattigdomsgrænsen. Dette ville reducere landets fattige med mere end ni procent.

Ekstragebyrer, på engelsk kaldet surcharges, er udgifter tillagt almindelige renter og gebyrer, som lande skal betale, hvis de har høje niveauer af IMF-gæld. De ekstra gebyrer er baseret på størrelse og længde af lån og kan mere end fordoble landes låneomkostninger.

Globalt er 14 lande pålagt disse tillæg – alle lande i alvorlig økonomisk krise. I Mellemøsten og Nordafrika (MENA) er det Jordan, Egypten og Tunesien.

Argumenter for tillæg er forældede

Ifølge IMF er årsagen bag ekstragebyrerne at øge landenes motivation til at tilbagebetale deres lån. Det er også begrundet som et nødvendigt bidrag til IMF's reserver.

Ekstragebyrerne er i strid med international menneskerettighedslov, der dikterer, at lande ikke må diskrimineres på grund af deres økonomiske status

Frederik Johannisson og Christian Hallum
Hhv. programkoordinator, EuroMed Rights og skatteekspert, Oxfam Ibis

Men med de problematiske politiske betingelser, der følger med lånene, såsom dybe nedskæringer i de sociale investeringer, vil lande næppe fortsætte med IMF-aftaler, hvis de ikke var i dyb nød. De kan med andre ord ikke bare vælge at betale tilbage hurtigere, netop fordi de er i krise.

Desuden er sådanne ekstra indtægter ikke nødvendige for at sikre IMF's økonomiske robusthed, da IMF's økonomi er sund.

De ekstra gebyrer udgør omkring 0,18 procent af IMF's samlede ressourcer til rådighed for udlån, og derfor påvirker sådanne indtægter ikke fondens lånekraft. Og selvom fonden havde behov for yderligere finansiel sikkerhed, hvorfor skulle det så være de mest kriseramte lande, der skulle bære det ansvar?

Ekstragebyrerne er ikke bare ubelejlige gebyrer, de er i strid med IMF's egne vedtægter samt menneskerettighedskonventionerne: Fondens allerførste artikel fastslår, at IMF-lån ikke må være "ødelæggende for national eller international velstand."

Men de er også i modstrid med international menneskerettighedslov, der dikterer, at lande ikke må diskrimineres på grund af deres økonomiske status.

Derudover må internationale finansielle institutioner ikke underminere landes evne til at generere, allokere og bruge deres ressourcers maksimale potentiale til at investere i at opnå menneskerettigheder, som de er forpligtet til ifølge international menneskerettighedslovgivning.