Debat

Behov for fokus på årsager til fattigdom

DEBAT: Ulighed og mangel på job er de helt store forhindringer for at komme fattigdom til livs. Det viser den igangværende dialog om nye globale udviklingsmål, skriver Camilla Brückner, direktør i UNDP's nordiske kontor.
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Camilla Brückner
Direktør for UNDP's nordiske kontor

Byg videre på 2015-målene, men med større fokus på de voksende uligheder, jobskabelse og ansvarlig regeringsførelse.

Dette er blandt nogle af de hovedbudskaber, der tegner sig i den globale konsultationsproces omkring post-2015, der er i fuld gang.

Den første statusrapport udkom den 21. marts og er et første snapshot af de anbefalinger, der er fremkommet i den globale debat. Rapporten udkom i forbindelse med det seneste møde, som FN's Høj Niveau Panel på post-2015 holdt på Bali, og den vil indgå i panelets arbejde og endelige anbefalinger til FN's generalsekretær i maj.

Fakta
Altinget | Udvikling sætter post-2015-dagsordenen til debat i april måned for at forfølge processen mod nye globale udviklingsmål. Til det formål har vi inviteret politikere, forskere og NGO'er til at give deres meninger til kende. Mød debatpanelet.

Alle er velkomne til at deltage i debatten. Skriv til [email protected].

Global høring om nye udviklingsmål
Arbejdet med at formulere en ny udviklingsdagsorden, der kan afløse 2015-målene er baseret på den mest omfattende globale konsultationsproces, FN nogensinde har gennemført. Processen skal sikre, at alle medlemslande, almindelige borgere og civilsamfundsaktører verden over får mulighed for at blive hørt, samt at der opnås en bred folkelig konsensus og et ejerskab omkring fremtidens udviklingsramme, som kan medvirke til en hurtig implementeringsstart fra januar 2016.

Konkret er der nationale konsultationer i gang i hele 83 lande. Ambitionen er at nå 100 inden udgangen af 2013. Disse konsultationer organiseres i samarbejde med FN's landeteam og under ledelse af FN's landechef. Ud over de nationale konsultationer er der 11 tematiske konsultationer på centrale områder som uddannelse, sundhed, vækst og beskæftigelse, uligheder, regeringsførelse, bæredygtighed, konflikt og skrøbelighed, befolkningsdynamikker, vand, energi og fødevaresikkerhed.

Dialogen tegner dermed et klart ønske om at fastholde og udbygge MDG-dagsordenen, men også behovet for at adressere nogle af de nuværende begrænsninger i MDG'erne og for at sætte større fokus på de grundlæggende årsager til fattigdom.

Camilla Brückner
Direktør, UNDP's nordiske kontor

Endelig kører der en global online-dialog på worldwewant2015.org, på facebook og andre sociale medier. MyWorld.org er desuden en global undersøgelse, der giver borgere verden over mulighed for at stemme på de områder, de synes, der skal prioriteres i den nye ramme og vil sikre bedre levevilkår for alle.

Konsultationerne startede i september 2012 og har på nuværende tidspunkt engageret mere end 200.000 mennesker verden over.

Status på konsultationsprocessen 
Allerede nu tegner der sig nogle fællestræk i dialogen:

Der synes at være bred enighed om i alle lande, at de fokusområder, der er dækket under 2015-målene som fattigdomsbekæmpelse, uddannelse, sundhed, vand og sanitet samt ligestilling stadig er højt på dagsordenen. Men der er også enighed om behovet for større fokus på ikke bare sult, men ernæring i mere bred forstand, samt på kvaliteten af uddannelse og af vand og ikke kun adgangen til disse.

Dialogen tegner dermed et klart ønske om at fastholde og udbygge MDG-dagsordenen, men også behovet for at adressere nogle af de nuværende begrænsninger i MDG'erne og for at sætte større fokus på de grundlæggende årsager til fattigdom.

Ulighed og jobskabelse er fremhævet som nogle af de helt store udfordringer i den kommende udviklingsramme, som er nødvendige at adressere for at komme fattigdom til livs. Det er blevet påpeget, at fokus på gennemsnit og aggregerede resultater i 2015-målene slører for de store og stigende uligheder, der eksisterer, og på eksklusionen af visse befolkningsgrupper i samfundet.

Ulighed og diskrimination har været særligt diskuteret, ikke mindst i lande som bl.a. Indien, hvor dialogen er stærkt præget af behovet for at omsætte de høje vækstrater til en mere inkluderende vækst. Jobskabelse ses ligeledes som en høj prioritet i stort set alle konsultationer, og i den forbindelse også behovet for bedre professionel træning samt social beskyttelse, når der er mangel på job. 

Ansvarlig regeringsførelse figurerer også højt på dagsordenen i debatten, ikke mindst i lande med mange naturressourcer som Tanzania, Nigeria, Zambia og Uganda. 

På mange måder kan man sige, at konsultationsprocessen ikke blot har bekræftet værdien af 2015-målene, men har genfundet inspirationen i Millennium-deklarationen fra 2000 og giver mulighed for at realisere denne vision.

Konsultationerne fortsætter, og den endelige rapport forventes at udkomme i juni 2013.

Første statusrapport kan downloades på www.undp.dk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Camilla Brückner

FN’s repræsentant overfor EU og Direktør for UNDP’s kontor i Bruxelles, fhv. medlem af 2030-panelet, fhv. direktør for UNDP's nordiske kontor
master of Science in European Studies (London School of Economics)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024