Behov for bedre dokumentation af outcome

Af Henrik Secher Marcussen
Professor, Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Støtte til civilsamfundet i udviklingslandene er en overordentlig vigtig del af det internationale udviklingssamarbejde. Det er helt afgørende, at udviklingslandenes civilsamfundsorganisationer får placeret sig i udviklingsprocessen med den nødvendige folkelige opbakning og kapacitet til at understøtte den demokratiske proces.

I dette samarbejde har de danske NGO'er en betydningsfuld formidlende rolle at spille, hvor NGO'ernes særlige styrker kan udnyttes, supplerende det øvrige statslige udviklingssamarbejde.

På den baggrund må etableringen af fem nye rammeorganisationer hilses velkomment, nemlig ADRA Danmark, Danske Handicaporganisationer, Verdens Skove, 3F og Ulandssekretariatet, - som sammen med de "gamle" rammeorganisationer bringer det totale antal danske rammeorganisationer op på 18.

(...) hvis ikke tillægsværdien af at være rammeorganisation kan sandsynliggøres, risikerer korthuset at falde sammen.    

Henrik Secher Marcussen
Professor, Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Dermed får endnu flere danske NGO'er en flerårig rammeaftale med Udenrigsministeriet, som kan understøtte den mere langvarige, velplanlagte og sammenhængende indsats og - forhåbentligt - yderligere forbedre den organisatoriske effektivitet og skabe endnu bedre resultater.

Mere value for money
Det har været undervejs i et stykke tid og forekommer at være en naturlig såvel som logisk udvikling. Forud er gået en række kapacitetsanalyser af de nye NGO'er. Og i de senere år har NGO'erne med individuelle projektbevillinger været opfordret til at samle aktiviteterne både geografisk og tematisk under et mere sammenhængende programkoncept. En sådan fokusering har bestemt været nødvendig for den ellers meget spredte gruppe af organisationer, små, mellemstore og større, med forskellig kapacitet, historie og erfaringsbaggrund.

Der skulle nu - i teorien i hvert fald - være mulighed for at få endnu mere "value for money".   

I særlig grad må det hilses velkomment, at Ulandssekretariatet nu igen indgår i folden af organisationer med en rammeaftale. Som det vil erindres, så led organisationen i særlig grad en krank skæbne, da den forrige regering med sin tiltrædelse i 2001 førte an i et ideologisk slag, som ramte råd, nævn og udvalg, som regeringen ikke brød sig om. Uden antydning af en saglig vurdering af, hvad Ulandssekretariatet stod for som daværende rammeorganisation, røg de af brættet med virkning fra 2004, fordi fagbevægelsen dels blev identificeret som en politisk, snarere end en ulandsfaglig organisation, dels jo også sås som tæt forbundet med et vist oppositionsparti.

At de er tilbage i folden er godt, og forhåbentlig kan der fremover mønstres tilstrækkelig politisk robusthed til at forhindre sådanne usaglige køllesving i udviklingssamarbejdet.

Ikke urimeligt krav til egenfinansiering
Men den nu større flok af rammeorganisationer står over for en række udfordringer. At de afsatte midler til de enkelte organisationer ikke udgør et ensartet "bloktilskud", er fornuftigt, eftersom organisationerne netop udgør en stærkt forskelligartet flok.

Kravet om en forøget egenfinansieringsgrad - hævet fra 10 til 20 procent af omsætningen, dog således at op til 15 procent kan udgøres af midler fra andre donorer eller alliancepartnere, hvilket reducerer egenfinansieringskravet til minimum 5 procent - kan for nogle organisationer blive en rigtig svær udfordring at indfri og vil kræve et endnu større bombardement på gader og stræder af fundraisers.

Men helt urimeligt er det ikke, dels set i lyset af tilsvarende krav i andre lande til NGO-sektoren, og dels ikke mindst set i lyset af kravet til den folkelige forankring. I forvejen burde organisationerne kunne se nytten af dette, hvor kritikken ellers ligger lige for om faren ved som rammeorganisation at være endnu mere bundet -eller afhængig ville nogen sige - af en kontinuerlig strøm af statslige bistandsmidler.

Nødvendigt med fokus og flere fagkompetencer
Men udfordringerne ligger også andre steder. De nye rammeorganisationer har en meget stor udfordring i fortsat at få fokuseret indsatsen, som er enormt spredt på lande, sprogområder, temaer, målgrupper og partnertyper. Etablering af programkonceptet har gjort noget, men ikke nok.

En anden stor udfordring (som de nye organisationer ikke er ene om at have) er nødvendigheden af at få etableret professionelle rapporteringsformater og monitoreringssystemer. Det kræver givetvis en supplering af eksisterende personale med nye fagkompetencer. Det individuelle engagement er nødvendigt, men er ikke nok. 

I alt for stor udstrækning stiller man sig tilsyneladende tilfreds med dokumentation af en lang række aktiviteter - seminarer, workshops, træningsaktiviteter, dialogfora, fortalervirksomhed eller andre uddannelsesaktiviteter - snarere end at forsøge at dokumentere "outcome", altså den bredere udviklingsmæssige effekt. For at komme derhen kræves håndtering af en række værktøjer og en grundighed, dels i form af brugen af indikatorer, dels i form af studier af "udgangsssituationen", baseline studierne. For hvis ikke tillægsværdien af at være rammeorganisation kan sandsynliggøres, risikerer korthuset at falde sammen.    

"Outsourcing"
Med de nye rammeorganisationer har Udenrigsministeriet samtidig meget belejligt "outsourcet" den del af administrationen, som vedrører enkeltprojekter til Civilsamfund i Udvikling (CISU), det tidligere Projektrådgivningen. I en tid, hvor den administrative kapacitet på Asiatisk Plads er yderst trængt, har denne uddelegering da også til hensigt at "frigøre ressourcer", som det hedder.

Hensigten er at styrke Udenrigsministeriets egen monitoreringsindsats - herunder at understøtte den strategiske indsats og dialog med organisationerne samt at intensivere tværgående vurderinger af indsatserne - også set i et internationalt sammenlignende perspektiv.

Det lover godt, for det er bestemt en god ide at få et bredere og bedre (målbart) perspektiv på satsningen.