Tyrkiets 'bedstefar' kan måske vælte Erdogan: "En tsunami er på vej"

En gruppe midaldrende mænd er kravlet op i et træ i parken i et forsøg på at få godt udsyn, mens andre i stedet prøver at presse sig igennem folkemassen til en bedre plads. 

En af tilhørerne, som har valgt at bruge sin søndag på kampråb og politiske taler, er Atilla Iyigün på 39 år. 

"Jeg tager normalt ikke til sådan nogle ting, det er første gang. Men i dag føles historisk," siger han. 

"Valget er vigtigt for Tyrkiets fremtid, og jeg ville gerne vise, at jeg er én dråbe i det store hav, der ønsker forandring".  

For første gang har den tyrkiske opposition valgt at stille sig bag én fælles præsidentkandidat, nemlig Kemal Kilicdaroglu. Vejen til at blive enig om én kandidat har ikke været nem for den brogede blanding af seks partier, der dog er forenet om et mål: At få præsident Recep Tayyip Erdogan skubbet væk fra præsidentsædet. 

Og for første gang i al den tid, Erdogan har siddet på magten i Tyrkiet, ser det ud til, at oppositionens ønske ikke er helt urealistisk. Derfor er det også en reel mulighed, at det store land på grænsen til Europa inden længe står over for forandringer.

Et vendepunkt

Der er fire præsidentkandidater på stemmesedlen, men det virkelige valg står mellem den nuværende præsident, Recep Tayyip Erdogan, fra partiet AKP, og oppositionens Kemal Kilicdaroglu fra CHP.

De har begge været formand for deres respektive partier så længe, at den unge generation ikke husker andre ledere. I 20 år har Erdogan siddet som først premierminister og siden præsident i landet, mens Kilicdaroglu har været formand for CHP i 13 år, med flere tabte valg i bagagen.  

CHP, Det Republikanske Folkeparti, er Tyrkiets ældste parti med dybe sekulære rødder, mens AKP, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, er et konservativt parti. Dermed har landets to største partier traditionelt set repræsenteret dem, der vil have religion, og dem, der ikke vil.  

Mange tyrkere ser valget som et vendepunkt. De mener, det bliver et valg, der afgør, om de overhovedet har lyst til at blive i Tyrkiet, eller om de i stedet skal søge mod udlandet og blive en del af den store tyrkiske diaspora. Omvendt er der dem, der mener, at Tyrkiet nærmest vil gå i moralsk forfald uden Erdogan ved magten.

Nye tider

Til at starte med syntes Atilla Iyigün, at andre kandidater var bedre end Kilicdaroglu, men med tiden er han begyndt at kunne lide oppositionens præsidentkandidat.  

"Jeg kan se, at Kilicdaroglu har et godt hjerte," siger han i parken i Istanbul.    

Scenen, hvor politikerne stiller sig frem foran publikum, er for de fleste umulig at se både for menneskemængden og det store antal tyrkiske flag. Derfor er der sat mange kæmpestore skærme op rundt omkring.

Blandt dagens talere er de populære borgmestre fra Ankara og Istanbul, flere kandidater, der tidligere var en del af af Erdogans regeringsparti og formanden for IYI-partiet, Meral Akşener. I valgkampens tidlige stadie var Meral Aksener den person, der skabte mest uro om valget af oppositionens præsidentkandidat, men nu står hun på scenen og taler.  

Over tre timer efter programmets start træder Kemal Kilicdaroglu endelig på scenen til lyden af hans egen muntre titelsang, der igen og igen gentager hans navn. Over højtaleren bliver han præsenteret som ham, der ikke vil bryde sit løfte, som ham, ungdommen har betroet sig til, og som ham, undertrykkeren frygter.

Kilicdaroglu vinker og samler sine fingre i et hjerte – det er efterhånden blevet hans symbol. Mange synger med på præsidentkandidatens titelsang og tusindvis af tyrkiske flag fylder luften og bliver viftet hastigt i takt. 

"Er du klar til forandring? Er du klar til at bringe demokrati til Tyrkiet? Er du klar til at bygge et Tyrkiet, hvor ingen børn går sultne i seng," spørger han.  

Efter hvert spørgsmål runger folkets svar: 

"Ja! Ja! Ja!" 

Lige nu behøver du ikke være den bedste politiker for at vælte Erdogan

Mine Eder
Professor i statskundskab og internationale relationer fra Bogazici Universitet. 

Tyrkiet i knæ 

Tyrkiet befinder sig i et stormvejr, og en række særlige omstændigheder kan blive stærkt medvirkende til, at Erdogan måske ikke længere er den, der sidder i præsidentsædet, når måneden er omme. Det vurderer Mine Eder, der er professor i statskundskab og internationale relationer fra Bogazici Universitet. 

Økonomien ser katastrofal ud; valutaen er i bund og inflationen tårnhøj. Samtidig ramte et jordskælv 6. februar Østtyrkiet, hvor over 50.000 blev dræbt og over en million mistede deres hjem.  

"Lige nu behøver du ikke være den bedste politiker for at vælte Erdogan. Den økonomiske styring er en reel politisk fiasko, der gør det svært for ham at mobilisere folk og få deres støtte. Samtidig var jordskælvet et maskefald, der viste, at systemet ikke fungerer," siger hun. 

Samme toner lyder fra professor Emre Gönen, professor i tyrkisk politik og EU fra Bilgi Universitet.  

Han sammenligner situationen i Tyrkiet med Frankrigs præsidentvalget i 2012, hvor Francois Hollande vandt over Nicolas Sarkozy.  

"Det handlede om, at Sarkozy skulle tabe. Ikke at hans rival ville vinde. Det er lidt det samme, der sker i Tyrkiet nu. Og så er det også et problem for Erdogan, at han denne gang står overfor en samlet opposition". 

Både Emre Gönen og Mine Eder tror på, at Kilicdaroglu vil vinde.  

En vej mod Vesten

Valgkampe er ofte bombastiske, men i denne har både oppositionen og regeringen kridtet banen hårdt op. Der er et "dem", og der er er et "vi". Skal du fejre en valgsejr med champagne eller bøn, stemmer du for demokrati eller autokrati? Sådan lyder en del af den karikerede udlægning.  

Valget tegner også to meget forskellige retninger for Tyrkiets forhold til Nato og EU. Hvor Kilicdaroglu har lovet at reparere de noget ituslåede bånd, anklager Erdogan Vesten for at være imod ham og støtte hans rivaler.

Eksperter forudsiger desuden, at Erdogan – der i månedsvis har blokeret Sveriges ansøgning om et Nato-medlemskab – fortsat vil vende sig væk fra Vesten, skulle han blive siddende som præsident.

Oppositionen har lovet at åbne døren for Sverige. Men flere peger dog på at Sveriges medlemskab er uundgåeligt – også hvis Erdogan vinder.  

Politik er som et dyr, der bor inden i dig

Emre Gönen
Professor i tyrkisk politik og EU fra Bilgi Universitet

Skulle Kilicdaroglu i stedet vinde valget betyder et forbedret samarbejde dog ikke, at et EU-medlemskab er lige på trapperne. Det slår professor Mine Eder fast. Hun påpeger dog, at det alligevel vil gøre en forskel.  

“Min forventning er helt sikkert, at det vil være et tydeligt skifte tilbage til et mere pro-vestligt politisk engagement. Lige nu betyder det ikke så meget, om Tyrkiet vil blive en del af EU. Det betyder noget, at vi engagerer os i reformer, der forbedrer menneskerettighederne og gennemsigtighed i det politiske system," siger hun.  

Én ting, som dog kan skabe knaster i ideen om en forbedret relation mellem Tyrkiet og Unionen, er ifølge Mine Eder oppositionens løfte om frivillig hjemsendelse af mange af de syriske flygtninge, Tyrkiet indtil nu har holdt ude af EU. 

"Det vil komplicere forholdet, og det vil også være en stor bekymring for Europa."

Én mand på magten

Ifølge meningsmålingerne står valget til at blive meget tæt.

I Politicos målinger står Erdogan til at få 45 procent af stemmerne, mens Kilicdaroglu står til 50 procent. Og selvom det lyder som et flertal, ville det reelt betyde, at valget ville skulle fortsætte til anden runde og en ny afstemning med kun to kandidater på stemmesedlen.

I det tyrkiske valgsystem skal man nemlig have over 50 procent af stemmerne for at blive præsident. I anden runde spår Politico, at resultatet vil ende med 51 procent til Kilicdaroglu og 49 procent til Erdogan. Trods tætte målinger forventer begge professorer stadig, at Erdogan taber. 

"Jeg føler, at en tsunami er på vej ind over AKP," siger Emre Gönen.  

Professorerne taler begge om et enevælde, der er blevet utilregneligt og altopslugende, og hvordan den ellers populistiske præsident Erdogan har mistet grebet om sine kernevælgere: de mere konservative og fattige tyrkere fra udkantsområderne. 

"Du behøver ikke være Einstein for at se, at det her lands demokrati er i gang med at kollapse. Jordskælvet afslørede, hvor ødelæggende enmandsstyret har været," siger Mine Eder. 

Hun peger på en forfatningsændring fra 2017, hvor Tyrkiets parlamentariske system blev ændret til et, hvor magten er samlet hos præsidenten. Ændringen var for alvor et vendepunkt i både tyrkisk politik og Erdogans ledelsesform. Derfor er netop en tilbagevenden til det parlamentariske system et af oppositionens største valgløfter.  

"Det præsidentielle system har gjort, at der ingen krav er til gennemsigtighed, der er ingen ansvarlighed, ingen checks and balances og vigtigst af alt ingen institutionel autonomi." 

Emre Gönen peger på, at enmandsstyret har gjort tyrkisk politik uforudsigeligt og samtidig skabt en dybtgående polarisering. 

"Enten er du for Erdogan eller imod ham. Hans karakter og hans måde at drive politik på er så dominerende, at det er meget svært at have en moderat tilgang på den måde, vi alle havde i de ti første år af hans magt," siger professoren.

De vil gerne sætte en masse ord på Erdogan og hans styreform, men når det kommer til Kilicdaroglu, bliver billedet mere gråt.  

"Hvorfor vil du så gerne vil vide, hvad der kendetegner Kilicdaroglu," spørger Gönen. 

Han var en dygtig økonom og er intelligent, tilføjer han.

"Men han er en dårlig politiker. Politik er som et dyr, der bor inden i dig. Enten har man det, eller også har man det ikke."

Tyrkiets rolige bedstefar

Kemal Kilicdaroglu har brugt størstedelen af sit 74 år lange liv uden for politik.  

New York Times, der som et af få udenlandske medier har lavet et interview med ham, kalder politik for hans "pensionist-hobby" – en hobby han først begyndte at dyrke, da han blev valgt til det tyrkiske parlament i 2002. 

Med til fortællingen om Kilicdaroglu hører også en opvækst i en lille bjerglandsby i det kurdisk dominerede område Tunceli-provinsen i Østtyrkiet, hvor pengene ifølge præsidentkandidaten var små. Samtidig er han en del af den religiøse minoritet alevi, som ofte bliver betegnet som en mere spirituel del af islam.  

Netop baggrunden som alevi har skabt en del diskussion. Kritikken har blandt andet lydt på, at han vil have svært ved at samle et Tyrkiet, der langt overvejende er sunnimuslimsk. I et forsøg på at komme kritikken i møde, lagde Kilicdaroglu i slutningen af april en kort video på Twitter, hvor han talte direkte til ungdommen. Videoen er på nuværende tidspunkt blevet set 115 millioner gange.  

"Kære unge, som vil stemme for første gang til dette valg. Det er tid for os at tale i aften om noget meget privat, meget følsomt," indledte han og talte derefter om sit ophav som alevi og en fremtid, hvor identitet ikke adskiller men i stedet samler.  

Ungdommen er en vælgergruppe, som Kilicdaroglu har fokuseret meget på under valgkampen. Som svar har de tyrkiske unge givet ham kælenavnet "dedem", der betyder min bedstefar.

I Tyrkiet er der cirka fem millioner unge, der skal stemme for første gang, og vælgergruppen er derfor ikke ubetydelig. Tværtimod kan den agere som tungen på vægtskålen i et tæt valg.  

Det er, som om vi endelig har skubbet AKP helt ud på klippekanten

Aykurt Nuhoglu
Tidligere borgmester for CHP i Istanbul-bydelen Kadikoy

Den gængse fortælling om præsidentkandidaten er, at han er et sagte menneske, en rolig socialdemokrat, mens hans kritikere kalder ham svag, og også for svag til at lede en nation.  

Ifølge Emre Gönen er det heller ikke Kilicdaroglu selv, der aktivt har søgt magten. Han er i stedet blevet katapulteret ind i den, og lige netop derfor er han den rette til opgaven som Erdogans udfordrer, mener han. 

Med sin høje alder kan Kilicdaroglu heller ikke sidde 20 år mere, selv hvis magten skulle fordærve ham.  

"Han behøver ikke være en bedre politiker, for han har forstået, hvad der skal til for at gøre den her overgangsperiode mulig, hvor magten i Tyrkiet skal decentraliseres," siger han. 

Kilicdaroglu befinder sig – måske for første gang i sin politiske karriere – på det rette sted på det rette tidspunkt. Derfor er det også interessant, at Erdogans valgslogan, der er plasteret til på mange offentlige pladser netop er, "Dogru Zaman, Dogru Adam": Det rigtige tidspunkt, den rigtige mand. 

Mine Eder ser også Kilicdaroglu som den figur, Tyrkiet har brug for nu efter flere år med en stærk mand, der banker i bordet i stedet for at føre diplomati. At hans rolige – tenderende til det kedelige – væsen er et frisk pust.  

"Kilicdarogus største succes er at være den mand, der personliggør og mobiliserer den frustration, som mange har mod Erdogan lige nu," siger hun og tilføjer:  

"Han kan blive den, som bringer Tyrkiet tilbage på et demokratisk spor. Jeg ved godt, at vi ikke vil vågne op om 15 år og sige, at vi er i et demokratisk land, men der vil helt sikkert være et mere liberalt politisk miljø." 

Politiske dinosaurer 

I et kontor på 4. sal i Istanbul møder Altinget Aykurt Nuhoglu. Han har tidligere været borgmester for CHP i Istanbul-bydelen Kadikoy og brugt en stor del af sit liv i politik. I dag er han selvstændig. Han bekræfter historien om Kilicdaroglu som manden, der blev katapulteret ind i magten. 

"Men det betyder ikke, at Kilicdaroglu ikke gerne vil have magten nu, " siger han. 

Han fortæller om et parti, der ifølge ham er ekstremt topstyret, og hvor flertallet er gamle mænd, der har været i politik så længe, at de er blevet korrumperet af det. 

“Politiske dinosaurer," siger han. 

Han bekymrer sig over, at Kilicdaroglu er en del af det, han kalder for "systemet", hvor folk, der er privilegerede i form af bekendtskaber eller penge, kan tillade sig mere.  

Nuhoglu peger ud ad vinduet. 

"Kan du se, hvad der stikker ud i bybillede," spørger han. 

To skyskrabere rager op over alle andre bygninger i området.  

"Da jeg blev borgmester i den her bydel, skulle jeg godkende papirarbejdet på dem. Men de var ikke bygget efter reglerne, så jeg afviste dem. Ejeren af bygningen slæbte mig i retten, og pludselig fik jeg Kilicdaroglu i røret. Han sagde ikke direkte til mig, at jeg skulle få det til at gå væk, men han spurgte mig, hvorfor jeg havde en konflikt med ejeren." 

"Det endte med, at jeg fik medhold i retten – men bygningen står der jo stadig, fordi den allerede var blevet bygget, da papirerne skulle godkendes. Så systemet virker ikke," siger han. 

Nuhoglu er ikke meget for at komme med en karakteristik af sin tidligere partileder.  

"Ikke en stærk karakter" er den eneste sætning, der kan vrides ud af ham. Alle Erdogans modstandere ønsker regeringsskiftet så meget, at kritikken forstummer, fortæller han. Det er blevet ét stort fællesprojekt for folk, der ellers ikke er enige, at få Erdogan smidt ud af præsidentkontoret.  

"Jeg vil også gerne have, at Kilicdaroglu vinder. Og jeg tror på det," siger han og tilføjer:  

"Det er, som om vi endelig har skubbet AKP helt ud på klippekanten. Der er ikke langt igen". 

Tilbage i parken ved vandet er Kilicdaroglus tale ved at være færdig. 

Han lover befolkningen, at han aldrig vil sidde i et palads som Erdogan, men at han vil blive ved med at leve som dem. Og så lover han at sende mange af de flygtninge, der længe har boet i Tyrkiet, tilbage til deres hjemland, hvilket får flere til at pifte og vifte med de tyrkiske flag. Hvilke af alle Kilicdaroglus løfter, der stadig består efter valgkampen, vil fremtiden vise. 

Han taler ikke sagte, og når han fører tonelejet yderligere op, kan man høre en hæshed i hans stemme, der indikerer, at valgkampen har været lang.  

Det er svært at finde den "tyrkiske Gandhi", som han også er blevet kaldt, i dundertalerne fra podiet, og han virker heller ikke som en grå bureaukrat. Virkeligheden findes nok midt i alle fortællingerne. 

På vej ud fra parken fortæller Irem på 23 år, der helst vil være på fornavn, at hendes generation er klar på forandring. 

"Vi vil have frihed, og vi vil have vores rettigheder," siger hun. 

Irem ville dog ønske Kilicdaroglu var yngre.  

"Men jeg synes alligevel, at han forstår os unge. Han føles som en af os. Som en af folket."