Uundgåeligt at kombinere udvikling og militær

Af Peter Viggo Jakobsen
Lektor, Forsvarsakademiet

Ingen ønsker at forholde sig konkret til, hvordan man kan komme videre med hensyn til at få Danmarks forskellige udenrigspolitiske instrumenter til at understøtte hinanden. Surprise surprise.

Mona Kanwal Sheikhs løsning er at frasige sig brugen af militær magt helt og aldeles. Henrik Nielsen kan i princippet godt se det fornuftige i at diskutere, hvordan de forskellige udenrigspolitiske instrumenter kan kombineres, så de understøtter hinanden. Han mener bare ikke, det kan lade sig gøre, fordi ingen har gode svar på, hvordan man kan bidrage til at skabe en positiv udvikling i lande som Mali, når man først har brugt militær magt.

FN: Gennemsyret af realpolitik
Anders Ladekarl beklager, at alle ikke udviser større respekt for Røde Kors og Genèvekonventionerne og gør sig til talsmand for, at FN's fredsbevarende styrker skal gå tilbage til Røde Kors' fortolkning af upartiskhed og neutralitet.

Den blev forladt i kølvandet på Srebrenica og Rwanda, og det var en helt rigtig beslutning. FN's fredsbevarende soldater har altid været et politisk instrument og ikke et humanitært. FN har også til opgave at bruge sanktioner og militær magt for at imødegå trusler mod international fred og sikkerhed. FN er ikke en humanitær organisation. FN er gennemsyret af realpolitik.

Organisationen agerer på de fem permanente medlemmers nåde og råder (i teorien) over hele værktøjskassen af politiske, økonomiske, humanitære, udviklings- og militære instrumenter. Det er den virkelighed, der skaber dilemmaet om, hvordan disse instrumenter kan kombineres, så de ikke underminerer hinanden.

Udviklingsministerens mantra, at Danmark skal samtænke sine strategier og instrumenter i den strategiske planlægning men undgå at sammenblande militær, nødhjælp og udvikling ude i operationsområderne, er en god start.

Peter Viggo Jakobsen
Lektor, Forsvarsakademiet

Hvem kan og skal Danmark hjælpe?
Jeppe Kofod (S) vil ikke være med til at give nødhjælp, hvis det også tjener (sikkerheds-)politiske formål. Det vil i praksis sige, at Danmark ikke kan give nødhjælp i situationer, hvor vi støtter en part i en væbnet konflikt eller ikke har adgang til alle de nødlidende befolkningsgrupper. Altså kan vi ikke give nødhjælp til de civile ofre i den igangværende konflikt i Syrien, fordi Assad-regimet ikke vil give de humanitære organisationer adgang til oprørernes områder.

Man kan selvfølgelig godt anlægge det synspunkt, at Danmark helt skal fraskrive sig brugen af det militære instrument til andet end selvforsvar og så overlade det til andre stater at bruge militær magt offensivt til at forhindre massakrer og det, der er værre. Men selv med en sådan politik vil Danmark blive konfronteret med dilemmaet om, hvorvidt vi skal bidrage med ikke-militære midler i bestræbelserne på at vinde freden i lande som Mali, hvor andre lande forinden har brugt militær magt.

Det er meget svært at forestille sig, at danske regeringer ikke vil ønske at bidrage i sådanne situationer, hvis EU, FN og AU engagerer sig og beder Danmark om hjælp. Alle de svære spørgsmål, som Henrik Nielsen ikke mener, nogen eksperter kan besvare, kendetegner så godt som alle skrøbelige og krigshærgede stater i verden - både dem, vi har interveneret i, og dem, vi har holdt os ude af militært. Skal vi så helt undlade at gøre noget der?

Kom nu ind i kampen
Hvis vi skal undgå gentagelser af de mange fejltagelser, der er blevet begået i Afghanistan, DRC Congo, Irak, Rwanda, og Somalia mv., kræver det en vilje til at diskutere og håndtere svære spørgsmål af den type, som Henrik Nielsen rejser. Dem er der ingen enkle svar på. De vil variere fra situation til situation og være fyldt med dilemmaer.

Vil militær magt gøre mere skade end gavn? Kan man dele eksisterende stater op uden at skabe konflikter andre steder? Skal vi samarbejde med krigsforbrydere og krigsherrer og se stort på retfærdigheden for at undgå mere vold? Er det OK at bestikke lokale krigsherrer for at kunne udbringe livsreddende nødhjælp? Vil træning af lokale hærstyrker øge risikoen for militærkup? Listen er så godt som uendelig.

Skalkeskjul for silotænkning
Udviklingsministerens mantra, at Danmark skal samtænke sine strategier og instrumenter i den strategiske planlægning men undgå at sammenblande militær, nødhjælp og udvikling ude i operationsområderne er en god start. Men der skal udvikles retningslinjer for, hvordan det kan omsættes til konkrete handlinger, der kan gøre en forskel for de mennesker, vi søger at hjælpe.

Det skal ikke som nu være et skalkeskjul for at gå tilbage til den traditionelle silotænkning i Udenrigsministeriet.

Dilemmaerne står i kø
Der er brug for selvransagelse hele vejen rundt. De fleste Somalia-eksperter er eksempelvis enige om, at uddelingen af nødhjælp her har haft en konfliktforlængende effekt, fordi nødhjælpsorganisationer har betalt militser for adgang og beskyttelse. Det er ikke kun brugen af det militære instrument, der kan gøre mere skade end gavn.

Militær magt vil også fremover blive anvendt med jævne mellemrum for at forhindre eller standse væbnede konflikter. Uanset om Danmark bidrager til sådanne militære indsatser eller ej, vil vi stadig stå overfor at skulle kombinere militære og ikke-militære instrumenter i bestræbelsen på at skabe en bæredygtig fred bagefter, fordi konflikter har det med at blusse op igen.

De etiske, moralske, politiske og strategiske dilemmaer står i kø i sådanne indsatser, og de forsvinder ikke, selvom man forsøger at ignorere dem eller laver den ene brite-finte efter den anden.