Debat

V: Asyldebat er gidsel i værdikamp

DEBAT: Integrations- og asyldebatten bliver blandet sammen, og det forhindrer en konstruktiv diskussion af, hvordan mennesker på flugt fra krig og forfølgelse hjælpes. Det vurderer Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den værdipolitiske debat har hjemme i integrationspolitikken. For her handler det ikke om, hvorvidt vi har en pligt til at hjælpe mennesker på flugt, men hvad det er for et samfund, vi ønsker, og hvad vi forstår ved medborgerskab i Danmark.

Martin Geertsen
Integrationsordfører for Venstre
Fakta

Fra 30. april og en måned frem tager Udviklingsdebatten den danske asylpolitik op til debat.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget | Udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.dk.

Af Martin Geertsen
Integrationsordfører for Venstre

Som ny Venstre-ordfører på udlændinge- og integrationsområdet har jeg bidt mærke i, at området, der vedrører såvel indvandrere, asylansøgere, flygtninge og udlændinge af den ene eller anden herkomst, er et flerhovedet og en mangefacetteret størrelse.

Desværre er det sjældent, at debatten afspejler den kompleksitet og de nuancer, som området fortjener.

Man kunne, måske forsimplet, dele området op i tre debatter: Integrationsdebatten, udlændingedebatten og asyldebatten. Hver med sine problemstillinger og ikke mindst løsningsforslag.

Selvom debatten her på Altinget.dk skulle handle om dansk asylpolitik, er det klart fra den første runde indlæg, at det er svært at holde tungen lige i munden, når talen falder på udlændingeområdet.

Derfor kan det være nyttigt, som ny ordfører på området, at gøre min skelnen mellem de forskellige politikområder klart. For kun sådan kan man føre en frugtbar debat om, hvordan vi kan tilrettelægge den mest intelligente asylpolitik.

Kun for dem, der kan og vil
Venstre vil en udlændingepolitik, som går på to ben: Vi ønsker et Danmark, der er åbent for verden og byder de udlændinge, som kan og vil velkomne. Vi har simpelthen brug for alle mennesker, der ønsker at tage aktivt del i vores samfund og bidrage positivt til vores arbejdsmarked. Uanset, om de er født i Danmark eller ej.

Samtidig skal vi føre en hård og stringent linje overfor mennesker, som søger hertil for at ligge det danske samfund økonomisk til last eller for at begå kriminalitet. Vi ønsker en styrket politiindsats overfor kriminelle udlændinge, og det skal være nemmere at udvise for eksempel østeuropæiske bander.

Derfor er det også bekymrende, at indvandringen er støt stigende. Ikke kun fordi det gør integrationen sværere, men også fordi det er en økonomisk byrde for Danmark. Derfor vil en Venstreledet regering efter et valg styre mod en strammere udlændingepolitik. Om det skal være på nøjagtig samme måde som i nullerne, er dog ikke givet.

Integration går gennem arbejdsmarkedet
Hvad, der står klart, er, at Venstre vil en integrationspolitik, der tager det problem alvorligt, at alt for mange nydanskere står uden for arbejdsmarkedet sammenlignet med den øvrige befolkning. Vi skal sikre, at det kan betale sig at arbejde - og at der er arbejdspladser til alle. Uanset om man er født i Danmark eller ej.

Derfor skal vi fortsætte reformarbejdet i bestræbelsen på at styrke dansk konkurrenceevne, øge lysten til at iværksætte mv. Samtidig skal vi indføre et moderne kontanthjælpsloft og eventuelt andre tiltag, der øger incitamentet til at arbejde.

Og endelig skal vi sikre, at alle samfundsgrupper er arbejdsmarkedsparate. Det handler om uddannelse, men også om en grundlæggende forståelse og respekt for det danske samfund og de værdier, det bygger på.

Og for at citere justitsminister Karen Hækkerup (S), hvis lempelige kurs på udlændingeområdet, jeg imidlertid frygter, vil føre til stadig større indvandring, så har antallet bestemt en betydning, hvis et lille land skal kunne integrere udlændinge, så de kan blive danskere og en del af Danmark. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvor mange mennesker, der kommer til landet. Vi må erkende, at vi ikke kan hjælpe alle.

Hjælp i nærområdet
Regeringen bryster sig af at have rekordhøj ulandsbistand, men realiteten er, at vi, selvom budgetterne er større end nogensinde før, bruger en stadig større andel af ulandsbistanden på asylcentrene. Det giver indtrykket af, at vi gør en kæmpe indsats, men vi kunne bruge pengene bedre.

Der er omkring 10 millioner flygtninge og op mod 25 millioner internt fordrevne mennesker i verden. Mere end ni ud af ti flygtninge bor i udviklingslande under forhold, der alt for ofte er præget af usikkerhed og mangel på de mest basale fornødenheder – for ikke at tale om uddannelse for blandt andre flygtningebørn. Det er en ulykkelig situation, men vi kan ikke hjælpe alle.

I stedet for at kæmpe for at få flere asylansøgere til Danmark, ønsker Venstre at styrke indsatsen i nærområderne. For de penge, der benyttes til at hjælpe en enkelt flygtning i Danmark, kan man groft sagt hjælpe 100 flygtninge i nærområdet. Det er dog ikke lige så synligt, at man gør en forskel – men det har større effekt!

Tungen lige i munden
Asyldebatten bliver lynhurtigt taget som gidsel i en større værdipolitisk kamp. Det er ærgerligt, for det forhindrer en konstruktiv diskussion af, hvordan vi bedst hjælper mennesker på flugt fra krig og forfølgelse. Det gør vi bedst i nærområdet.

Den værdipolitiske debat har hjemme i integrationspolitikken. For her handler det ikke om, hvorvidt vi har en pligt til at hjælpe mennesker på flugt, men hvad det er for et samfund, vi ønsker, og hvad vi forstår ved medborgerskab i Danmark.

Min ambition er at holde de to ting adskilt, selvom det er nemmere sagt end gjort, når først debatten er åbnet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Geertsen

Public affairs-rådgiver på sundhedsområdet, Primetime, fhv. MF og regionsrådsmedlem (V), Region Hovedstaden
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2008)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024