Profile
Log ind
WAYF login
Log på med SSOGlemt adgangskode?
Bliv abonnent
Debat

KL og Danske Ældreråd: De ældre har brug for nærhed – ikke centralisering

Det vil være fatalt at flytte ældreplejen og det nære sundhedsvæsen væk fra kommunerne og ind i store regionale megaorganisationer, skriver Christina Krzyrosiak Hansen og Inger Møller Nielsen.

Historien har gang på gang vist, at centralisering af økonomi og politiske beslutninger fører til, at borgernes tilbud også bliver centraliserede,&nbsp;skriver&nbsp;Christina Krzyrosiak Hansen og Inger Møller Nielsen.<br>
Historien har gang på gang vist, at centralisering af økonomi og politiske beslutninger fører til, at borgernes tilbud også bliver centraliserede, skriver Christina Krzyrosiak Hansen og Inger Møller Nielsen.
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix & Pressefoto/Danske Ældreråd
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hver onsdag mødes John på 73 år og Vivi på 79 år foran Sundhedscenteret. De har startet et cykelhold for seniorer, og alle er velkomne – også på elcykler.

I dag har de fået et nyt medlem, Henning på 74, der har hørt om tilbuddet fra kommunens forebyggelseskonsulent. Dagens tur afsluttes med kaffe og snak.

Det var den kommunale frivillighedskonsulent, der gjorde Ingelise på 75 år bekendt med Røde Kors' Vågetjeneste. Nu sidder hun hos Gerda på 84 år et par aftener om ugen. Ingelises nærvær giver Gerda tryghed, og Ingelise nyder, at hun – selv om hun er oppe i årene – stadig kan være der for andre.

Ovenstående er bare to af mange eksempler på, hvordan ældres sundhed handler om langt mere end diagnoser og sygdom.

Læs også

Alligevel er det som om, at nogle organisationer i debatten om sundhedsreformen har stirret sig blinde på, at den eneste løsning er at centralisere ældreplejen og sundhedsvæsenet i nogle store regionale enheder langt væk fra lokalområderne.

Det vil vi gerne advare stærkt imod.

Centralisering er ikke altid svaret

For det første handler alderdom om langt mere end sygdom. Bare fordi man har en kronisk lidelse eller mærker alderen trykke, betyder det ikke, at man ikke ønsker et socialt og aktivt liv.

Alderdom handler om langt mere end sygdom. 

Christina Krzyrosiak Hansen og Inger Møller Nielsen.
Hhv. formand, KL’s Sundheds- og Ældreudvalg og formand, Danske Ældreråd

Derfor er vi også dybt bekymrede for konsekvenserne, hvis hjemmeplejen og plejehjemmene bliver lagt ind i regionale organisationer, hvor sygehustænkningen er dominerende.

For så vil de ældre i langt højere grad bare blive set som patienter, og der vil være langt mindre fokus på, hvad der skal til for at give dem en god og tryg hverdag med frihed til at leve livet.

Det er i øvrigt også en tænkning, der harmonerer utrolig dårligt med den netop indgåede brede aftale om en ældrereform.

Den handler modsat om plads til lokale løsninger, selvbestemmelse hos de ældre, tillid til medarbejdernes faglighed og tæt samspil med lokalsamfundet.

Værdier der er utrolig vigtige for fremtidens ældrepleje, og som det vil være en katastrofe at smide ud med badevandet, fordi man stirrer sig blind på centralisering som svaret på alle udfordringer i sundhedsvæsenet.

Regionale megaorganisationer ødelægger nærheden

For det andet er nærhed i både ældrepleje og sundhedstilbud helt afgørende for rigtig mange ældre. Skal man til at bevæge sig 10, 20 eller 40 kilometer for at komme til genoptræning, sundhedstjek eller bankoaften, så er der ældre, som aldrig kommer derhen.

Derfor vil det være fatalt at flytte ældreplejen og det nære sundhedsvæsen væk fra kommunerne og ind i store regionale megaorganisationer. For historien har gang på gang vist, at centralisering af økonomi og politiske beslutninger fører til, at borgernes tilbud også bliver centraliserede.

Læs også

For når mindre lokale tilbud pludselig skal kæmpe med store og højtspecialiserede sygehuse om ressourcerne, er det ikke svært at forestille sig, hvad der først spares væk.

For det tredje er det en enorm demokratisk styrke, at ældre og pårørende har kort afstand til dem, der træffer beslutningerne om deres hverdag. Det er godt for de ældre, når ældreplejen er en integreret del af lokalsamfundet, og når vejen til dialog er kort for dem og deres nærmeste.

Flytter beslutningstagerne 100 kilometer væk til et fjernt regionalt kontor, vil det i vores øjne være en kæmpe demokratisk svækkelse for borgerne, ligesom det vil gøre det langt sværere at sammen finde de gode lokale løsninger til gavn for de ældre.

Bevar det nære sundhedsvæsen

Det betyder ikke, at vi skyder alt fra Sundhedsstrukturkommissionen ned.

Tværtimod bakker vi grundlæggende op om kommissionens tværgående anbefalinger. Og vi er enige i, at klare og stærke nationale kvalitetskrav på mange områder er vigtige for, at vi lokalt kan udvikle et stærkt og nært sundhedsvæsen med større lighed for borgerne.

Brug ikke sundhedsreformen til at lave en historisk centralisering af de ældres kernevelfærd.

Christina Krzyrosiak Hansen og Inger Møller Nielsen.
Hhv. formand, KL’s Sundheds- og Ældreudvalg og formand, Danske Ældreråd

Men vi er alvorligt bekymrede for konsekvenserne for de ældre, hvis ældreplejen ikke længere skal være lokalt forankret hos kommunerne og udvikles i tæt samspil med borgere og civilsamfund, og hvis det nære sundhedsvæsen – eksempelvis den kommunale sygepleje og forebyggelsesområdet – bliver adskilt fra den lokale indsats og ældrepleje.

Derfor er vores opfordring til regeringen og Christiansborg klar:

Brug ikke sundhedsreformen til at lave en historisk centralisering af de ældres kernevelfærd. Styrk i stedet de nære og lokale sundhedstilbud tæt på hverdagen.

For det er dét, der for alvor gør en forskel for landets ældre. Mennesker som John, Vivi, Henning, Gerda og Ingelise.

Det er dét, der giver dem et bedre liv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christina Krzyrosiak Hansen

Borgmester (S), Holbæk Kommune
ba.soc. (Københavns Uni.)

Inger Møller Nielsen

Formand, Danske Ældreråd

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024