Poul Madsen efter rokade: Regeringen er stendød – og den ved det godt selv

Den næststørste overraskelse er, at så få ministre blev skiftet ud, og det understøtter kun undergangsstemningen, også internt i regeringen.

Det er en gåde for mig, at Venstre fortsætter med hr. usynlighed et og to, Jacob Jensen og Thomas Danielsen som ministre. Hvorfor ikke benytte chancen til at få frisk blod ind?

For Mette Frederiksen er det tydeligvis vigtigere at skabe et fundament at stå på i en valgkamp, end at regeringen står sammen.

Mette Frederiksens pensionsbombe, som den er blevet kaldt, er i virkeligheden konsekvensen af det katastrofale valg til Europa-Parlamentet, hvor SF overhalede Socialdemokratiet.

Mette Frederiksen mødte nederlaget med, at nu ville man bruge sommeren på at analysere. Den analyse har ganske tydeligt ført til en erkendelse i Socialdemokratiet af, at hvis man ikke løsriver sig fra det dybt upopulære regeringsprojekt med den tidligere hovedfjende, Venstre, og den tidligere hovedmodstander, Lars Løkke Rasmussen (M), så kan man ikke vinde de tusindvis af tabte socialdemokratiske vælgere tilbage.

Mette Frederiksen viste med sin pensionsbombe, at hun i det politiske spil er alle andre overlegen.

Poul Madsen
Kommentator

De vil forblive sure og frustrerede og vil fortrække SF, hvilket formentlig vil gøre næste års kommunal- og regionsvalg til et socialdemokratisk blodbad med bunker af tabte borgmesterposter i tidligere urørlige socialdemokratiske højborge. 

Det er derfor, Mette Frederiksen trak en ny 'Arne' op af hatten – en lempelse af pensionsalderen.

Den automatiske forhøjelse af pensionsalderen har i årevis været upopulær, men også urørlig.

Det var dansk politiks hellige gral, lige indtil Mette Frederiksen var så presset, at hun var nødt til at åbne sarkofagen i et desperat og også yderst frækt overraskelsesangreb for at redde sig selv og sit parti.

Det kostede midterregeringen livet som et langsigtet projekt. Men det var vel også efterhånden åbenbart for enhver, at stumperne ikke stod til at redde.

Mette Frederiksen kaldte selv regeringen for 'en mærkelig regering' onsdag 28. august. Det er to ud af tre danskere lige nu enige med hende i.

Ifølge meningsmålingerne vil de ikke stemme på regeringen.

Mette Frederiksen viste med sin penisonsbombe, at hun i det politiske spil er alle andre overlegen. Selv Løkke stod afklædt tilbage. Det var Pearl Harbour i en dansk, politisk miniudgave. Alle blev taget på sengen – og i modsætning til japanerne i 1941 – kan Mette Frederiksen sagtens ende med at vinde.

Det afgørende er nemlig, at selvom Lars Løkke Rasmussen, Troels Lund Poulsen (V) og de andre, der var med til at indgå den såkaldte Velfærdsreform i 2006, tydeligvis er forbitrede over Mette Frederiksens soloridt, så er der ingen af dem, der tør afvise at nedsætte pensionsalderen.

Det ville ganske enkelt være politisk selvmord, fordi der nu for alvor kommer fokus på det faktum, at mange unge mennesker kommer til at arbejde, til de er langt op i 70'erne, hvilket en bred del af befolkningen synes er uretfærdigt. 

Det kan godt være, at levealderen hele tiden bliver højere. Men en person, der i dag er i trediverne, bliver ikke automatisk syv år ældre end en, der i dag er 67. Og hende, der er 67, kan gå på pension nu, mens hende, der i dag er i trediverne, skal vente til hun er 74.

Lars Løkke Rasmussen har næsten desperat forsøgt at få den nye pensionsalder afklaret nu, og Troels Lund Poulsen har forsøgt at drukne spørgsmålet i endnu en kommission. Men ingen af delene hoppede Mette Frederiksen på.

Under regeringstoppens fælles pressemøde i Spejlsalen onsdag 28. august kunne de tre partiledere akkurat blive enige om at "opdatere talmaterialet".

Mest forhippet på at sænke pensionsalderen er SF.

Poul Madsen
Kommentator

Mette Frederiksen kører efter nøjagtig samme skabelon som med Arne-pensionen.

Det er blevet kaldt Martin Rossen-doktrinen og går i al sin enkelthed ud på at være så tilpas uklar, om hvad der skal ske, længst muligt for under en valgkamp at kunne bruge det som en socialdemokratisk trædesten til succes ved at afgive et klart løfte.

Forudsætningen er naturligvis, at løftet om at sætte pensionsalderen ned bliver indfriet efter næste valg, som det skete med Arne-pensionen og som gav Socialdemokratiet 27 procent ved det seneste valg. Men det bliver ikke svært at gentage succesen.

De nuværende regeringspartnere vil sandsynligvis ikke være med, men det vil venstrefløjen gerne, og flere af de borgerlige tør formentlig heller ikke sige nej. Mest forhippet på at sænke pensionsalderen er SF, der nærmest stakåndet har heppet på de seneste dage.

Det bærer bare yderligere til, hvor genialt Mette Frederiksens Pearl Harbour-overraskelsesangreb kan vise sig at være, fordi det efter alt at dømme også sætter en prop i Socialdemokratiets styrtblødning af vælgere til SF. Vælgerne vil jo tænke: De vil det samme.

Så indledningen på det nye folketingsår har vist os, at regeringen er stendød, og at de godt selv ved det.