Afghanistan-veteran til Lars Findsen: Tab af civile liv kan aldrig tolkes som en sejr – det er en tragedie

Men nu, når jeg ser tilbage, må jeg erkende, at de ofre, vi bragte – og ikke mindst de liv, vi tog – ikke førte til varige resultater. Taliban er tilbage ved magten, og Afghanistan står, om ikke værre, så i hvert fald ikke bedre end før. Det var ikke den fremtid, vi kæmpede for.

Dyrekøbt erfaring

Jeg har bevidst ikke set DR's dokumentarserie 'Velkommen til frontlinjen', fordi det kommer for tæt på. Det river op i gamle sår, som aldrig rigtig er helet. 

Efter at have læst meget om serien, og være blevet kontronteret med spørgsmål fra venner og bekendte, som har set den, er det min fornemmelse, at man dér udstiller fiasko og kaos som den ydre ramme – helt uden at tage stilling til den fundamentale moralske fiasko, der ligger bag.

At hævde, at ingen soldater faldt forgæves, er en farlig påstand.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

Det handler ikke blot om tabt kontrol eller sammenbrud, men om et dybere svigt – et svigt af de mennesker, vi lovede at hjælpe, og af de værdier, vi påstod at kæmpe for.

Når man beskriver Forsvarets opnåede erfaringer som en gevinst, må vi huske, at denne "gevinst" er opnået gennem krig, og den kan ikke anskues som en simpel sejr for militær effektivitet.

Erfaringen er betalt for med liv – ikke kun danske soldaters, men især de tusindvis af afghanske civile, der døde i konfliktens kaos. Det kan ikke og må ikke reduceres til et spørgsmål om, at vi nu er bedre rustet til fremtidige krige.

Hver gang en bombe ramte en landsby, hver gang et barn blev fanget i krydsild, står vi over for spørgsmålet: Var det dét værd? Er erfaringer, der opnås på bekostning af menneskeliv, virkelig noget, vi bør prise?

Skrivebordskriger

Når Findsen taler om alliancer, international anerkendelse og strategisk positionering i Nato, er det klart, at Danmarks engagement i internationale missioner har haft en betydning for vores placering på den globale scene. Men det, han undgår at nævne, er, hvad vi har mistet på det menneskelige plan.

Vi kan ikke blot feje de civile tab under gulvtæppet og tale om styrkede bånd til USA og Storbritannien, som om det var hele historien. For hver gevinst, han nævner, kan vi tælle døde børn, ødelagte familier og liv, der aldrig blev givet en chance for at blomstre. Det er en moral, jeg ikke kan acceptere.

Vi fejler, når vi reducerer menneskeliv til erfaringer eller politiske gevinster.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

Som Kant sagde: "Handl således, at du altid behandler menneskeheden, både i din egen person og i enhver anden, aldrig kun som et middel, men altid samtidig som et mål i sig selv". Det er her, vi fejler, når vi reducerer menneskeliv til erfaringer eller politiske gevinster.

Hans perspektiv er tydeligt embedsmandens; nøgtern, fjern, på papiret. Hans analyse handler om strategi og positionering på verdensscenen. Men når du har været på jorden – når du er blevet skudt på og har skudt igen – er oplevelsen noget helt andet.

Det er ikke længere et spørgsmål om politisk taktik, men om liv og død, moral og konsekvenser. På frontlinjen handler det ikke om allianceånd eller udenrigspolitisk gevinst, men om det menneskelige ansvar, vi bærer med os hjem.

Vi oplevede krigens kaos i øjeblikket, og vi står tilbage med ar på sjælen, fordi vi ved, hvad det krævede af os at handle i det kaos. Den virkelighed er langt fra den, Findsen beskriver fra sit skrivebord.

Tragedie forklædt som sejr

Forsvaret har uden tvivl opnået erfaring i Afghanistan, men det skete på en grundlæggende amoralsk præmis: Vi var der for at opbygge noget, der ikke holdt, og vi forlod landet uden at kunne sikre de fremskridt, vi kæmpede for.

Hvis erfaringen er det eneste, vi står tilbage med, er det ikke en sejr – det er en tragedie. For de erfaringer kunne og burde være opnået gennem andet end tusindvis af døde og et samfund, der blev kastet tilbage i hænderne på Taliban.

Hvis erfaringen er det eneste, vi står tilbage med, er det ikke en sejr – det er en tragedie.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

Men hvad er de erfaringer overhovedet værd, når vi ser fremad mod den trussel, vi nu står overfor?

Fremtidens konflikt handler ikke om Taliban eller andre oprørsgrupper. Det handler om Rusland og stormagtskonfrontationer, der udspiller sig med langt mere komplekse militære midler og strategier.

Erfaringerne fra asymmetrisk krigsførelse i Afghanistan – en guerillakrig mod en oprørsbevægelse – klæder os ikke på til at håndtere en potentiel konfrontation med Rusland. Der er tale om to vidt forskellige typer krig, hvor den ene ikke nødvendigvis forbereder os til den anden.

Så selv hvis vi skulle acceptere Findsens argument om, at erfaringerne er værdifulde, kan vi ikke undgå spørgsmålet: Er de relevante? Kan erfaringerne fra Afghanistan overhovedet hjælpe os i en fremtid, hvor krigen vil udspille sig på en helt anden arena?

Taliban står styrket tilbage

At hævde, at ingen soldater faldt forgæves, er en farlig påstand. Jeg vil ikke anfægte respekten for dem, der ofrede deres liv – jeg har selv mistet venner og kolleger, og deres død vil altid veje tungt i mit hjerte. Men det er farligt at sige, at ingen faldt forgæves, når vi ser, hvordan Afghanistan ser ud i dag.

For det er netop de civile afghanere, der sidder tilbage som ofre i en konflikt, vi startede, men ikke fuldførte. De levede i konstant frygt og vold i over 20 år, og nu er de tilbage, hvor de begyndte, med et fundamentalistisk styre, der straffer dem for de fremskridt, de troede, de havde opnået. 

Forsvaret har uden tvivl opnået erfaring i Afghanistan, men det skete på en grundlæggende amoralsk præmis.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

Taliban står i dag ikke blot tilbage som sejrherre over Nato, men også styrket på flere måder. Da de afghanske sikkerhedsstyrker kollapsede næsten øjeblikkeligt efter vores tilbagetrækning, fik Taliban adgang til enorme mængder af vestligt militærudstyr, herunder våben, køretøjer og avanceret teknologi, som vi havde doneret i håbet om at skabe en stabil sikkerhedssituation.

I stedet er det nu Taliban, der har overtaget disse ressourcer og står stærkere end nogensinde før – ikke kun som en politisk og militær magt i Afghanistan, men også som en styrke udstyret med moderne vestlig teknologi, som de kan bruge til at konsolidere deres magt. At ignorere den smerte og de tab, de har oplevet, er at lukke øjnene for en stor del af krigens virkelighed.

Det, jeg savner i Findsens analyse, er en reel forståelse af de menneskelige omkostninger. Når vi taler om krig, kan vi ikke blot fokusere på militær effektivitet eller udenrigspolitiske sejre. Krig handler om mennesker, og når vi måler krigens succes eller fiasko, skal vi ikke kun se på, hvad vi har opnået militært, men også på, hvad vi har mistet.

Hvis Forsvaret har opnået erfaring, så lad os bruge den til at undgå fremtidige katastrofer, hvor vi mister både soldater og civile uden at kunne sikre en bedre fremtid for dem, vi forsøger at hjælpe. Men lad os aldrig glemme, at den erfaring er bygget på en grund af uskyldigt blod.

Det er en arv, vi må bære med tunge hjerter – ikke noget, vi kan bruge til at fejre vores evne til at kæmpe bedre krige.