Tidligere fagboss: Akademikerne er gået solo. Det er ikke det store tab for de lavtlønnede

Når parterne på det private arbejdsmarked i dag aftaler lønstigninger til alle med samme beløb i kroner og øre, så har resultatet dog lidt solidarisk lønpolitik i sig.

Når den offentlige sektor aftaler lønstigninger til alle med samme procentvise stigning, så har resultatet ikke et gran af solidarisk lønpolitik i sig. Tværtimod hælder procentvise lønstigninger beton i lønforskellene mellem højtlønnede og lavtlønnede og mellem typiske mandefag og typiske kvindefag.

Samme effekt har den særlige reguleringsordning, der skal sikre, at de privatansattes lønseddel ikke løber for langt fra de offentligt ansattes.

I den faglige verden bruger vi mindst to former for solidaritet. Den forhandlede solidaritet og den betingelsesløse solidaritet. 

Kernen i den forhandlede solidaritet er noget for noget. Skal vi hjælpe jer, skal I hjælpe os i samme omfang. Solidaritet krone til krone.

Den form for solidaritet er der i sig selv ikke noget galt i.

I formandskontoret i FOA og siden har jeg adskillige gange overvejet, om de øvrige faggrupper ikke ville stå stærkere uden at have akademikerne med om bord.  

Dennis Kristensen

Det var den forhandlede solidaritet, der lagde fundamentet for Solidaritetspagten ved de offentligt ansattes dramatiske overenskomstforhandlinger i 2018.

Problemet er i stedet, hvis den betingelsesløse solidaritet ikke også eksisterer. Hvis støtte til andre i enhver situation kræver noget for noget. Hvis en håndsrækning ikke kan gives alene, fordi der er hårdt brug for den.

Akademikernes forhandlere får knopper, når de præsenteres for forslag om lønløft for lavtlønnede og for kvindefag. Og knopperne har endda været så store, så vi ved en overenskomstfornyelse helt måtte opgive at blive enige om fælles krav, vi kunne lægge på arbejdsgivernes bord.

I formandskontoret i FOA og siden har jeg adskillige gange overvejet, om de øvrige faggrupper ikke ville stå stærkere uden at have akademikerne med om bord.

Alt for ofte har det været tydeligt, at akademikerne først og fremmest har løst billet for at kontrollere forhandlingerne – ikke mindst gennem et omfattende lobbyarbejde – og forhindre, at afstanden fra bund til top på lønstigen bliver mindre.

Derfor vil tabet for de øvrige være begrænset, når Akademikerne går fra borde.

Min tiltro til den akademiske hovedorganisations solidaritet med andre knækkede i øvrigt endegyldigt, da Socialdemokratiet spillede Arne-pensionen på banen.

Akademikernes reaktion var rystende:

“Jeg er ikke blind for, at der er forskel på brancherne, men som velfærdsstat har vi nogle solidariske, fælles løsninger - herunder pension - som vi har lige adgang til. Piller man ved det, frygter jeg, at det kan få betydning for opbakningen til velfærdsstaten. I dag bliver de skævheder, der eksisterer, afregnet over skatten. Og dem med de lange uddannelser er oftest dem med højere lønninger, som derfor også betaler topskat. Så ad den vej har vi gjort regnestykket op. Vi bærer vores del af den økonomiske byrde,” sagde den forhenværende formand for Akademikerne. 

Akademikernes løn har været høj nok til at skulle betale topskat, og dermed har de i den daværende formands øjne gjort deres for solidariteten. Gjort noget for noget.

Det er den tænkning, de øvrige faggrupper er oppe mod, når de med akademikerne ombord har sat solidariske løsninger til debat.

Til Djøfs ros hører det med til billedet, at Djøf støttede Arne-pensionen, fordi de godt kunne se, at lavtlønnede kan have nogle behov, som jurister og økonomer ikke har.