Debat

HK Privat til regeringen: Lav en national handlingsplan mod arbejdsrelateret stress

Regeringen har givet skattelettelser og pumpet investeringer ind i erhvervslivet for at skabe mere vækst og velstand. Imens er dem, der skal drive væksten, nemlig lønmodtagerne, under hårdt pres. Der er brug for et mere seriøst politisk fokus på stress og arbejdsstyrkens trivsel, skriver Kim Jung Olsen.

Det undrer mig, at der fra politisk hold ikke er et mere seriøst fokus på arbejdsstyrkens trivsel, skriver Kim Jung Olsen.
Det undrer mig, at der fra politisk hold ikke er et mere seriøst fokus på arbejdsstyrkens trivsel, skriver Kim Jung Olsen.Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Kim Jung Olsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når den politiske sæson i denne uge skydes i gang med sommergruppemøder, er der meget at være i sommerhumør over. Det går godt i Danmark. Arbejdsmarkedet er stærkt, beskæftigelsen tårnhøj, de offentlige finanser bundsolide.

Op til sommerferien indfandt det gode sommerhumør sig i den grad også hos regeringen, som sammen med en række aftalepartier landede aftaler om skattelettelser til erhvervslivet for samlet set 2,6 milliarder kroner.

For Socialdemokratiet kan det ikke være helt nemt at gå imod tidligere principper og uddele den slags til nogle at landets bedst stillede, men ifølge erhvervsminister Morten Bødskov (S) må vi forstå, at verden har forandret sig. Vi er nødt til at give skattelettelser til erhvervslivet for at tiltrække investeringer i danske arbejdspladser, der kan skabe vækst og velstand.

Læs også

Det er klart, at erhvervslivet bør have de bedste forudsætninger, og løftet om mere vækst, velfærd og arbejdspladser lyder da rigtig godt – ikke mindst for de 65.000 HK’ere jeg repræsenterer, som hver dag går på arbejde i netop det private erhvervsliv.

Men efter så store politiske saltvandsindsprøjtninger i erhvervslivet er det nu på tide at rette blikket mod de mange mennesker, der går på arbejde og driver væksten her i ladet. Vi bør også investere i, at de kan holde til at blive ved.

Bekæmpelse af stress som arbejdsudbudsreform
Vor tids største udfordring i forhold til at skabe vækst er manglen på arbejdskraft. Derfor undrer det mig, at der fra politisk hold ikke er et mere seriøst fokus på arbejdsstyrkens trivsel, og at der ikke bliver tænkt større tanker om, hvordan også den kan få de bedste forudsætninger for at bidrage til væksten.

Stress håndteres alt for vilkårligt fra arbejdsplads til arbejdsplads i dag, og det kan have store omkostninger.

Kim Jung Olsen
Formand, HK Privat

Et konkret forslag til, hvordan vi kan investere nogle alle de mange milliarder, som tilsyneladende bliver ved med at dukke op i det økonomiske råderum, er forebyggelse af arbejdsrelateret stress.

Alt for mange rammes, og tallene taler for sig selv. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd koster arbejdsrelateret stress hvert år 55 milliarder kroner i tabt velstand, ligesom det sænker arbejdsudbuddet med 55.600 fuldtidsbeskæftigede.

Vi bliver nok aldrig stress helt kvit, men kunne vi som samfund reducere arbejdsrelateret stress med 20 procent, ville det årligt forbedre de offentlige finanser med 1,5 milliarder kroner, øge velstanden med næsten 11 milliarder kroner og hæve det effektive arbejdsudbud med over 11.000 fuldtidsbeskæftigede. Dermed er bekæmpelse af arbejdsrelateret stress en vigtig arbejdsudbudsreform, som vi mangler at diskutere.

Lav en samlet national handlingsplan
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har set ovenstående tal, hvilket i foråret fik hende til endelig at bedyre, at ”stress er blevet et samfundsanliggende”. Sidste år indgik regeringen og en række aftale partier en fireårig arbejdsmiljøaftale, som af selvsamme minister blev kaldt ’historisk’.

Læs også

Aftalen havde mange vigtige elementer, men kun 16 millioner ud af 1,3 milliarder blev afsat til en styrket indsats mod arbejdsrelateret stress. Vi ved nok alle sammen, at det ikke kommer til at gøre noget afgørende ved den samfundsudfordring, som arbejdsrelateret stress i dag udgør.

Der er brug for en samlet national handlingsplan mod arbejdsrelateret stress. Problemet håndteres alt for vilkårligt fra arbejdsplads til arbejdsplads i dag, og det kan have store omkostninger for både den enkelte, der rammes, og ikke mindst den enkelte arbejdsplads.

Konkret så vi i HK gerne, at der var krav til ledere om at blive uddannet i psykisk arbejdsmiljø og krav til alle arbejdspladser om at have en stresspolitik. Derudover bør stress anerkendes som en sygdom.

Det er blot nogle af de forslag, som vi i HK gerne vil diskutere. For én ting er sikkert: Politikere, arbejdsgivere, fagbevægelsen og praktikere skal i gang med at diskutere konkrete løsninger – nu. Vil vi have en bæredygtig fremtid med fortsat vækst og velstand, er vi nødt til også at kigge på arbejdsstyrkens tilstand. At få nedbragt arbejdsrelateret stress kan forbedre liv, gavne virksomhedernes bundlinje, og styrke statskassen. Der er ingen grund til at vente længere.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Jung Olsen

Formand, HK Privat
litografisk trykker (Den Grafiske Højskole/DJMX), ledelse og økonomi, diplom i organisationsledelse

Ane Halsboe-Jørgensen

Beskæftigelsesminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024