Liberalistisk løndannelse i det offentlige skaber dårlige kopier af den private sektor

Højere løn er en forudsætning for at forsøge at skaffe og fastholde medarbejdere. Men forsøget falder på gulvet, hvis vilkårene for at gøre en forskel for borgere og brugere ikke er til stede.

De offentligt ansatte er i høj grad indstillet på kollektive lønløsninger fremfor individuelle.

Sidste års trepartsaftale om det ekstraordinære lønløft var rigtig og fornuftig. Men den løser ikke på sigt de grundlæggende problemstillinger i den offentlige sektor om ligeløn, lavtløn og efterspørgsel på bestemte faggrupper.

Alligevel ramte De Økonomiske Råd – vismændene – ved siden af skiven i efteråret, da de pegede på mere individuel belønning, der skal afspejle den enkelte ansattes såkaldte værdiskabelse.

Markedskræfter i en politisk styret økonomi er en selvmodsigelse.

Dennis Kristensen
Fhv. forbundsformand, FOA

Ved siden af skiven, fordi en stor del af de ansatte arbejder teambaseret med gensidig afhængighed. Og fordi begrebet "værdiskabelse" inden for velfærd og service vil forudsætte opbygning af endnu et Djøf-monster i den offentlige sektor til at måle, veje og tælle værdien af fællesskabets indsats for børn, elever, syge, ældre, handicappede og de mange andre fællesskabsinstitutioner – og til at udarbejde endeløse manualer for anvendelsen af resultaterne på den enkelte ansattes indsats:

"Regeringen har desuden stillet forslag til en mere lokal løndannelse i den offentlige sektor. Mere lokal løndannelse kan, sammenlignet med et lønsystem, hvor lønnen for den enkelte næsten udelukkende fastlægges ud fra anciennitet og erfaring, bidrage til, at den enkeltes løn i højere grad kommer til at afspejle dennes værdiskabelse. Tiltag af denne karakter må ventes at øge sandsynligheden for, at relevante medarbejdere kan fastholdes og rekrutteres," skrev De Økonomiske Råd.

Det er den tankegang, overvismanden nu folder ud som en idé, og som i min tolkning handler om at slippe markedskræfterne fri i lønfastsættelsen i den offentlige sektor.

Her går overvismanden til gengæld galt i byen.

Markedskræfter i en politisk styret økonomi er en selvmodsigelse, som kun kan føres ud i livet som dårlige kopier af den private sektor på samme måde som de seneste årtiers forsøg på at skabe konkurrence mellem og mod fællesskabsinstitutioner.

Eksempelvis den offentligt drevne ældrepleje, der har skabt et kunstigt marked, der reelt fungerer som erhvervsstøtte til de private virksomheder på området.

Frie markedskræfter kan i sagens natur ikke folde sig ud i en sektor, der politisk styres gennem udbud af skatteyderbetalte ydelser til gavn for den enkelte. I modsætning til en sektor, der styres gennem efterspørgsel og profit.

I et demokrati skal fællesskabets indsats i mine øjne være politisk defineret og styret – og ikke efterspørgsels- og profitstyret.

De lokale lønforhandlinger kan rette op på manglende honorering af særligt ansvar eller specialiserede arbejdsfunktioner, hvor det er arbejdsindholdet, der honorerer.

Men i praksis har de kommunale og regionale arbejdsgivere i høj grad brugt systemet til at omfordele lønkroner til eksperter, akademikere og ledere.

I et demokrati skal fællesskabets indsats i mine øjne være politisk defineret og styret.

Dennis Kristensen
Fhv. forbundsformand, FOA

Eksempelvis har FOA Vest beregnet, at Varde Kommune bruger "to en halv gange så mange lokallønskroner på kommunens 21 topchefer, som de bruger på 241 social- og sundhedshjælpere. Og når nu vi taler om social- og sundhedshjælperne – dem, der blandt andet sikrer Hr. Nielsen en værdig alderdom – så er der faktisk kun to kommuner i hele Danmark, hvor de får lavere lokalløn end i Varde Kommune," skriver de.

I 2018 konstaterede FOA, da staten ville have 25 procent af lønkronerne aftalt direkte mellem den ansatte og lederen:

"De store basisgrupper, der grundlæggende har identiske arbejdsfunktioner og -opgaver, har ganske enkelt tabt kapløbet om Ny løn. Og det er ikke småpenge, det drejer sig om for FOA. FOA's medlemsgrupper har samlet et "underskud" i kommunerne på 9.270.304.886 kr. I regionerne har vi et "underskud" på 533.509.204 kr. Tilsammen betyder det, at vi har fået næsten 10 milliarder kr. For lidt ud af de lokale lønforhandlinger. Det kan også udtrykkes på den måde, at vi i øjeblikket taber godt 60 millioner kroner om måneden i kommunerne og en million kroner om måneden i regionerne."

Tydeligere kan den manglende sammenhæng mellem personalemangel og lønniveau vel næppe illustreres.

Jeg er bange for, at ønsket om at få langt mere af lønnen fastlagt lokalt – og for de mest rabiate tilhængere, fastlagt alene af de offentlige arbejdsgivere – drives af to motiver.

Dels at kunne omfordele en del af lønnen til de faggrupper beslutningstagerne er mest optaget af og dels i liberalismens ånd at prøve at erstatte den kollektive tænkning og public service-motivationen hos de offentligt ansatte med individuel stræben og jagt på egeninteresse.

Den sidstnævnte kulturforandring vil fællesskabsstyret velfærd og offentlig service ikke kunne overleve.