Regeringen bruger usædvanlig forligsfinte med lovforslag om højere dagpenge
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har nu fremsat et lovforslag om at hæve dagpengene med op til 3.649 kroner, selv om Venstre og Konservative blokerer for ændringen. En "speget" måde at opsige et forlig på inden et valg, siger eksperter, der peger på, at en borgerlig regering vil få svært ved at rulle forslaget tilbage.
Rikke Brøndum
Journalist og redaktørRegeringen bringer med sit seneste lovforslag om dagpenge nogle utraditionelle spilleregler på banen, når det gælder politiske forlig på Christiansborg.
Sådan lyder det fra Helene Helboe Pedersen, professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, efter beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har fremsat et lovforslag om at hæve dagpengene med op til 3.649 kroner om måneden og betale for det ved at sænke en dimittendsatsen for de unge nyuddannede.
Forslaget stammer fra reformaftalen ”Danmark kan mere I” i januar, men er omfattet af dagpengeforliget med Venstre og Konservative, der er imod at sætte satsen op. Alligevel er forslaget nu fremsat og bemyndiger beskæftigelsesministeren til at sætte det i kraft efter et valg.