Senioranalytiker: Fremtidige pensionister har udsigt til færre år på folkepension, så systemet har brug for et eftersyn

Socialdemokratiets tanker om at genforhandle velfærdsaftalen fra 2006, der fastsætter pensionsalderen, har mødt kritik. Men i virkeligheden er det uansvarligt ikke at give aftalen et eftersyn, skriver Gustav Elias Dahl.

Gustav Elias Dahl

Senioranalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Erhvervsorganisationerne Dansk Industri og Dansk Erhverv var hurtige til at tage afstand, da Socialdemokratiet foreslog at tage aftalen om den stigende pensionsalder op til revision.

"Virkelig bekymrende og dybt uansvarligt," lød det.

På den lange bane er de offentlige finanser overholdbare med 41 milliarder kroner – blandt andet som følge af velfærdsaftalen fra 2006, hvor det blev aftalt, at pensionsalderen skulle stige i takt med, at vi lever længere.

Erhvervsorganisationernes bekymring går på, at en mildere stigning i pensionsalderen vil reducere overholdbarheden.

Men i virkeligheden kan man tale om, at det er mere uansvarligt ikke at give aftalen et eftersyn.

Mulighed for øget fritid i fremtiden

Lad os starte med et tankeeksperiment: Forestil dig, at man aftalte at hæve pensionsalderen til 100 år i 2050.

I disse år tales der ofte om, at arbejdstiden muligvis falder i fremtiden.
Gustav Elias Dahl
Senioranalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Regner man det ind i de offentlige finanser, vil det med et trylleslag give en meget stor overholdbarhed på de offentlige finanser, som til gengæld vil give økonomisk albuerum til alverdens økonomiske prioriteringer for fremtiden.

Men ville det være ansvarligt at bygge vores økonomiske politik op omkring den forudsætning?

Svaret er selvfølgelig nej, fordi en så høj pensionsalder er åbenlyst urealistisk.

Et andet spørgsmål er, hvad der er rimeligt at forvente af fremtidige generationer?

Det centrale princip, når Finansministeriet fremskriver de offentlige finanser og opgør holdbarheden er, at samfundsmodellen holdes uændret.

I disse år tales der for eksempel ofte om, at arbejdstiden muligvis falder i fremtiden.

Det er ganske vist ikke en tendens, vi kan se i tallene, men muligheden for, at danskerne vil veksle noget af velstandsfremgangen til øget fritid, kan ikke udelukkes.

Fremtidige generationer skal fortsat arbejde

Alligevel antager Finansministeriet, at den ugentlige arbejdstid er uændret for fremtidige generationer.

Når de gør det, er det ikke fordi, det nødvendigvis er det mest realistiske scenarie. Antagelsen skyldes et hensyn til rimelighed på tværs af generationer.

Det er med andre ord ikke vores generations opgave at lægge penge til side, så fremtidige generationer kan arbejde mindre.

Læs også

Arbejdsudbuddet har fået det største boost i 13 år. Alligevel frygter erhvervslivet at ende som Titanic

Vores generations opgave er blot at efterlade en samfundsmodel og økonomi, der hænger sammen med den nuværende arbejdstid.

Men hvad med pensionsalderen?

Det er ikke entydigt, hvad man kan og skal forvente af fremtidens seniorer, når de lever væsentligt længere.

Pensionsalderen stiger i takt med, at vi lever længere. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan man beregner den stigende levetid.

I dag udregnes pensionsalderen ud fra restlevetiden for en 60-årig dansker – altså før man når pensionsalderen.

Det betyder, at hvis der i fremtiden er færre, der dør som 61-årige, men først dør som 65-årige, fordi folkesundheden bliver bedre, så regnes det med som en gennemsnitlig stigning i levetiden.

Også selvom de ikke har haft et eneste år på folkepension, og at stigningen i restlevetiden ikke øger udgifterne til folkepensionen.

Når man medregner en yngre befolkningsgruppe i beregningen af restlevetiden, betyder det, at pensionsalderen vil stige hurtigere end stigningen i den tid, danskerne har som folkepensionister.

Den teknikalitet betyder altså, at fremtidige folkepensionister faktisk har udsigt til færre år på folkepension end dem, der går på pension i dag.

Pensionssystem skal være økonomisk og politisk holdbar

Pensionskommissionen kom i 2022 med anbefalinger til en ny model for indeksering af pensionsalderen.

Ikke alle grupper kan fortsætte på arbejdsmarkedet lige længe.
Gustav Elias Dahl
Senioranalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Her foreslog de, at fremtidige generationer skulle bruge samme andel af voksenlivet på arbejdsmarkedet som i dag.

Dermed veksles højere levealder delvist til længere tid på arbejdsmarkedet og delvist til mere tid på pension.

Anbefalingerne giver et fornuftigt bud på en model, der er mere realistisk og rimelig over for kommende generationer, men som samtidig sikrer fortsat overholdbare offentlige finanser.

Man skal imidlertid også holde sig for øje, at ikke alle grupper kan fortsætte på arbejdsmarkedet lige længe.

Vi i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viste for nyligt i en analyse, at knap hver anden akademiker fortsat arbejder et år efter, de fik ret til folkepension, mens det samme kun gælder for hver femte ufaglærte.

Den stigende levealder, som medfører højere pensionsalder, er heller ikke ligeligt fordelt.

De højeste indkomstgrupper har således oplevet en markant større fremgang i levetiden end lavindkomstgrupperne i de seneste årtier.

Derfor kan der fortsat være grupper på arbejdsmarkedet, der får udhulet deres pensionstilværelse, når andre danskere lever længere – også selvom pensionsalderen stiger langsommere

Det bør der også findes en løsning på. Og heldigvis har vi også økonomisk albuerum til det.

I dag er økonomien overholdbar, men forudsætningerne er nok urealistiske.

Kunsten er at indrette et pensionssystem, der både er økonomisk og politisk holdbart. Ansvarlighed og realisme hænger sammen. Derfor giver det mening at give pensionssystemet et eftersyn.

Politik har aldrig været vigtigere