David Trads: Bøllernes magt – Køb Grønland! Pres Færøerne!
KOMMENTAR: USA's og Kinas rå magtudfoldelse i disse måneder understreger vigtigheden af, at Danmark indgår i stærke alliancer som EU og Nato.
David Trads
KommentatorJournalist, forfatter, kommentator, foredragsholder
Sommetider, når vi selv synes, vi er vigtige, selv om vi er små, glemmer vi, hvor bittesmå vi egentligt er:
USA er for eksempel 229 gange større end Danmarks areal; der er 58 gange så mange amerikanere som danskere; deres økonomi er 61 gange så stor som vores.
Kina er for eksempel 6.860 gange større end Færøerne; der er 27.560 gange så mange kinesere som færinger; deres økonomi er 479 gange så stor som færingernes.
Penge er lig med magt, rigtigt mange penge er lig med rigtigt meget magt, og når dem, der er ekstremt meget rigere end dem, der sidder over for, beslutter sig for at spille med musklerne, så er det bare svært at være den lille.
Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected]
Det er præcist det, som skete, da USA's præsident, Donald Trump, meddelte, at han ønskede at købe Grønland fra Danmark – og det var præcist det, som skete, da Kinas ambassadør i København, Feng Tie, truede Bardur á Steig Nielsen, den færøske lagmand, til at købe kinesisk.
Logikken er den samme:
Når det er EU-Kommissionen, der forhandler på vores vegne, så er vi lige så store som de andre. Det er naturligvis vores største chance for at få en rimelig og fair chance i verden.
David Trads
Når du er kæmpestor, så behøver du ikke at gå meget op i de finere nuancer om, hvordan man bør behandle hinanden i henhold til almindelige normer og værdier – for hvis du har lyst, så kan du bare markere, at du kan knuse din modpart så let som ingenting.
Winston Churchill har sagt det bedre end de fleste:
"Hele verdenshistorien kan koges ned til det faktum, at når lande er stærke, så er de ikke altid retfærdige, og når de ønsker at være retfærdige, så er de ikke længere stærke."
Lige nu lever vi i en verden, hvor det er helt åbenlyst, at de to mest magtfulde nationer ledes af bøller, der med stor fornøjelse og uden den mindste grad af skam er parate til at true sig til at få ret. Sådan er det i verdens største økonomi med Donald Trump. Sådan er det i verdens næststørste økonom med Xi Jinping.
Trumps bizarre købsforsøg af Grønland, som i hvert fald på den korte bane blev slået effektivt ned af et stærkt dansk-grønlandsk samarbejde, er bare et af en stribe eksempler på bøllens vilje til at benytte sin magt. Lige inden havde Sverige været udsat for et lignende overfald, da Trump truede svenskerne med bål og brand, hvis ikke en amerikanske rapper, anklaget for vold i Stockholm, blev sluppet løs uden om den traditionelle rettergang.
Kinas voldsomme overgreb mod Færøerne er kun sluppet ud, fordi den færøske lagmand af andre årsager var udstyret med en mikrofon, som ikke var blevet slukket. Derfor kender vi nu ordlyden af den rå magtudfoldelse, som den kinesiske ambassadør brugte over for ham: Køb vores teknologi, eller I bliver knust. Tidligere har vi set, hvordan danske regeringer er blevet truet til at ophæve ytringsfriheden over for kinesiske ledere på besøg.
Når vi, der er små – Danmark og Færøerne – står alene over for dem, der er allerstørst, så er vi rent ud sagt chanceløse. Det er i overført betydning FC Midtjylland mod FC Barcelona eller HB Torshavn mod Manchester City – for trods den statistiske chance for, at den lille slår den store en sjælden gang imellem, så vinder de store altid i det lange løb.
Det er præcist derfor, at det er så vigtigt, at vi – danskerne og færingerne – netop ikke står alene. Det er præcist derfor, at det er så afgørende, at vi indgår i stærke alliancer – Nato og EU. Det er præcist derfor, at især vi, der er små, har så vitalt brug for mere internationalt samarbejde. Det er præcist derfor, at vi bør være offensive i vores søgen efter alliancer.
For når Danmark og Færøerne har den Europæiske Union i ryggen, så de, vi forhandler med, ved, at de ikke bare kan mase os, fordi vi er en del af noget større, så ser magtforholdet pludselig helt anderledes ud:
EU's samlede økonomi er marginalt mindre end USA's og klart større end Kinas; EU's areal er ganske vist sådan cirka halvt så stort som USA's og Kinas; men EU's indbyggertal er klart større end USA's, men dog klart mindre end Kinas.
Med andre ord:
Med EU i ryggen er vi en del af en organisation, der matcher både USA og Kina. Når det er EU-Kommissionen, der forhandler på vores vegne, så er vi lige så store som de andre. Det er naturligvis vores største chance for at få en rimelig og fair chance i verden. Bøllernes rå magtudfoldelse i disse måneder understreger kun den indlysende pointe.
-----
David Trads er journalist, skribent og debattør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, forhenværende udviklingsdirektør, Metro International.