David Trads: Jo, Danmark var en brutal kolonimagt i Grønland

Det er altså nogle gange helt gak-gak at følge visse danske debatter, fordi de sommetider er så bizart prægede af fri fantasi og bekvemmelig virkelighedsfornægtelse:

For få uger siden var der danske, selvsagt hvide danske, politikere og meningsdannere, som i ramme alvor hævdede, at racisme slet ikke findes i Danmark. Det ville være rart, hvis det var rigtigt, men desværre er racisme et åbenlyst og meget veldokumenteret problem.

Lige nu er vi i gang med en anden af klassikerne, nemlig at Danmark – åh, pæne, dejlige, hyggenussende Danmark – naturligvis aldrig har været en brutal kolonimagt. De, der siger, at Danmark koloniserede Grønland og Færøerne, forstår ingenting, lyder det.

En af de refrainsangere, der altid synger om, at Danmark ikke var kolonimagt i Grønland, er historiker Thorkild Kjærgaard. I et indlæg i Berlingske argumenterer han for, at Grønland ikke kan blive en del af et nyt kolonihistorisk museum, da øen aldrig var en koloni. Kjærgaard har fundet en historiebog, skrevet af Frederik Sneedorff, som døde i 1792 (!), hvori datidens historiker definerede de danske stater således:

”Til De danske Stater hører: Kongeriget Danmark med Hertugdømmet Holsteen, Kongeriget Norge tilligemed Island, Grønland og Færøerne, samt Statens Eiendomme i de tre øvrige Verdens Dele: Kysten af Guinea, de vestindiske Øer [og] vore Etablissementer i Ostindien.”

Derfor, konkluderer Kjærgaard, giver det ingen mening at tale om Grønland som koloni! Og, Hans Egede, dansk-norsk præst, som kom til Grønland i 1700-tallet, var ikke kolonisator, men en mand, som grønlændere burde hylde, fordi han reddede dem fra værre skæbne.

Det er indlysende, at mange, formentlig de fleste, grønlændere føler, at Danmark har opført sig som koloniherrer – voldsomt indtil 1953, slemt frem til 1979, fortsat til en vis grad i dag.

David Trads

Hvis ikke den gode Egede var kommet til Grønland, ville grønlændere i dag have talt engelsk, fordi briterne havde snuppet dem, men heldigvis, konstaterer Kjærgaard, sikrede Egede, at Grønland blev ’revet ud af den vesteuropæiske kolonialismes griske fangearme.’

Det er virkelig, virkelig definitionen på hvid privilegieblindhed, der udfoldes her – ja, der er næsten noget Holberg og Erasmus Montanus over det, for, hvis det ikke var så tragisk, var det lige til at dø af grin over denne bekvemmelige cirkelargumentation:

Fordi Danmark selv for 300 år siden besluttede, at vi ikke var en kolonimagt på Grønland, ja, så var vi det naturligvis ikke. Egede var god. Derfor er han god. "En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten!"

Virkeligheden, som den heldigvis også defineres af næsten alle danske historikere – eksempelvis i storværket ’Danmark og kolonierne’, som Gads Forlag udgav i 2017 – er naturligvis, at, jo, Danmark var en brutal kolonimagt, der knægtede lokale skikke:

Hans Egede var en missionær, som ville omvende ’de vilde’, og, ja, med opbakning fra kong Frederik IV, drog han i 1721 til Grønland for at opbygge ’Håbets Koloni.’

Det er – ærligt talt – spild af tid at debattere, hvorvidt Grønland var en koloni. Selvfølgelig var den det: Da Grundloven blev ændret i 1953, blev Grønlands koloniale status ophævet, og fra 1970’erne har Grønland gradvist opnået mere selvstændighed.

I de her uger – tydeligvis opmuntret af den voldsomme debat om at fjerne statuer af gamle slaveejere og koloniherrer i USA – er der stærke kræfter i Grønland, som ønsker at gøre op med kolonitiden. Mange vil have fjernet den imposante Hans Egede-statue i Nuuk.

På Grønlands Nationaldag, som hvert år den 21. juni markerer den oprindelige, nationale identitet, begik en ung mand hærværk mod statuen, som står ved Kolonihavnen (ja, det hedder den!). Overhældte Egede med rød maling og skrev på engelsk ’decolonize’.

Mens Kjærgaard & Co afviser, at der nogensinde har fundet dansk kolonisering sted, og endda har den frækhed at hævde, at grønlænderne bør være taknemmelige for vores handlinger i Kalaallit Nunaat, ja, så foregår der en helt anden debat blandt grønlændere.

Julie Berthelsen, den grønlandske sanger, fortæller eksempelvis til KNR (grønlandsk svar på DR), at hun godt forstår statuedebatten:

”Den statue minder desværre om en tid, som var knap så fin, hvor vi ikke fik lov til at være dem, vi var. Jeg tror, der er mange følelser i det, netop fordi den repræsenterer den tid, hvor der var koloni og undertrykkelse, og ’I er forkerte, I skal være sådan her’.”

Berthelsen ønsker ikke, at statuen skal destrueres, men at den bør komme på museum:

”Jeg synes, at hvis den bliver taget ned, skulle den måske hellere på et museum, hvor historien netop hører til. For historien vil jo altid være der, og den skal være et sted, hvor man kan få lov til at se den, eller høre den og få baggrundshistorien om den.

Aka Hansen, filminstruktør, forklarer også til KNR, at hun synes, statuen skal væk:

”Statuen er et symbol i en større sag. Det endegyldige mål er vel at blive selvstændig…Det, jeg gerne vil gøre op med, det er et opgør mod kolonialisme og undertrykkelse af folk, og det grønlandske folk har været undertrykt i rigtig mange år.”

Det er indlysende, at mange, formentlig de fleste, grønlændere føler, at Danmark har opført sig som koloniherrer – voldsomt indtil 1953, slemt frem til 1979, fortsat til en vis grad i dag. Hvis vi vil opretholde et godt forhold til Grønland, bør vi naturligvis og som et absolut minimum anerkende det indlysende – at vi var kolonimagt. Alt andet er en fornærmelse.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.