Lisbeth Knudsen: Det burde være os, der var fornærmede over tonedøve Trump

Vi har sagt det, lige siden han blev valgt til præsident. Med Trump ved magten i USA har vi fået en helt ny slags udenrigspolitisk normaltilstand.

En tilstand, hvor alt kan ske på et tweet midt om natten. Hvor regeringsledere i andre lande kan blive skældt godt og grundigt ud for åbent tæppe og tildelt øgenavne, eller hvor storpolitiske kriser og handelskrige kan blive udløst på sekunder.

Vi er simpelthen siden Trumps tiltræden blevet mere og mere vant til en præsident, der bruger Twitter som sit redskab til at rose og rise, hvad han har lyst til rundtomkring i verden. Som svinger det digitale spanskrør indenrigspolitisk over politiske modstandere og tidligere venner, og som fører udenrigspolitik via et socialt medie.

Diplomatiet verden over har i hvert fald lært at stå op til at tjekke Trumps seneste udbrud og tjekke igen og igen, indtil de går i seng. Og vi andre har lært at betragte strømmen af tweets som afsendt af en præsident i permanent valgkamp og på jagt efter god og dårlig opmærksomhed. Lige meget hvad – bare opmærksomhed.

Den grønlandske saga fra denne uge overgår dog noget af det meste, vi har set tidligere, og den er helt uden for international kategori i et diplomatisk rum anno 2019. Hvis ikke det i kernen handlede om noget virkelig alvorligt og politisk vigtigt som situationen i Arktis og magtkampen mellem USA, Rusland og Kina i området, så ville de seneste dage blot høre til i den dårlige del af underholdningskategorien. Det startede som en dårlig joke. Så blev det til måbende forundring. Og det endte i en ordkrig.

Grønlands-sagaen er desværre ikke bare en sag om dårlig opførsel, som vi hurtigt kommer videre fra. Kampen om Arktis er både virkelig og vigtig. Trump fik braset døren ind på den forkerte måde til helt afgørende forhandlinger, som vi må have med amerikanerne om deres fremtidige position i Grønland. Og ugens forløb bør vise Danmark, at vi skal have langt mere fokus på vores nye udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske position i det arktiske område.

Ordet absurd er i denne sammenhæng ligefrem at finde i den meget milde ende af skalaen.

Lisbeth Knudsen

Vi må sammen med grønlænderne udstikke en tydeligere retning for, hvordan vi navigerer i det intensiverede stormagtsspil om Arktis, så ingen bliver taget på det forkerte ben.

Når det er sagt, så må det tilføjes, at hvis man ikke i 2019 kan tillade sig at kalde det absurd, at præsidenten for USA sådan lige ud af det blå bekendtgør, at han gerne vil købe et andet lands territorium og overtage dets befolkning, så hører alting op.

Jo, lande er i fortiden blevet handlet på den måde, og Danmark solgte selv for 100 år siden De Vestindiske Øer til USA. Jo, amerikanerne har tidligere tilbudt at køre Grønland. Men hey, det her er 2019. Som statsminister Mette Frederiksen udtrykte det, så lever vi heldigvis ikke længere i kolonitiden, hvor man bare kunne gøre den slags.

Ordet absurd er i den sammenhæng ligefrem at finde i den meget milde ende af skalaen. Det forekommer nemt at kalde ideen bizar eller ligefrem en rigtig dårlig joke.

Ja, faktisk burde vi – hvis ikke det amerikanske venskab og gode handelsrelationer var så vigtige for os af militærstrategiske og økonomiske grunde – være hamrende fornærmede både på egne og på grønlændernes vegne over Trumps udtalelser. Men det er vi trods alt for forsigtige og for lille et land med brug for amerikansk militær beskyttelse til at gøre. I stedet er det nu præsident Trump, der harcelerer over Mette Frederiksens brug af ordet absurd. Han kalder hendes ordvalg ”nasty”, og bruger den anledning til at aflyse besøget i Danmark 2. og 3. september.

De kloge hoveder i Udenrigsministeriet og statsministerens udenrigspolitiske rådgivere har helt sikkert draget den konklusion, at skyder man tilbage på Trump, så tager han et endnu mere slagkraftigt ordvalg i munden og fyrer en kæmpekanon hæmningsløst af den anden vej. Så statsministeren har klogelig afholdt sig fra ordkrig med Trump og har undladt at gentage det med det absurde.

Hvis man nu sådan lige skriver forløbet af denne mærkværdige grønlandske saga ned, så kommer absurditeterne ikke desto mindre tydeligt frem.

Statsbesøg uden invitation. Først inviterer præsident Trump sig selv på besøg i Danmark, da han alligevel skal besøge Polen. Det bliver vi da lige lidt overrasket over og måske endda stolte af – uanset holdninger for eller imod mandens personlige stil. Den slags planlægges normalt halve og hele år frem. Det var ganske vist en lidt uventet gestus. Dronningen får skyndsomst afsendt en formel invitation til statsbesøg og statsmiddag og ledsageprogram til fruen og det hele, så det formelle og protokollen er i orden. Hele menageriet af planlægning af besøget går i gang.

Ejendomshandlen. Så slipper det ud, at Trump ikke bare har lagt besøget i kalenderen for at drøfte Arktis-samarbejde og forsvarsbudget med den nye danske statsminister, men at han internt har leget med tanken om at købe Grønland. Det næste er, at Trump bekræfter ideen om købet. Sådan bare et køb som en helt almindelige ejendomshandel, hedder det sig. Og da Grønland alligevel er en økonomisk byrde for Danmark på mange milliarder kroner om året, så mener Trump, at han nærmest gør os en tjeneste, så vi kan bruge noget mere på forsvaret.

En kurv til Trump. Uden forudgående diskrete diplomatiske undersøgelser eller et opkald til statsminister Frederiksen om, at det emne gerne lige måtte komme på dagsordenen til deres lukkede møde, så bekræfter præsidenten sin ide over for hele verdenspressen på græsplænen foran Det Hvide Hus, og så er fanden jo løs i vore dage, hvor nyheder spredes som lynild på tværs af kontinenter, og statsministeren i forvejen stod med det ene ben ude af døren på vej til Grønland for at hilse på for første gang som statsminister. Statsministeren afviser, at Grønland er til salg, og det samme gør Grønlands regering. Hele det danske politiske landskab stemmer i med opbakning til statsministeren, som kalder tanken absurd og fra en anden tidsalder.

Ordet absurd findes både på dansk og engelsk, men det har ikke nødvendigvis samme betydning. På dansk bruger vi det i betydningen noget surrealistisk – noget, vi ikke i vores vildeste fantasi havde "forestillet" os. På engelsk dækker ordet over noget, der er latterligt eller uden sund fornuft. Så er den diplomatiske krise opstået af den grund? Næppe. Trump er ikke vant til at få en kurv og blive tydeligt sat på plads af et lille land i den sammenhæng. Så nu er præsidenten blevet fornærmet over, at statsministeren brugte ordet absurd og udskyder statsbesøget på ubestemt tid. Stakkels USA's ambassadør i Danmark, Carla Sands, som Trump ikke lige havde informeret om aflysningen, inden hun fik sendt et begejstret tweet ud om statsbesøget.

Bare forretning. Karakteristisk for Trump er det måske, at han bare kigger på bundlinjen og betragter det som en ejendomshandel med et temmelig stort grundareal, selv om den omfatter godt 56.000 mennesker, som faktisk mener det alvorligt, når de taler om grønlandsk selvstændighed. Og nogen tolker endda hans forhandlingstaktik som et tilbud, Danmark ikke ville kunne afslå. Men det gjorde vi så alligevel, og det gjorde grønlænderne også.

Fiaskoen har nu fået præsidenten til at give Frederiksen en reprimande og sige til hende, at sådan taler man ikke til USA, når hun omtaler Trumps absurde forslag. Det er selvfølgelig ikke ham selv, der har dummet sig ved at overse, at det ikke er den mest høflige start på et statsbesøg hos en mangeårig trofast allieret at bekendtgøre for alverden, at man gerne vil købe noget af dets territorium som en simpel ejendomshandel.

Og lige en ørefigen mere om forsvaret. Som om den første reprimande ikke var nok, så fik Danmark lige endnu en gang at vide af præsidenten, at vi bruger for få penge på forsvaret, og det er bare USA, der betaler gildet for en velstående nation som Danmark, der burde yde mere. Den type udfald har vi hørt før, og lige der går vi til modangreb og understreger, hvor store menneskelige tab lille Danmark faktisk har haft i krige side om side med amerikanerne.

Manden, der glatter ud. Udenrigsminister Mike Pompeo er tilsyneladende nu på en mission som udglatter efter Trumps udfald mod den danske statsminister. En samtale mellem den danske udenrigsminister og Pompeo lyder som mere almindelige og velkendte diplomatiske toner. Så måske kan der komme helt normale forhandlinger om øget samarbejde med amerikanerne om Arktis og militærbaser i Grønland på dagsordenen, når røgen har lagt sig.

Hvis vi nu gør boet op og koger sammen, hvad der er blevet sagt af alle eksperterne om Grønlandssagaen i denne uge, så må vi konstatere, at opmærksomheden nu for alvor er kommet på Arktis-området og på dets strategiske betydning både for Danmark og Grønland og samarbejdet med USA.

Det er godt, og det sætter nyt fokus på Rigsfællesskabets betydning og udvikling.

Har temperaturen ramt langvarige frostgrader mellem Danmark og USA? Næppe. Begge parter har brug for en hurtig optøning og for hinanden. Det er et godt udgangspunkt. Har grønlænderne for alvor fået øjnene op for de økonomiske muligheder i den amerikanske interesse? Ja, utvivlsomt. Der bliver brug for et meget nøje planlagt parløb mellem Grønland og Danmark i de kommende år.

Det interessante – sådan som hele det politiske spil stratego udfolder sig for øjnene af os alle sammen – er, hvordan det igen lykkes for præsident Trump at ende som det uskyldige og misforståede offer, når det rent faktisk er ham selv, der starter med en fornærmende optræden over for grønlænderne og danskerne.

Det er jo bare patrioten Trump, der gerne vil hjælpe den gode allierede Danmark af med en økonomisk byrde og give grønlænderne en lys fremtid. Og hvem kan nu lige som være imod det?

Trumps optræden er indbegrebet af politisk tonedøvhed, i dette tilfælde magtarrogance og klassisk politisk forførelsestaktik. Vi har brug for USA og masser af mennesker vil være optaget af at nedtone konflikten mellem Trump og Frederiksen på begge sider af Atlanten. Heldigvis for det.

Men man må da sige, at Frederiksen har fået sin internationale ilddåb i denne uge, og pludselig var hun og Trump på forsiderne af alle de store medier i USA og Europa og i alle nyhedsudsendelserne.

Hun præsenteret som kvinden, der turde sige nej til Trump, og han som den uhøflige gæst, der begår et verbalt overgreb på et lille land og en tæt allieret.