Martin Lidegaard: Det er på høje tid, at rigsfællesskabet vågner op

Nogle gange skal der et brag til, før man vågner op af den politiske tornerosesøvn. Et sådant brag er Trumps nu aflyste besøg og præsidentens utrolige forslag om at købe Grønland.

Trump ramte – som ofte – helt ved siden af skiven og måtte indkassere en bastant afvisning fra ALLE politikere i Grønland og Danmark. Men den amerikanske præsident formåede alligevel – som ofte – at få sit politiske budskab igennem: USA har øjnene stift rettet mod det arktiske område, og supermagten har tænkt sig at tale med store bogstaver til sin lille allierede: Hvis ikke kongeriget Danmark kan og vil sikre de amerikanske og vestlige interesser i Arktis mod især Kina og Rusland, så agter USA at gøre det selv.

Baggrunden for den amerikanske udmelding er kendt: Om få år vil Arktis åbne sig som følge af den globale opvarmning og den smeltende is. Det betyder nye transportkorridorer, nye kommercielle muligheder for at udvinde ressourcer – og et helt nyt område på kloden at strides om. Indtil nu har alle de involverede kyststater – USA, Rusland, Canada, Norge og Danmark – accepteret, at store dele af Arktis så at sige er neutral grund, og at det nordatlantiske hav skal fordeles efter gode folkeretslige og videnskabelige principper gennem langstrakte forhandlinger under FN.

Men det er samtidig tydeligt for enhver, at russerne opruster noget mere, end det helt legitime ønske om at styrke deres overvågning og beredskab kan retfærdiggøre. Ligesom Kina viser vedvarende og offensiv interesse i at engagere sig økonomisk i Grønland – og i den nye Nordvestpassage gennem deres nye nordlige silkerute. Der er ikke tale om nogen alarmerende udvikling, men amerikanerne ønsker alligevel at gøre det klart for os alle, hvem der kan, skal og vil garantere vores sikkerhed.

Det skyldes, at både den klimamæssige og geopolitiske udvikling går langt hurtigere, end nogen havde drømt om for bare få år siden. Sidst vi gjorde os den bestræbelse at lave en fælles arktisk strategi for hele kongeriget, er nu ti år siden, hvor Rusland stadig var en partner, hvor supermagten Kina stadig var i sin vorden, og hvor prognosen for afsmeltning af den arktiske is var langt mere forsigtig og Europa et helt andet kontinent. Alt er dramatisk forandret siden, og i det lys er det rent ud sagt forbløffende, at Danmark selv har forholdt sig så passivt i forhold til Arktis.

Den sørgelige forklaring på denne politiske tornerosesøvn er enkel: Rigsfællesskabet har haft mere travlt med sine egne interne stridigheder end med at sikre vores fælles interesser udadtil. Da jeg selv var klima- og udenrigsminister, gjorde jeg med gode kollegaer fra de andre dele af rigsfællesskabet en række behjertede forsøg på at styrke samarbejdet.

Hvis ikke de tre dele af rigsfællesskabet kan finde sammen om en fælles og handlekraftig strategi for Arktis, bliver det mere end vanskeligt at håndhæve vores fælles interesser og suverænitet i de kommende år.

Martin Lidegaard (R)
Udenrigsordfører

Men hver gang måtte vi konstatere, at det virkelig var svært at få noget op at flyve: I Grønland har man brugt rigtigt mange kræfter på at tale om selvstændighed fra Danmark og meget færre kræfter på at tale om, hvordan grønlænderne kan sikre deres egen fysiske og geografiske integritet i den nye geopolitiske virkelighed. Færøerne har haft øjnene stift rettet mod at sikre den økonomiske selvstændighed, hvilket faktisk er lykkedes, men uden forankring i en strategi for sin egen placering i den store verden. Og her i Danmark har vi rent ud sagt lidt af en fuldstændig berøringsangst for at tale klart og tydeligt til de andre, fordi vi har været bange for at skubbe yderligere til selvstændighedsbevægelserne.

I den forstand er Trumps bombastiske meldinger på sin vis velkomne, for de er måske det brag, der kan få alle dele af rigsfællesskabet til at vågne op. Lidt ligesom den kinesiske interesse for de grønlandske lufthavne omsider fik sat gang i et grønlandsk-dansk samarbejde på det område.

Det er på høje tid. Hvis ikke de tre dele af rigsfællesskabet kan finde sammen om en fælles og handlekraftig strategi for Arktis, bliver det mere end vanskeligt at håndhæve vores fælles interesser og suverænitet i de kommende år. Omvendt: Hvis vi lykkes med at stå sammen, har vi gode muligheder for at bevare både vores fælles og respektive kulturelle, økonomiske og sikkerhedspolitiske integritet.

Sagen er, at ingen af de store magter i verden kan tåle at se hele Arktis falde ind under en af de andre, men måske kunne de alle tre godt leve med, at småstaten Danmark forvaltede en stor del af området i tæt samarbejde med de andre små aktører Grønland og Færøerne.

Ingen af de store magter kan leve med, at en af de andre bliver alt for stærk i området rent militært, men de kunne måske alle – fra hvert deres perspektiv – have interesse i, at området forbliver et lavspændingsområde med minimal oprustning. Ingen af de store magter vil finde sig i, at nogle af de andre sætter sig helt på ressourcerne – men de kunne måske alle leve med en åben og fair adgang til at byde på ressourcerne på en bæredygtig måde.

Dermed også sagt, at en ny arktisk strategi med fordel kan udvikles i tæt dialog med alle store interessenter i området, men især vores uundværlige amerikanske allierede, som vi må forsøge at overbevise om, at det også er i langsigtet amerikansk interesse, at kongeriget påtager sig denne nøgleposition i Arktis, netop fordi vi er Nato-medlemmer og allierede.

Lykkes det, vil det faktisk være en mulighed, at en fælles vision om Arktis med fokus på sikkerhedspolitisk lavspænding, bæredygtig økonomisk udvikling og beskyttelse af klima og natur kunne samle alle dele af rigsfællesskabet − og samtidig være en realistisk, ja, måske den eneste fredelige geopolitiske løsning for området.

Det er en fantastisk mulighed, men det kræver en mere aktiv strategi, der som minimum skal sikre:

• Langt bedre kortlægning, overvågning og beredskab i området, hvilket forhåbentlig præcis er det, som den danske regering i samarbejde med Grønland og Færøerne i første omgang vil tilbyde amerikanerne
• En markant intensivering af forskningsindsatsen, hvor Grønlands afgørende position som centrum for klimaforskning cementeres og udvides med deltagelse af alle interesserede nationer fra hele verden, eventuelt med etablering af et nyt forskningscenter i det svært tilgængelige nordøstlige Grønland
• Markant tilnærmelse på det økonomiske område til Europa, der kan være med til at åbne markeder i hele verden og på sigt gøre det lettere at forsvare sine handelspolitiske interesser på globalt niveau
• Et stærkere nordisk samarbejde om at øge investeringerne og den økonomiske udvikling i Grønland, ikke mindst inden for fiskeri, turisme og minedrift, gerne kombineret med en øget fælles indsats i forhold til beredskab.

Og meget, meget mere.

For hvis det lykkedes Danmark, Grønland og Færøerne at blive enige om en sådan strategi, ville det ikke bare gøre vores samlede kongerige større, mere selvstændigt og stærkere i verden. Det kunne også bane vejen for mere grønlandsk og endnu mere færøsk selvstændighed på det økonomiske område.

I den sammenhæng er det påfaldende, så lidt selvstændighed fra Danmark fylder i den færøske valgkamp lige nu. Den stærkere økonomi gør samarbejdet med Danmark mere frivilligt og tydeliggør, hvilke fordele Færøerne faktisk har i samarbejdet – ligesom det tvinger Danmark til at gøre sig noget mere umage for at bevare sammenholdet.

Kort sagt: For alle dele af rigsfællesskabet og for alle dele af det politiske spektrum alle steder er der utroligt meget at vinde på en langt mere fælles og langt mere offensiv strategi for Arktis.

Lad os så komme i gang!

------

Martin Lidegaard (f. 1966), formand for Udenrigspolitisk Nævn og udenrigs- og arktisordfører. Han er  tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.