Vedby: Der kommer ikke meget udenrigspolitik ud fra Mette Frederiksens dagligstue

Af Mikkel Vedby Rasmussen
Professor, Samfundsvidenskabeligt Fakultet, Københavns Universitet

Præsident Donald Trumps besøg i København var en kæmpe succes for Mette Frederiksen – fordi besøget ikke fandt sted.

Statsministeren formåede både at forsvare rigsfællesskabet mod Trumps købstilbud, samtidig med at USA efter præsidentens afbud måtte forsikre om det forsat gode forhold til Danmark på en måde, som var langt mere forpligtende end noget, Trump kunne have sagt i en tale under en statsbanket.

Men al hendes succes til trods må statsministeren tænke over, at uenigheden med Trump demonstrerede to diametralt modsatte opfattelser af, hvilken type fælleskab præsidenten og statsministeren stod i spidsen for, og hvordan de bedst varetog deres lands interesse i forhold til andre lande i almindelighed og hinandens lande i særdeleshed.

Når amerikanere betaler skat, så mener Donald Trump dybest set, at de betaler beskyttelsespenge til en organisation, som primært adskiller sig fra mafiaen ved at have større våben. Og hangarskibe og atommissiler kan der være brug for, fordi man hverken i forretningslivet eller i diplomatiet ifølge Trump har andet end konkurrenter.

I 2007 beskrev Trump denne brutale verden i sin bog Think Big: Make it Happen in Business and Life: "Vi tror, vi er civiliserede. I virkeligheden er verden brutal, og folk er nådesløse." Mens folk konverserer høfligt med dig, så mener Trump, at de overvejer, hvordan de skal stjæle dine penge, dit hus, din kone, ja, selv din hund.

Hvad stiller man op over for en aggressiv russisk udenrigspolitik, kinesiske stormagtsdrømme, briter, der forlader EU, og alle de andre områder, hvor udenrigspolitikken spiller det ene globale fællesskab ud mod det andet?

Hvis man ser verden som et sted, hvor folk hele tiden prøver at stjæle din kone og din hund, ja, så betragter man verdenspolitikken som et stort matadorspil, hvor det gælder om at sikre sig Rådhuspladsen, før de andre rykker ind på den.

Når Trump gav et købstilbud på Grønland, så var det for ham således blot et udtryk for, at han sagde højt til sine værter, hvad kineserne allerede tænkte. Ved at tale den brutale verdens sprog, kunne han hurtigere komme frem til, hvad han ville have, nemlig en større amerikansk militær tilstedeværelse på Grønland og en garanti for, at kineserne eller andre konkurrenter ikke overtog landets minedrift.

Hvis statsminister Mette Frederiksen spiller matador, så gør hun det med sine børn og ikke med andre kongerigers landområder som indsats. Derfor må Frederiksen i sit stille sind have været tilfreds med, at Trump på den måde gav hende muligheden for at demonstrere kontrasten mellem hendes verdenssyn og den brutale verden, som Trump repræsenterer. Ifølge den socialdemokratiske statsminister måles den danske stats evner ikke på antallet af fregatter og F35-fly, men på statens evne til at passe på sine borgere.

Mette Frederiksens undskyldning til Godhavnsdrengene 13. august 2019 var netop et udtryk for denne statsopfattelse. Statsministeren sagde undskyld, fordi den manglende omsorg for børnehjemsbørnene var "i modstrid med alt, hvad Danmark står for. Tryghed. Lighed. Retfærdighed."

Omsorgssvigtet var således ifølge Frederiksen "et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien". De, der måtte mene, at besættelsen, nederlaget i 1864, tabet af Norge og Skåne eller lignende geopolitiske begivenheder i højere grad fortjente den plads i historiebøgerne, forstår ikke, at Frederiksens danmarkshistorie skrives fra dagligstuen og ud. Det nære tæller mest, og fra det perspektiv syner beretningen om et barn, som bliver mishandlet, lige så stor som verdenspolitikken.

Set fra dagligstuens sofa er Trump den ultimative bøhmand; og hans bud på Grønland eksemplet på en mand, som ikke værdsætter fællesskab, men tror, at alting har pris, og at alle kan købes. Trump er et mørkt kapitel – og derfor er det statsministerens opgave at tage ansvar og sikre, at der ikke vil være noget at undskylde for i fremtiden. Hun skal ikke lokkes med på den magtpolitiske galej, som Anders Fogh Rasmussen i hendes øjne blev det med Irakkrigen i 2003.

I det narrativ skriver statsministerens talepunkter nærmest sig selv, men der kommer ikke meget udenrigspolitik ud af dem.

For hvis politikkens udgangspunkt er fællesskabet, hvad stiller man så op med dem, der ikke indgår i fællesskabet? Udenrigspolitik er netop politikken over for dem, som man ikke deler national dagligstue med; og som hverken ligner en selv eller har de samme interesser, som man selv har. Lige så effektiv, bøhmanden Trump er til bevise værdien af velfærdsstatens fællesskab, lige så ineffektiv er det at håndtere ham med de politiske greb, som virker i en konsensussøgende velfærdsstat.

Regeringen kan påkalde sig et globalt fællesskab omkring udviklingspolitikken, realiseringen af FN's verdensmål og klimaspørgsmål, men hvor vigtige de områder end måtte være, så efterlader det stadig spørgsmålet om, hvad man stiller op over for en aggressiv russisk udenrigspolitik, kinesiske stormagtsdrømme, briter, der forlader EU, og alle de andre områder, hvor udenrigspolitikken spiller det ene globale fællesskab ud mod det andet.

-----

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er dekan og professor på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.