Niels Frid-Nielsen: Arven fra Danmarks alternative udenrigsminister i USA spøger stadig

Sjældent har en dansk film været ventet med så mange forventninger.

Christina Rosendahls 'Vores mand i Amerika' skal sammen med den nye James Bond-film og Thomas Vinterbergs 'Druk' forsøge at redde de danske biografer, der har været lukket ned af coronakrisen siden det tidlige forår. 

Der er tale om et familiedrama med den folkekære Ulrich Thomsen i hovedrollen, der åbner sæsonen i Biografklub Danmark. Dermed sikres filmen en bred folkelig forankring.

Der er da også tale om solid filmkunst af vores bedste filmfolk foran og bag kameraet. Men nok så vigtigt er 'Vores mand i Amerika' en film om udenrigspolitik, der sætter fokus på forholdet mellem embedsmænd og politisk valgte. Et tema, der trækker tråde fra den Anden Verdenskrig og frem til den politiske situation lige nu.

Ulrich Thomsen spiller den danske ambassadør i Washington, Henrik Kauffmann, der allerede ved begyndelsen af Anden Verdenskrig tager stilling for det frie Danmark og imod den danske regering, der vælger at samarbejde med Adolf Hitlers Tyskland.

Egenrådigt indleder han forhandlingerne med den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt uden mandat fra regeringen i København. Den karismatiske og kosmopolitisk indstillede diplomat ser sig selv som den eneste sande repræsentant for den frie danske befolkning, selvom man i Udenrigsministeriet betragter ham som landsforræder.

Principielt handler eksemplet Kauffmann om, hvor langt diplomater, rådgivere og embedsmænd kan gå i forhold til de folkevalgte.

Niels Frid-Nielsen

Skildringen af den danske ambassadør, der bryder med den danske regering under krigen og fører sin egen, private udenrigspolitik, uddybes i historikeren Bo Lidegaards biografi 'Uden mandat', som Gyldendal udgav i år.

Lidegaard dokumenterer den afgørende og yderst delikate rolle, som Kauffmann spiller i trekantsdramaet mellem USA, Danmark og Grønland under krigen. En intrige, der får betydning under den kolde krig – og helt frem til i dag.

Da Danmark skal med i FN, medvirker Kauffmann igen proaktivt. Og da Danmark gør op med neutralitetspolitikken for at følges med USA ind i Nato, spiller Kauffmann atter en rolle i kulissen.

Det er en central spiller på den internationale scene, som vi taler om. En moderne, globalt orienteret diplomat, der repræsenterer en lilleput nation, hvor politik endnu drives uden det store internationale udsyn.

Hverken Bo Lidegaard eller Christina Rosendahl kan skjule deres fascination af den selvstændige, charmerende og rebelske diplomat, der ikke er bange for at iscenesætte sig selv på den verdenspolitske scene.

Rosendahl kalder ham ligefrem en "stor inspiration" og indrømmer, at "hans enegang fascinerer mig dybt", og Bo Lidegaard konstaterer mere nøgternt, at "hans optræden på én gang forekommer helt nødvendig – og aldeles uacceptabel."

I biografien viser Lidegaard detaljeret, hvordan Kauffmann på egen hånd tillader amerikanerne at operere militært i Grønland. En tilladelse, der senere danner grundlag for medlemskabet af Nato og som den dag i dag er en kontroversiel politisk kartoffel.

Allerede dengang hed det i folkemunde, at Kauffmann havde foræret amerikanerne Grønland ganske gratis.