Professor før klimatopmøde: Vi mangler stadig vigtig viden om klimaet i Arktis

Klimaforandringer medfører i disse år store ændringer i Jordens ismasser, og det sker særligt i Arktis, hvor opvarmningen går hurtigere end noget andet sted på kloden. Den arktiske havis skrumper, og gletschere og iskapper trækker sig tilbage. Ikke kun i Arktis, men over hele jorden.

De sidste 20 år er de store polare iskapper i Grønland og på Antarktis kommet ud af balance, og massetabet fra Grønlands indlandsis er nu det største bidrag til den årlige stigning i havniveauet næstefter den termiske udvidelse af varmere havvand.

Der er en stigende erkendelse af, at opvarmningen og det fortsatte massetab fra disse gigantiske polare iskalotter kan medføre store stigninger i havniveauet med enorme konsekvenser for de mange mennesker, der lever og arbejder i kystbyer i Europa og resten af verdenen.

Selvom der er gjort store fremskridt i satellitovervågning og klimamodellering, så mangler vi stadig afgørende data og viden til at kunne forudsige med sikkerhed, hvordan klodens ismasser vil udvikle sig i et fremtidigt varmere klima. Og det er helt konkret to afgørende problemstillinger, som vi mangler svar på.

Kompliceret samspil mellem is, hav og vejrsystemer

For det første så forstår vi ikke fuldt ud de processer, som styrer tilbagetrækningen ved de marine gletschertunger, og hvor langt ind på iskappen, massetabet vil brede sig. For det andet  skal vi langt tilbage i tiden for at finde tilsvarende varmeperioder, som vi kan sammenligne med, og iskappernes stabilitet i et varmere klima er derfor usikker.

Indlandsisen i Grønland er en flere kilometer tyk iskalot, der strækker sig over tusinde kilometer og indeholder nok is til at få det globale havniveau til at stige med cirka syv meter, hvis den smeltede helt væk.

Året rundt tilføres der is i form af sne, som falder over iskappens indre plateau i over to kilometers højde, og om sommeren fjernes der is i form af afsmeltning i de lavereliggende randområder og kælvning af isbjerge fra udløbsgletschere i de dybe grønlandske fjorde.

Arktis er et enormt område, og der er stadig områder, hvorfra vi kun har sporadiske observationer.  

Christine Schøtt Hvidberg
Professor, Niels Bohr Institutet

Indtil omkring år 2000 var indlandsisen i en balance, hvor snefaldet blev balanceret af afsmeltning og kælvning, men klimaforandringer har medført en stigning i alle bidragene til denne balance. Det vil sige mere nedbør, mere afsmeltning og mere kælvning.

Når man gør det samlede regnskab op, så betyder det, at indlandsisen har mistet masse de sidste 20 år. Herudover viser de nyeste studier, at afsmeltningen fra indlandsisen sker i et kompliceret samspil mellem havstrømme, havis og vejrsystemer i hele det nordatlantiske område.

Feltarbejde er dyrt og besværligt

Arktisk feltarbejde er dyrt og besværligt, og det foregår i ufremkommelige områder, hvor transport og vejrforhold er vanskelige. Sommeren i Arktis er kort, og det er i mange tilfælde umuligt at få målinger fra den lange mørke polarvinter.

Selvom vi har satellitobservationer og klimamodeller, så er det ikke nok til at forstå, hvordan eksempelvis kælveraten afhænger af havcirkulation og udløb af smeltevand under de flydende gletschertunger i de grønlandske fjorde, eller ændringer i snemængder i de koldeste afsidesliggende vidder oppe på indlandsisen.

Det kræver, at forskere er til stede for at indsamle prøver, opstille måleudstyr og lave feltstudier. Arktis er et enormt område, og der er stadig områder, hvorfra vi kun har sporadiske observationer.

LÆS OGSÅ: Klimaforsker: Skrækscenarier forstyrrer debatten om klimaforandringerne i Arktis

Feltarbejde i Arktis er som sagt ofte en kompliceret logistisk operation, der involverer leje af helikopter, fly eller skibe. Det er dyrt, og de fleste forskningsprojekter, uanset hvor unikke data, de frembringer, strækker sig kun over få feltsæsoner i løbet af projektperioden.

Det kræver helt særlige nationale indsatser at indsamle lange måleserier, som for eksempel DMI's vejrstationer, eller Promice-programmets overvågning af indlandsisen siden 2007.

Når verdens ledere mødes til COP26 skal de være med til at sikre de bedste muligheder for samarbejde på tværs af lande og sektorer.

Christine Schøtt Hvidberg
Professor, Niels Bohr Institutet

Brug for konkrete praktiske tiltag

I Danmark og Grønland har vi en helt unik erfaring med feltarbejde og viden om forholdene i og omkring Grønland og Arktis, men vi er stadig begrænset af de vanskelige logistiske forhold.

Som optakt til COP26 bør vi overveje, hvordan vi i Danmark og Rigsfællesskabet kan koordinere aktiviteter endnu mere og anskaffe det nødvendige udstyr og transportmidler til at færdes i de fjerneste egne.

Når verdens ledere mødes til COP26 skal de være med til at sikre de bedste muligheder for samarbejde på tværs af lande og sektorer. De skal planlægge langsigtede programmer til overvågning af Arktis og til at lave vigtige feltstudier til lands, til vands, i luften og oppe på indlandsisen. Det er dyrt, og det kræver samarbejde og koordinering at få dækket de enorme områder.

Selvom vi er nået langt i udforskning og overvågning af Arktis, er der hårdt brug for mere viden om klimaforandringerne og de processer, der styrer fremtidens havniveaustigninger og ekstreme vejrforhold, som Danmark, Europa og store dele af verden skal basere deres klimatilpasning på.