Anders Bondo: FH er succesen, ingen kender til

Begejstringen for fusionen lokalt var derfor noget blandet, hvilket i dag kan genfindes i en meget forskellig vurdering af værdien af FH’s indsats ude i de enkelte sektioner.

Nogle sektioner formåede at gribe bolden og fik hurtigt etableret en lokal version af det centrale samarbejde. Her vurderes FH samarbejdet som en klar gevinst. 

I andre sektioner opleves det mere som en bunden opgave, som nogle organisationer har svært ved at se værdien af. Og særligt blandt de tidligere FTF-organisationer, er det svært ved at acceptere den tætte tilknytning til Socialdemokratiet, der fortsat praktiseres flere steder.

Motivationen bag dannelsen af FH var præget af såvel pisk som gulerod. Faldende medlemstal, presset økonomi og vigende indflydelse var stærkt medvirkende til, at organisationer i såvel FTF som LO kunne se perspektiver i en fusion.

Men fusionstanken var også båret af ambitionen om, at fagbevægelsen skulle have en markant stærkere stemme i forhold til udviklingen af fremtidens Danmark.

Udfordringerne er imidlertid fortsat ind i den nye hovedorganisation. Den øjeblikkelige rationaliseringsgevinst, der blev opnået ved sammenlægningen, er stille og roligt forsvundet ved et fortsat fald i organisationernes medlemstal. At få vendt den tendens er derfor stadig, fem år efter fusionen, en af FH’s hovedprioriteter.

Skal fagbevægelsen have vendt den udvikling, er det nødvendigt, at der findes markante personligheder, som de potentielle medlemmer kender og kan spejle sig i.

Anders Bondo Christensen
Fhv. formand, Danmarks Lærerforening

Et af midlerne til at få vendt medlemsnedgangen skulle være, at fagbevægelsen med FH som frontfigur, skulle markere sig kraftigere i de større samfundsspørgsmål. 

Med Lizette Risgaard som frontfigur lagde FH markant fra land, med udmeldinger på områder som klima og bæredygtighed, udvikling af velfærdssamfundet og en mere offensiv ungepolitik.

Blandt FH’s 64 medlemsorganisationer er der imidlertid en meget differentieret opfattelse af behovet for, at FH påtager sig en større rolle i samfundsdebatten. 

Organisationerne har endvidere ofte forskellige holdninger til de store samfundsspørgsmål. Og så vil det altid være en diskussion om, hvornår det er FH, der udtaler sig, og hvornår det er organisationerne.

Danmarks Lærerforening vil eksempelvis ikke se med milde øjne på, at FH udtaler sig om folkeskolen, hvis FH’s holdninger ikke læner sig tæt op af foreningens holdninger.

FH’s formand skal derfor mestre en uhyre kompliceret balancekunst.

Med Lizette Risgaards meget markante rolle i dannelsen af FH, havde hun skabt sig et vist råderum internt i organisationen, og med sin fremtoning og direkte kommunikation, havde hun også tilkæmpet sig en plads i medierne.

Det dramatiske formandsskifte for et år siden betød en alvorlig svækkelse af FH’s muligheder for at markere fagbevægelsen. I flere måneder fungerede FH under en konstitueret ledelse, der ikke havde mandatet til de markante udmeldinger.

Og forløbet, der førte frem til Lizettes afgang, skabte ganske betydelige spændinger i forretningsudvalget. Der var helt åbenlyst ikke enighed om de interne spilleregler i udvalget.

De mere garvede kræfter i udvalget, der havde været med fra stiftelsen af FH, var mildest talt frustrerede over, at nogle af ”de nye” umiddelbart efter et langt møde i udvalget, undsagde den landing, udvalget havde forhandlet sig frem til.

Da den konstituerede formand, Morten Skov Christiansen, blev valgt som ny formand på en ekstraordinær kongres 7. september, godt fire måneder efter forårets drama, havde han af gode grunde ikke det samme fundament for formandsposten, som Lizette havde haft.

FH kan være tilfredse med, at organisationen landede på benene efter det meget turbulente forløb, men at det har kostet på FH’s og fagbevægelsens prestige og muligheder for at markere sig, er hævet over enhver tvivl.

I Fælledparken 1. maj, fem år efter at FH blev dannet, var kendskabet til FH og FH’s formand som nævnt yderst begrænset. Og det er naturligvis et problem for fagbevægelsen.

Det faldende medlemstal er en af fagbevægelsens helt store udfordringer. Skal fagbevægelsen have vendt den udvikling, er det nødvendigt, at der findes markante personligheder, som de potentielle medlemmer kender og kan spejle sig i. Og det er nødvendigt, at der er langt større kendskab til fagbevægelsens resultater.

FH har i sine fem år vist sin berettigelse og skabt markante resultater. Der er bare ingen, der ved det – og det er FH’s store udfordring.