Anna Libak: Det tavse flertal vinder på Christiansborg

I politik er det en udbredt antagelse, at det gælder om at være synlig og sætte en dagsorden.

Men det er ikke altid rigtigt. Faktisk kan det meget ofte betale sig at tie stille og lade vælgerne selv afgøre, hvad man står for. En del vælgere vil nemlig ofte nå frem til, at partiet nok mener det samme som vælgeren selv, eftersom det jo er det mest fornuftige.

I en spritny måling foretaget af Megafon for Politiken og TV2 står det tavse flertal således til at vinde, hvis der var valg i morgen. Mette Frederiksen er efter de adspurgtes mening så klart den mest troværdige partileder i Folketinget, flere pladser foran sin konkurrent Kristian Thulesen Dahl, hvis anseelse er dalet på det seneste.

Når jeg kalder de to for konkurrenter, så er det, fordi S og DF bejler til de samme vælgere i en grad, så ingen meningsfuldt længere kan redegøre for, hvad forskellen på deres politik egentlig er.

S og DF bejler til de samme vælgerne i en grad, så ingen meningsfuldt længere kan redegøre for, hvad forskellen på deres politik egentlig er.

Anna Libak

Socialdemokratiet har overtaget udlændingepolitikken fra Dansk Folkeparti, og Dansk Folkeparti har overtaget velfærden fra Socialdemokratiet, og således gælder det for Socialdemokratiet om at vise, at man er mindst lige så hård i filten som Dansk Folkeparti over for udlændinge, mens det for Dansk Folkeparti gælder om at bevise, at man vil bruge mindst ligeså mange penge på velfærd som Socialdemokratiet.

Forskellen på de to er primært, at Mette Frederiksen på det seneste har været ganske tavs, mens Kristian Thulesen Dahl har larmet en del.

Morten Østergaard materialiserer sig på nethinden som en rar, skægget mand af den type, man gerne ser sine døtre gift med. Upolitisk og fremkommelig. Han er den pæne udgave af Uffe Elbæk.

Anna Libak

Vi aner for eksempel ikke, hvad Socialdemokratiet mener om Dansk Folkepartis forslag om, at flygtninge ikke længere skal arbejde, men opsamles i ghettoer, hvor de venter på at blive sendt hjem. Ganske vist står der på Socialdemokratiets hjemmeside, at flygtninge hurtigst muligt skal i arbejde eller i uddannelse og lære det danske sprog, men det er ikke noget, partiet har følt sig kaldet til at minde om under de sidste ugers debat.

Vælgerne kunne jo tro, at man vil føre en lempeligere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti. Nej, man har været tavs som graven, idet man giver den som en pæn udgave af Dansk Folkeparti i tiltro til, at vælgerne til enhver vil foretrække stuerene stramninger for ikke-stuerene stramninger, hvis de i øvrigt er lige stramme.

Og Frederiksen er ikke den eneste, der er blevet populær på at holde lav profil.

På andenpladsen over de mest troværdige partiledere finder vi Enhedslistens Pernille Skipper, der udmærker sig ved at være gået på barsel. Hun udtaler sig lykkeligt om børn og sin lille ny familie, og det kan vælgerne ikke stå for. Endelig en politiker med en positiv, upolitisk dagsorden.

På tredjepladsen finder vi Lars Løkke, der også har været ganske tavs om sit eget partis politik de seneste uger, optaget som han har været af at forlige andre stridende partier i blå blok. Det har forlenet ham med statsmandens pondus, at han har tilsidesat egne snævre partipolitiske interesser for at få stemt en finanslov hjem. Vælgerne kan godt lide, at han på den måde viser, at der er noget, der er vigtigere end politik.

På fjerdepladsen finder vi SF's Pia Olsen Dyhr, som også har været usynlig længe nok til, at vælgerne nu selv kan få lov at forestille sig, hvad hun går ind for. Personligt kan jeg i hvert fald ikke huske det, men hun ser rar ud og ligner en, der vil det bedste.

På femtepladsen har vi Søren Pape, der går frem, fordi han klogeligt nok har holdt lav profil under den seneste strid mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Fuldstændig som Mette Frederiksen, der satser på at vinde ved at give den som en pæn udgave af Dansk Folkeparti, satser Søren Pape på at gøre Det Konservative Folkeparti til den fornuftige, pragmatiske udgave af Liberal Alliance, eftersom de kæmper om de samme vælgere.

Tidligere tiders fuldtonede forsvar for topskattelettelser er væk; her lader man helt og holdent Liberal Alliance føre ordet. I stedet for at skælde ud, er De Konservative blevet et rart parti, der hellere glæder sig: Som for eksempel over omlægningen af boligskatten, der gør det muligt for boligejerne at undgå stigningerne i grundskyld og ejendomsværdiskat. De skal bare lade være med at flytte.

På sjettepladsen dukker Morten Østergaard op, nu pludselig meget mere troværdig end Uffe Elbæk, der følger på syvendepladsen.

Igen er synlighed forklaringen: Morten Østergaard materialiserer sig på nethinden som en rar, skægget mand af den type, man gerne ser sine døtre gift med. Upolitisk og fremkommelig. Han er den pæne udgave af Uffe Elbæk, der flere gange i den sidste tid har måttet brande sit parti som ”uperfekt”, efter en række sager om partiets alternative festkultur. Vælgere stemmer i stort tal på Alternativet, fordi de ønsker sig en ny måde at føre politik på, men de samme vælgere er helst fri for, at det bliver så konkret.

På sidstepladsen finder vi Liberal Alliances Anders Samuelsen. Han er så klart den mindst troværdige. For det første fordi han har været så synlig. Og for det andet, fordi han har optrådt så partisk, som om det bare gjaldt om at få Liberal Alliances politik igennem.

I Danmark er det meget uklædeligt. Særligt for en politiker.

-----------

Anna Libak (født 1968) er journalist, uddannet cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet samt uddannet som sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Desuden sidder Anna Libak i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.