Præst: Først var jeg forarget over kvinderne i sexisme-dokumentar. Da rusen havde lagt sig, slog sandheden mig

Da DRs dokumentar blev sendt, sad jeg på Mallorca med fire veninder. Vi er alle født før 1968. Vi holdt ferie, badede, solede og så ikke dokumentaren, da den blev frigivet mandag.

Men siden læste jeg mange af de harmdirrende indlæg på de sociale medier, både skrevet af dem, der var vrede på de to mandlige artister, og af dem, der var vrede over, at de mandlige artister blev hængt ud. Der var kvinder og mænd i begge lejre. Og faktisk var jeg i begyndelsen enig med de sidste.

For havde vi ikke alle sammen prøvet noget af det samme, da vi var unge? Ja, måske endda oplevet ting, der var endnu værre? Skulle det nu være noget? Og havde vi ikke bare sagt fra, hvis det blev for slemt? Sådan huskede jeg det.

Vi drak vin, og jeg var lidt forarget over de unge kvinder i dokumentaren og lidt stolt af mig selv, fordi jeg havde kunnet tåle det, klaret mosten og i nogen tilfælde sagt fra, da jeg var ung.

Jeg var lidt forarget over de unge kvinder i dokumentaren og lidt stolt af mig selv, fordi jeg havde kunnet tåle det og havde klaret mosten.

Pia Søltoft

Men da rusen havde lagt sig, slog sandheden mig. Det var mig, der var forargelig. Fordi jeg ikke den gang lod mig støde af en opførsel, der nok var almindelig, men alligevel frygtelig forkert, gjorde det mig ikke bedre, stærkere og mere hårdhudet. Det gjorde mig bare til samme lavprisvare, men uden at jeg vidste det eller dengang turde sige det højt.

Min egen reaktion viste mig med al tænkelig tydelighed, hvor indgroet den skævvredne struktur er. Så indgroet, at den gror lige så godt i mænd som i kvinder, unge som gamle. Den gror i alle dem, der har det med at bagatellisere det, der skete, da de var unge og derfor også dét, der sker i dag og i dokumentaren.

Men det, der skete med mig og andre som mig dengang, er noget, der altid er sket for og med kvinder. Og det er ikke fordi, kvinder selv beder om det eller går udfordrende klædt.

Når en kvinde kan føle sig smigret over et nik eller en kommentar, der egentlig er lummer og søger hendes bryster før hendes blik, er det, fordi vi kvinder er opdraget i en ældgammel kultur, der gør seksualiseret skønhed til en magtfuld fordel i forhandlinger. Det er en kapital, man er nødt til at bruge, fordi alle andre magtpositioner så at sige er optaget af manden.

I de sidste 2000 år og sikkert længere er kvinder blevet anset som en anden og ringere art end mænd.

”All men are created equal,” hedder det i den amerikanske frihedserklæring fra 1776, og selvfølgelig betyder ”men” her ”menneske”, men det var bestemt ikke en erklæring, der skulle sætte mænd og kvinder lige, men bygge bro mellem slaver og frie mænd. For kvinder forblev slaver qua deres køn, og er det stadigvæk.

Når Simone de Beauvoir i 1947 skriver, ”at kvinde er ikke noget, man fødes som, men noget man bliver,” så taler hun om den rolle, vi kvinder får tilkendt i forhold til det første køn, altså manden. Og det er netop dette underordningsforhold, der stadig skal gøres noget ved.

At lave whistleblowerordninger og opdatere retningslinjer og love i medarbejderhåndbøger og udlove bøder og bortvisninger hjælper ikke, hvis ikke vi, vi alle, mænd som kvinder, gamle som unge, vil anerkende, at der stadig er et grusomt stort problem, som vi kun kan komme til livs ved hjælp af oplysning, oplysning, oplysning - og kvoter.

Naturligvis – og heldigvis – er det ikke længere alle kvinder, der oplever noget, der har karakter af direkte overgreb. Men hver gang en kvinde gør noget, der bringer hende i nærheden af at true den magtposition, som så længe har tilhørt manden, så lyder der en lille, næsten uhørlige hvisken: ”Og tænk bare, hun er kvinde.”

Den skævvredne magtstruktur gennemsyrer hele samfundet og gør, at kvinder fortsat sakker bagud, både når det gælder indflydelse, løn og pension.

Pia Søltoft

Så længe den hvisken lyder, har vi ikke ligestilling, og sexismen kan uhindret fortsætte.

Man kunne lige så godt have lavet en dokumentar om sexisme i finansbranchen, i lægebranchen, i bestyrelseslokalerne, i idrætsforeningerne eller i den akademiske verden.

Ikke fordi mænd i alle disse brancher løber rundt og klapper kvinder i numsen eller tager dem på brysterne. Men fordi den skævvredne magtstruktur, som disse meget synlige sexistiske tegn blot er det meget synlige udtryk for, gennemsyrer hele samfundet og gør, at kvinder fortsat sakker bagud, både når det gælder indflydelse, løn og pension.

Se filmen om Helle Thorning-Schmidt, kig dig omkring på alle magtfulde poster i politik, i underholdningsindustrien, på hospitalerne, i kirken, på universiteterne.

Københavns Universitet ansatte sin første kvindelige professor i filosofi i år. Det var så stor en nyhed, at det kom i avisen. Det værste var, at ingen undrede sig.

Det er ikke nok at henvise til, at kvinder vinder frem mange steder i samfundet, og at flere kvinder end mænd for eksempel tager en længere videregående uddannelse. Det er ikke nok at sige, at det er blevet bedre. Bedre er er ikke godt nok, og det går alt for langsomt.

Det er denne skævvredne magtstruktur, der danner baggrund for dokumentaren om sexisme i musikbranchen, det er på grund af samme struktur, at #Metoo opstod som et globalt internetfænomen i 2017 og for alvor kom til Danmark, da Sofie Linde holdt sin legendariske tale ved Zulu Comedy Galla 26. august 2020.

Det var nødvendigt og godt, at det skete. Men bagsiden er, at hver gang en mand med navns nævnelse bliver hængt ud, så forlader vi det egentlige problem og vil hellere diskutere den enkelte sag, den enkelte person.

Hvis vi vil det egentlige problem til livs, skal vi holde op med at drive klapjagt på en række klamme klaphatte. I stedet skal vi sammen anerkende den autoritet, et skævvredet magtforhold har for kvinders frie adgang til de samme privilegier som mænd og ikke længere betænke os på at indføre kvoter de steder, hvor det er muligt. Og først ophæve dem igen, når den lille hvisken, ”og tænk bare, hun er kvinde,” er forsvundet.