Engang dominerede Venstre Bornholm. Nu står formanden i en kiosk og drømmer om en stol eller to i byrådet

Hvordan er Venstre gået fra et magtparti til en politisk parentes på Bornholm? Altinget tog til klippeøen og fandt historien om årtiers opslidende magtkamp mellem viljestærke og stædige mænd, som vist aldrig helt er kommet sig over, at fem kommuner blev til én.

<span>Det er et år siden, Michael Hornshøj blev valgt som formand for Venstre på Bornholm. Han var eneste kandidat. Siden har kiosken i Allinge været flittigt frekventeret af lokale medier, når der har været uro i partiet.</span>
Det er et år siden, Michael Hornshøj blev valgt som formand for Venstre på Bornholm. Han var eneste kandidat. Siden har kiosken i Allinge været flittigt frekventeret af lokale medier, når der har været uro i partiet.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Søren Elkrog Friis

"En stang Rød Skjold, så'gerne."

Kunden er knap nået gennem døråbningen - og har endnu ikke ytret et ord, før manden i den ternede skjorte har fundet cigaretterne frem bag det grå forhæng.

Vi i kiosken ved havnen i Allinge. Et sted, hvor man kender hinanden, men hvor krøllebølleflag, vikingehatte i dannebrogsfarver og hundelorte af plastic afslører, at man også er her for turisternes skyld.

Her har Michael Hornshøj stået bag disken i 25 år og sat en ære i at drive "en rigtig kiosk". Men nu er kiosken sat til salg, fordi han ikke orker de nye regler, hvor han risikerer en bøde på 50.000 kroner, hvis han sælger sprut til unge under 18.

Selvfølgelig spørger han da om legitimation. Men de unge er gode til Photoshop, og hvis den smutter bare en enkelt gang, er det simpelt hen for surt at være selvstændig.

Som liberal er der grænser for, hvad man vil finde sig i. Michael Hornshøj er nemlig også formand for Venstre på Bornholm. Men hverken livet som kioskejer eller Venstre-mand er helt, hvad det har været.

"Det siger sig selv, at det er noget skod," siger lokalformanden med henvisning til sidste års totale nedsmeltning, hvor Venstres to medlemmer af kommunalbestyrelsen meldte sig ud af partiet og blev løsgængere.

Læs også

Michael Hornshøj har drevet kiosken i Allinge i 25 år. I øjeblikket er det hverken nemt at drive kiosk eller være Venstremand.
Michael Hornshøj har drevet kiosken i Allinge i 25 år. I øjeblikket er det hverken nemt at drive kiosk eller være Venstremand. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

For øjeblikket er kioskmanden fra Allinge formand for en partiforening, der hverken er repræsenteret i lokaldemokratiet - og hvis ene folketingsmandat ifølge prognoserne står til at gå til enten Liberal Alliance eller SF.

"Den der nekrologskrivning vil jeg ikke være en del af," lyder det kortfattet fra Peter Juel-Jensen, som har været valgt til Folketinget for Venstre i Bornholms Storkreds siden 2007.

Han tilføjer, at han har været dømt ude til de sidste fem folketingsvalg, og at det ikke er noget nyt, at det går op og ned for Venstre. Og så henviser han i øvrigt til sin lokalformand for alle spørgsmål om Venstres situation på Bornholm.

Så det er derfor, vi står her i kiosken i Allinge. For at finde ud at, hvordan det gik til, at Venstre gik fra at være det dominerende magtparti på Bornholm til at være en politisk parentes.

Læs også

Det er en historie om et øsamfund, som engang var befolket af stolte landmænd og fiskere, men hvor tæt på halvdelen i dag er offentligt ansatte, og hvor tilflyttere i kreative erhverv hellere sætter kryds ved Enhedslisten.

Det er også en historie om landspolitik. Om et parti i krise. Om en CO2-afgift og vandmiljøplan, der kan blive sømmet i landbrugets kiste på Bornholm. Om ham der "Ellebællemann" - som de kalder ham her, som smed Støjberg under bussen for at redde sit eget skind. Og om de nye partier, som splitter de borgerlige stemmer så meget, at socialdemokraterne og venstrefløjen ender med overhånden.

Men mest er det nok en historie om viljestærke og stædige mænd - og ganske få kvinder, der har været vant til at bestemme selv, og som nok aldrig helt er kommet sig over, at Bornholm for over 20 år siden blev én kommune i stedet for fem.

Storhedstiden 

På en hvidkalket gård i nærheden af Hasle møder vi en af fortidens kæmper. Knud Andersen er tidligere borgmester i Hasle og amtsborgmester gennem 12 år frem til kommunalreformen i 2003 - som på Bornholm trådte i kraft to år tidligere end i resten af landet.

Da han blev borgmester i Hasle Kommune i 1986, var han Danmarks yngste borgmester. Det var dengang i 1980'erne og 1990'erne, hvor Venstre i perioder sad på borgmesterposten i fire ud af de fem kommuner på Bornholm. Kun storbyen Rønne var dengang på socialdemokratiske hænder.

"Dengang var vi et stort parti på Bornholm. Et magtparti, men også et parti, som evnede at finde kompromisser i politik," siger Knud Andersen, som i dag er 76 år.

Knud Andersen var borgmester i Hasle og senere amtsborgmester, mens Bornholm var en Venstre-højborg. Nu har han meldt sig ud af Venstre og bruger tiden på storvildtjagt og som politiske kommentator i lokale medier.
Knud Andersen var borgmester i Hasle og senere amtsborgmester, mens Bornholm var en Venstre-højborg. Nu har han meldt sig ud af Venstre og bruger tiden på storvildtjagt og som politiske kommentator i lokale medier. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Men det var et andet samfund, Knud Andersen og datidens generation af Venstre-lokalpolitikere skulle imponere med deres politik.

Bornholm i slutfirserne var et samfund med mange selvstændige bønder, fiskere og håndværkere. Alene fiskeindustrien beskæftigede over 3.000 mennesker ud af øens daværende befolkning på knap 45.000.

I dag fungerer de 16 tilbageværende kuttere ud af en tidligere kæmpe erhvervsflåde mest som kulisse for turisterne. I maj måned tog Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening konsekvensen og nedlagde sig selv efter 141 år.

Landbruget er i kroner og øre stadig Bornholms tredje største erhverv, men udgør en forsvindende lille del af beskæftigelsen.

"Befolkningsmæssigt har Bornholm ændret sig på en måde i løbet af de sidste 20 år, som ikke er til gavn for Venstre," konstaterer Knud Andersen, mens vi drikker sort kaffe i sofastuen.

Læs også

Og så er der demografien, der som i resten af landet betyder, at der bliver flere ældre og børn og færre i den erhvervsaktive alder. Men på Bornholm tikker generationsbomben højere, fordi flere unge flytter fra øen, mens tilflytningen primært sker i form af seniorer, der vil nye deres otium i en flexbolig på solskinsøen.

Jarl Cordua er opvokset på Bornholm, hvor han meldte sig ind i Venstres Ungdom nogenlunde samtidig med, at Knud Andersen fik sin første borgmesterpost.

I dag er han politisk kommentator, og deler den tidligere amtsborgmesters vurdering af, at tiderne ikke har arbejdet for Venstre.

"Venstre på Bornholm var meget præget af, at bønder havde været med i partiet fra starten. Og det er også en del af partiets problem i dag, for Bornholm er et andet samfund end for 40 år siden," siger han.

Befolkningsmæssigt har Bornholm ændret sig på en måde i løbet af de sidste 20 år, som ikke er til gavn for Venstre. 

Knud Andersen
Fhv. borgmester i Hasle og amtsborgmester

I dag er Bornholm et samfund, hvor det offentlige som arbejdsplads fylder meget, der er mange sæsonarbejdere, mange ældre og mange mennesker på overførselsindkomst.

"Og så har du en del kunsthåndværkere, glaspustere og kunstertyper, som er flyttet til Bornholm. Det er ikke klassiske Venstre-vælgere. Så det er på mange måder blevet et mere venstreorienteret samfund, hvor velfærdspolitik fylder meget mere end hensynet til den lille selvstændige, der gerne vil slippe for at betale for meget i skat og som ikke bryder sig om regler og regulering," siger Jarl Cordua.

Fejderne

Men Venstres nedtur på Bornholm handler ikke kun om et forandret samfund. Det handler også om et parti med stærke viljer, store egoer - og muligvis mangel på talent, afhængig af, hvem man spørger.

Læs også

Frem til kommunesammenlægningen i 2003 bestod Bornholm af fem kommuner med hver deres lokalafdeling af Venstre.

"Nok var man medlem af Venstre, men man var først og fremmest medlem af Venstre i den kommune, man sad i. Det var stærke borgmestre og kraftfulde folk, som varetog deres interesser," har tidligere formand for Venstre på Vestbornholm, Jens Møller Jensen, udtalt til Bornholms Tidende.

Venstre var også dengang præget af langvarige personfejder på tværs af politiske kongedømmer og familiedynastier.

Der var tidligere landbrugsminister Niels Anker Kofoed fra Nexø - hvis fætter Svend Gunnar Kofoed-Dam var borgmester i byen fra 1990-93, som sloges for at få sin søn Thor Gunnar Kofoed i Folketinget (ja, ham der i dag er magtfuld viceformand i Landbrug & Fødevarer).

Så var der Søren Pind, som ifølge Cordua tilbage i 1997 "fik sagt noget dumt" om borgmester i Aakirkeby, Birthe Juel-Jensen - der er mor til det nuværende folketingsmedlem Peter Juel-Jensen, og bagefter måtte trække sig som folketingskandidat på Bornholm.

"Der var voldsom rivalisering. De synes jo alle sammen, at de var dygtigere end de andre, og de var ikke særligt imponerede af hinanden," siger Jarl Cordua. 

Mest markant var konflikten mellem partiets to stærke mænd; amtsborgmester Knud Andersen fra Hasle og Harald Kjøller, der var borgmester i Allinge-Gudhjem.

Knud Andersen vedstår sig, at bølgerne kunne gå højt internt i partiet.

"Harald Kjøller ville gerne være amtsborgmester. Det blev han ikke. Jeg ville gerne i Folketinget. Det kom jeg ikke. Mere kompliceret var det vel ikke," siger han.

Personlige modsætningsforhold og konflikter i et parti er dog ikke nødvendigvis negativt, mener Knud Andersen:

"Hvis du i et parti har nogen rimelig markante personer, og du formår at gøre det til et vælgerspørgsmål, om man holder med den ene eller den anden, så vil partiet jo samlet set få flere stemmer, end hvis der kun var én markant kandidat." 

Måske har han ret i, at der helt i tråd med liberal logik været tale om en sund konkurrence. I hvert fald kan datidens turbulens ikke aflæses i Venstres stemmetal fra dengang. 

Alligevel trækker de gamle kommunegrænser - og indbyrdes modsætninger i partiforeningerne, spor helt op til nutiden.

Helt frem til i dag har der jo været en masse ballade mellem dem på østlandet og dem fra vestlandet. Dem i Rønne bestemmer for meget, mener de i vestlandet.

Jarl Cordua
Politisk kommentator

Først i 2016 blev de tre vælgerforeninger i Allinge-Gudhjem, Aakirkeby og Nexø smeltet sammen til Venstre Østbornholm. I 2020 fulgte fusionen af Venstre Rønne og Venstre Vestbornholm. Men da den dengang nyvalgte formand Michael Hendriksen i 2023 foreslog at lægge øst og vest sammen til én samlet vælgerforening, udløste det så megen oprør i bestyrelsen, at han måtte trække sig og melde sig ud af partiet. 

"Bestyrelsen er Venstres værste fjende på Bornholm," lød formandens afskedssalut i en mail til Venstres medlemmer.

Trods stribevis af politiske og personlige uenigheder er alle nuværende og tidligere Venstre-kilder fra Bornholm enige om én ting; det er aldrig lykkedes at skabe fælles fodslag i partiet efter overgangen fra de fem gamle kongeriger til regionskommunen Bornholm. 

"Helt frem til i dag har der jo været en masse ballade mellem dem på østlandet og dem fra vestlandet. Dem i Rønne bestemmer for meget, mener de i vestlandet. Og det har de så brugt en helvedes masse tid og kræfter på i stedet for at kommunikere en politik, der var til at forstå," siger Jarl Cordua.

Læs også

Nedturen 

Tilbage i stuen på gården ved Hasle har vi ikke siddet mange minutter, før Knud Andersen rejser sig og henter en graf over Venstres stemmetal, som han har printet forud for besøget. 

"Du kan sætte navne på, hvad der er gået galt for Venstre på Bornholm," siger han og lader fingeren løbe langs den nedadgående linje over kommunalvalget i 2013, 2017 og 2021.

Knud Andersen er ikke imponeret over de kræfter i Venstre, der har skullet bære faklen videre efter hans storhedstid.
Knud Andersen er ikke imponeret over de kræfter i Venstre, der har skullet bære faklen videre efter hans storhedstid. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Det er daværende formand for Venstre Bornholm, Frederik Tolstrup, og medlem af kommunalbestyrelsen Søren Schow, han hentyder til.

"Det handler dels om manglende erfaring, dels om manglende respekt for andres synspunkter. Hverken Frederik eller Søren evnede kompromisset. De indgik i stedet nogen fuldstændig tåbelige alliancer - og det er gået rask ned ad bakke siden dengang," siger han. 

Som alt andet i bornholmsk lokalpolitik gemmer der sig selvfølgelig også et personligt motiv bag den vurdering. 

Da Knud Andersen smækker døren til Venstre i 2015, sker det i protest over, at netop Søren Schow og Frederik Tolstrup har spændt ben for, at han som tidligere formand for øens østlige forsyningsselskab kunne fortsætte som formand for det sammenlagte forsyningsselskab Bornholms Energi og Forsyning. 

I stedet stemte de for, at posten gik til en socialdemokrat.

Artiklen fortsætter efter faktaboksen.

To figurer, som viser Venstres nedtur på Bornholm 

"Venstre har været i frit fald siden midten af nullerne. Det er egentlig overraskende, at det er en konstant nedtur, og ikke bare en nyere udvikling, som kan forklares med partiets aktuelle krise," siger professor og valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet, som har analyseret Venstres stemmetal på Bornholm for Altinget. 

I kommunalbestyrelsen gik Venstre ved kommunalvalget i 2013 fra otte til seks mandater, som i 2017 yderligere blev reduceret til fem mandater. Endnu værre gik det i 2021, hvor Venstre stod tilbage med to mandater. Nedturen kulminerede i 2023, da de to Venstre-politikere meldte sig ud og blev løsgængere.

 

Venstre holder fortsat fast i det ene af øens to folketingsmandater, som nærmest per definition går til Socialdemokratiet plus det næststørste parti. 

Ifølge Altingets seneste geografiske mandatprognose fra april ville mandatet gå til SF, hvis der var valg til Folketinget i morgen. I marts viste den tilsvarende prognose, at mandatet ville gå til Liberal Alliance. 

"Lige nu er det lidt oppe i luften, hvem der tager mandatet. Men intet tyder på, at det er Venstre," siger Kasper Møller Hansen.

Netop samarbejdet mellem Venstre og Socialdemokratiet i kommunalbestyrelsen har været hovedårsag til meget af den åbenlyse tumult, som har plaget Venstre på Bornholm i de seneste år. 

I 2021 indgår Venstres gruppe i kommunalbestyrelsen et smalt budgetforlig med Socialdemokratiet. Ved kommunalvalget to måneder senere kvitterer vælgerne med en lussing, som reducerer partiets mandater fra fem til to. 

"Det var nok ikke super klogt. Man går ind og tager ansvar for budgettet, og så går man i valgkamp med et sparebudget, hvor der pludselig ikke er råd til noget som helst. Det er altså op ad bakke," siger Jarl Cordua. 

Til gengæld får Konservative det bedste valg nogensinde på Bornholm, og Jacob Trøst, som kun har boet få år på Bornholm, ender med at sætte sig i borgmesterstolen. 

"Det er jo fuldstændig uhørt, at en nærmest komplet ukendt mand uden fortid på Bornholm kan sætte sig på borgmesterposten. Men det udfald skal jo i høj grad ses som ren trods over et Venstre, som hverken havde politik, strategi eller persongalleri til at trække borgerlige stemmer," siger Jarl Cordua. 

Venstres to tilbageværende medlemmer i kommunalbestyrelsen - Søren Schow og hans kone Heidi Burgedahl, jagter dog fortsat indflydelsen i 2022, hvor de indgår et smalt budgetforlig med Socialdemokratiet og Enhedslisten uden om den konservative borgmester. 

Utilfredsheden eskalerer til nye højder. Især Venstre Østbornholm er i åbent oprør og anklager byrådsgruppen for at undergrave partiets liberale værdier. Flere kræver dem ekskluderet.

Søren Schow og Venstre lagde ikke skjul på ambitionerne ved kommunalvalget i 2021. Men stemmerne rakte kun til to mandater.
Søren Schow og Venstre lagde ikke skjul på ambitionerne ved kommunalvalget i 2021. Men stemmerne rakte kun til to mandater. Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix

I august 2023 tager Søren Schow og Heidi Burgedahl konsekvensen og meddeler, at de forlader Venstre og forsætter som løsgængere. Dagen før har Søren Schow spillet sin sidste chance, da han stiller op ved en afstemning, hvor Venstre Bornholm skal vælge spidskandidat til Folketinget. Han får færrest stemmer ud af de tre kandidater. 

"Jeg brugte det som en meningsmåling for min position i partiet, og blev så nummer tre ud af tre. Resultatet gjorde det tydeligt, at man ikke ønskede min person til at repræsentere partiet," siger han. 

Den nu tidligere Venstre-mand erkender, at han siden valget til kommunalbestyrelsen i 2013 har skelet misundeligt til Socialdemokratiet. 

"De har én høvding, som partiet står sammen om. Venstres problem på Bornholm har i mange år været, at man ikke har kunnet støtte op om hinanden og arbejde sammen med de foreninger og personer, som udgør partiet." 

Flugten

På en landejendom ved Knudsker i udkanten af Rønne holder en vinrød Ford Mustang. "Nej tak til en CO2-afgift", står der på den mindst 50 år nyere Mercedes SUV, som holder parkeret ved siden af. I den lukkede garage holder to sirligt velpolerede Harley Davidsons af den virkelig potente slags. Hans og hendes.

Her bor Michael og Renate Hendriksen, som har været kærester siden 10. klasse. Og hunden Thor.

Michael Hendriksen væltede den daværende lokalformand for Venstre i et kampvalg i marts 2023. To måneder senere trak han sig. Nu er han formand for Danmarksdemokraterne på Bornholm.
Michael Hendriksen væltede den daværende lokalformand for Venstre i et kampvalg i marts 2023. To måneder senere trak han sig. Nu er han formand for Danmarksdemokraterne på Bornholm. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Michael driver planteavl og en mindre maskinstation, er kaptajn i Hjemmeværnet, og har været udsendt til Afghanistan og Kosovo. Og så er han formand og spidskandidat for Danmarksdemokraterne, mens Renate stiller op til Europa-Parlamentsvalget for partiet. 

Men det er alt sammen meget nyt. Før kioskmanden fra Allinge - Michael Hornshøj - var Michael Hendriksen kortvarigt formand for Venstre på Bornholm, hvor han udfordrede og vandt over den siddende formand.

Men efter kun to måneder i formandsstolen trak han stikket og meldte sig ud af Venstre efter 15 års medlemskab. 

"Bestyrelsen ville mig ikke. Gamle sure mænd i Venstre, de gad ikke mig, og så gad jeg heller ikke mere," fortæller han på klingende bornholmsk, mens vi spiser ostemadder og drikker mere sort kaffe i udestuen.

Mange venstrefolk er selvstændige eller ledere, så de er vant til at bestemme og har svært ved at indordne sig. Så når der er uenigheder, går det ikke stille for sig.

Michael Hendriksen (DD)
Fmd. for Danmarksdemokraterne på Bornholm, tidl. lokalformand for Venstre
 

Bestyrelsen blev "kællingesure", da han på TV2 Bornholm såede tvivl om opbakningen til Søren Schow, som på det tidspunkt stadig repræsenterede Venstre i kommunalbestyrelsen. 

Og en dag, da bølgerne gik højt til et bestyrelsesmøde, kom han galt afsted med at foreslå, at de to vælgerforeninger skulle lægges sammen for at skabe ro i partiet. 

"Så blev de rigtig sure. En del af Venstres problem er jo nok, at der er en masse små enklaver. Mange venstrefolk er selvstændige eller ledere, så de er vant til at bestemme og har svært ved at indordne sig. Så når der er uenigheder, går det ikke stille for sig," siger han. 

Michael Hendriksen har som ambition af sætte Enhedslisten uden for indflydelse på Bornholm. Derudover er han sparsom med at dele ud af Danmarksdemokraternes politiske program.
Michael Hendriksen har som ambition af sætte Enhedslisten uden for indflydelse på Bornholm. Derudover er han sparsom med at dele ud af Danmarksdemokraternes politiske program. Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Havde det ikke været for de gamle sure mænd, var Michael Hendriksen nok Venstre-mand endnu. Men når det nu gik, som det gik, var Danmarksdemokraterne det oplagte valg. 

"Vi har altid støttet Inger Støjberg. Hun blev uretfærdigt behandlet. Ellebællemann kommer i problemer, og så smider han hende under toget."  

"Ja, jeg kalder ham Ellebællemann, man må jo godt drille lidt i politik," understreger han efter en kunstpause, som leder tankerne tilbage til kiosken i Allinge, hvor den nye Venstre-formand bruger samme øgenavn om Jakob Ellemann-Jensen.

Et nyt håb

Sidste kapitel om Venstres kollaps på Bornholm finder vi på en gård mellem Aakirkeby og Pedersker. Her er skruet helt op for bondeidyllen med en rislende å, fritgående moskusænder og gule rapsmarker. 

Gårdens ejer kommer bumpende hed ad grusvejen i en blå New Holland med sprøjte bagpå. Det er Frederik Tolstrup, 14. generations landmand på familiegården, tidligere formand for landboforeningen og Venstres nye spidskandidat til kommunalvalget i 2025. 

Hvis Venstre har en fremtid på Bornholm, bliver den næsten ikke mere traditionel. Men Frederik Tolstrup virker ikke til at hænge fast i fortiden.

"Mange har nok hængt lidt fast i den historiske kontekst om Venstre, så forventningerne har været for store, selv om potentialet for Venstre har været faldende over en årrække. Det har givet nogen skuffelser, der har pustet til en del uro i partiet," siger han, mens vi bliver bænket under forårssolen i en velplejet bondehave. 

Frederik Tolstrup er 14. generation på den 300 hektar store gård syd for Aakirkeby. Egentlig har han læst statskundskab og aldrig brændt for selv at være landmand, men tanken om, at slægtsgården skulle ende på fremmede hænder, kunne han ikke bære.
Frederik Tolstrup er 14. generation på den 300 hektar store gård syd for Aakirkeby. Egentlig har han læst statskundskab og aldrig brændt for selv at være landmand, men tanken om, at slægtsgården skulle ende på fremmede hænder, kunne han ikke bære. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Her får man mælk til kaffen. Men Frederik Tolstrup har også læst Statskundskab i København, før han besluttede at følge i slægtens fodspor. 

Det var ham, der kortvarigt var formand for Venstre på Bornholm i 2015, og som den gamle amtsborgmester Knud Andersen har et gevaldigt horn i siden på over det med det formandsposten i det nye forsyningsselskab. 

Mange af de ældre partimedlemmer har været med i en tid, hvor det var utænkeligt, at Venstre ikke skulle spille en kæmpe rolle i Bornholmsk politik, understreger Frederik Tolstrup.

Om den bemærkning er møntet på Knud Andersen, står hen i det uvisse. 

"Det er nødvendigt med en bevidsthed om, at ting kan gå i stykker. Venstre kan godt forsvinde fuldstændig. Men der er rigtig mange dygtige folk i Venstre, og derfor tror jeg, at der kommer en chance til os på et eller andet tidspunkt," siger han. 

Ifølge Frederik Tolstrup har Danmarksdemokraterne også haft snøren ude efter ham. Og det betragter han som en ros. 

"Den dagsorden, Danmarksdemokraterne kører med, om at Danmark er ved at blive delt, har virkelig bundtræk på Bornholm. Jeg vil jo gerne have rigtig godt fat i de vælgere, der bor på Bornholm. Der bor, hvor jeg bor, og måske ikke har så mange penge. Så måske prøver jeg i virkeligheden at tale til det samme segment," siger han. 

Men til forskel fra Danmarksdemokraterne, skal Frederik Tolstrup stå på mål for et moderparti, som på Christiansborg indgår i et lettere anstrengt regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Den dagsorden, Danmarksdemokraterne kører med, om at Danmark er ved at blive delt, har virkelig bundtræk på Bornholm. 

Frederik Tolstrup (V)
Spidskandidat for Venstre på Bornholm

Og som i skrivende stund er tæt på at lande en aftale om CO2-afgift på landbruget, som er tæt på politisk højforræderi set fra førerhuset i en traktor. 

Ifølge Frederik Tolstrup er det dog intet problem at være for og imod på samme tid. 

"Jeg bakker op om, at Venstre er med til at lande en aftale, men jeg behøver jo af den grund ikke at elske afgiften. Jeg har jo været landbrugsforeningsformand, så alle her ved, at jeg er imod," siger han og tilføjer: 

"Udfordringen for os er nok mest landspolitisk. Mange har svært ved at forstå Venstre i regering med socialdemokraterne. I lokalpolitik handler det mere om, hvem vælgerne tror, der kan løfte opgaven."

Frederik Tolstrup tror på en fremtid for Venstre på Bornholm.
Frederik Tolstrup tror på en fremtid for Venstre på Bornholm. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Ifølge Jarl Cordua kan Venstres kollaps på Bornholm ikke tilskrives partiets landspolitiske krise. 

"Der er masser af steder i landet, hvor Venstre er fint repræsenteret, står til et godt kommunalvalg eller har en stærk borgmester. Så man kan sagtens skille tingene ad, men jeg mener i meget høj grad, at Venstres situation på Bornholm er selvforskyldt og handler om mangel på talent og klar strategi," siger han. 

Det er dog for tidligt at dømme Venstre ude på Bornholm, vurderer den politiske kommentator. 

"Styrkemæssigt bliver det aldrig det samme parti, som det var engang. Men med den rigtige kandidat, den rigtige strategi og den rigtige politik, tror jeg såmænd godt, at Venstre kan komme tilbage." 

I bondehaven på sydlandet virker Frederik Tolstrup nu ikke tynget af det ansvar, der hviler på ham for at genrejse Venstre: 

"Hvis du stempler ind i en succes, så er det dig, der ødelægger det. Egentlig er det fedt, at vi er helt nede i bunden af hullet. Går det galt, kan jeg jo godt kigge mig selv i spejlet og sige, at det nok ikke kun var min skyld." 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Frederik Tolstrup

Formand, Bornholms Landbrug og Fødevarer, kommunalvalgsspidskandidat, Venstre Bornholm

Knud Andersen

Fhv. amtsborgmester (V), Bornholm, fhv. formand, Bornholms Højskole
landmand (Lyngby Landbrugsskole 1969)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024