Flertal finder Støjberg uværdig til Folketinget: Få overblik over udmeldingerne

Inden længe forventes Folketinget at stemme om, hvorvidt Inger Støjberg skal erklæres uværdig til en plads i salen efter dom i Rigsretten. Her er de foreløbige udmeldinger fra partier og løsgængere.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Karl Emil FrostMaja Hagedorn

Er Inger Støjberg uværdig til at sidde i Folketinget efter historisk dom i Rigsretten, hvor hun blev idømt 60 dages ubetinget fængsel for ulovligt at have beordret asylpar adskilt uden undtagelser? 

Det mener et flertal i Folketinget, som snart forventes at stemme om, hvorvidt den tidligere udlændinge- og integrationsminister øjeblikkeligt må forlade sin stol i folketingssalen.

Få overblikket over udmeldingerne fra partier og løsgængere. 

De vil stemme Støjberg ud

Socialdemokratiet: Vi må erklære hende uværdig

Som det sidste parti i Folketinget gør Socialdemokratiet nu også sin stilling klar. Og partiet mener ikke, at Inger Støjberg kan beholde sin plads i folketingssalen. Det fortæller partiets politiske ordfører, Jeppe Bruus, efter et møde med gruppen, skriver Ritzau ifølge Ekstra Bladet. 

"Vi har brugt tid på at drøfte det med hinanden, da vi betragter det som en meget alvorlig sag. Det er heldigvis meget sjældent, at vi skal tage stilling til en sådan sag her i Folketinget," lød det ifølge Ritzau fra Jeppe Bruus, som tilføjede: 

"Men på baggrund af den dom, der er, må vi ligesom en række andre partier erklære hende uværdig."

Venstre: Dom er uforeneligt med Folketinget
Inger Støjbergs tidligere partigruppe har besluttet at, at de ikke kan støtte Inger Støjberg som medlem af Folketinget efter ubetinget dom i Rigsretten. Det fortæller V-grupperformand Karsten Lauritzen ifølge DR til den fremmødte presse foran partiets gruppeværelse onsdag.

"Vi er kommet frem til i Ventres folketingsgruppe, at det er uforeneligt med hvervet som folketingsmedlem at have fået en ubetinget fængselsdom," sagde Karsten Lauritzen ifølge DR. 

Konservative: Ikke værdig med ubetinget fængselsdom
Grundlovsordfører og tidligere minister for Konservative, Mai Mercado, fortalte onsdag til TV 2, at partiet især vægtede straffen på to måneders ubetinget fængsel, da de besluttede, at Støjberg ikke længere er værdig til at sidde i Folketinget.

”Når man ser tilbage på tidligere sager, og vi kan se, hvor hård dommen er, så kan man ikke være værdig til at sidde i Folketinget,” sagde Mai Mercado til TV 2.

Radikale: I vores øjne er Støjberg ikke værdig til Folketinget

Politisk leder for Radikale Sofie Carsten Nielsen slår på Facebook også fast, at partigruppen kommer til at stemme for, at Inger Støjberg må forlade Folketinget. 

"Inger Støjberg er i vores øjne ikke værdig til at sidde i Folketinget efter Rigsretttens dom. For den her sag har aldrig handlet om barnebrude. Den har handlet om, at man skal overholde loven – også når man er minister," skriver hun. 

SF: Man kan ikke sidde i Folketinget, når man har sådan en dom mod sig
Efter at have diskuteret dommen mod Inger Støjberg i folketingsgruppen er SF landet på en afgørelse: De vil erklære den forhenværende udlændingeminister for uværdig. Det oplyser partiets retsordfører, Karina Lorentzen, ifølge DR.

"Dommen var jo meget tydelig, den var også meget hård. Vi synes ikke, man kan sidde i Folketinget, når man har sådan en dom mod sig," siger hun. 

Enhedslisten vil sætte "to tykke streger under", at Støjberg begik noget ulovligt 
Efter noget tvivl har Enhedslisten besluttet at sende Inger Støjberg ud.

"Vi er kommet frem til, at Inger Støjberg ikke er værdig til at sidde i Folketinget. Det er hun ikke, fordi sagen er kommet så langt ud, at det er nødvendigt at sætte to meget tykke streger under, at det, hun har gjort, er ulovligt," siger Rosa Lund ifølge DR.

Tidligere har retsordføreren ellers i Jyllands-Posten udtrykt, at partiet mest hældte til at lade den dømte politiker blive på Christiansborg. Det skyldtes, at Enhedslisten grundlæggende ikke mener, at man skal kunne stemme politiske modstandere ud af parlamentet.

Frie Grønne: Tilliden til demokratiet er på spil

Det er Frie Grønnes leder, Sikandar Siddique, der er har taget initiativ til at drøfte spørgsmålet om Inger Støjbergs værdighed i Udvalget til Valgs Prøvelse tirsdag. Og selv er han ikke i tvivl om, at Støjberg bør stoppe i Folketinget, skriver han i en pressemeddelelse: 

”For mig at se er det uforeneligt med at være politiker bevidst at bryde loven, mens man netop repræsenterer folket. Det skylder vi som repræsentanter for demokratiet alle danskere. Til sjette og sidst er det tilliden til demokratiet, der er på spil."

Alternativet: Støjberg kan ikke fortsætte

Samme toner lyder fra Alternativets Torsten Gejl, som på Twitter kritiserer Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti for at bakke op om Støjbergs medlemsskab. 

"Når DF og Ny Borgerlge, som normalt betegner sig som retspartier, er ligeglade med rigsrettens dom fordi de er politisk uenige, så er de jo ved at forlade retsstatens grundprincipper og man får lyst til at minde dem om, hvordan det kan ende - og er endt rundt l i verden," skriver han. 

LA: Kan ikke se Støjberg forstætte
Liberal-Alliances leder, Alex Vanopslagh, fortæller, at han heller ikke kan se for sig, at Inger Støjberg skal kunne fortsætte efter dommen. 

"Når man har brudt loven i embeds medfør som minister, så synes jeg, det er svært at være værdig til at fortsætte i Folketinget," siger Alex Vanopslagh til TV 2.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille: Ikke længere værdig

Tidligere LA-medlem og økonomi- og indenrigsminister under Løkke-regeringen Simon Emil Ammitzbøll-Bille vil også stemme for, at Inger Støjberg må træde ud af Folketingets efter sagen. 

"20. marts 2018 stemte alle Folketingets partier for en lov, der betyder, at et byrådsmedlem eller et regionsrådsmedlem, der får 60 dages ubetinget fængsel, mister sin plads. Spændende om samme konsekvens rammer Støjberg eller nogle er mere lige end andre…", skriver han på Twitter. 

Løkke: Støjberg må erklæres uværdig
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen skriver på Facebook, at han ikke mener, at Inger Støjberg er værdig til at sidde i Folketinget, før hun eventuelt genvælges efter at have udstået sin straf.

"Vi lever heldigvis i en retsstat, og retsstatens principper er indbegrebet af ’danske værdier’. Uanset politiske undertoner i hele dette sagsforløb påhviler det derfor nu et samlet folketing at handle adækvat i forhold til dommen," skriver han og tilføjer:

"Og her er jeg ikke i tvivl: Man er ikke værdig til at sidde i Folketinget, når man er idømt 60 dages ubetinget fængsel, medmindre man opnår nyvalg efter udstået straf."

De vil beholde Støjberg i Folketingssalen

DF vil lade Støjberg fortsætte

Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, siger til DR, at partiet ikke vil stemme for at erklære Støjberg uegnet trods en hård dom. 

"Jeg tænker, at hele den proces, som Inger har været igennem, det må være straf nok. Jeg synes ikke, man skal begynde at fjerne hendes værdighed," siger han til DR.

Nye Borgerlige: En sag mellem Støjberg og vælgerne

Også Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, bakker op om, at Inger Støjberg kan fortsætte i Folketinget. Det er nemlig op til vælgerne at vurdere sagen ved et folketingsvalg, lyder det fra partilederen i Berlingske.

"Vi mener, at det er et anliggende mellem folketingsmedlemmet og folketingsmedlemmets vælgere. Vi synes, at hun er værdig til at sidde i Folketinget, siger Vermund til Berlingske. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Jeppe Bruus

Skatteminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

Torsten Gejl

MF, politisk ordfører (ALT)
journalistkursus (Frontløberne 1989), kaospilot (KaosPiloterne 1993)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024