Flertal imod ordning om salg af almene boliger

ALMENE BOLIGER: Et flertal uden om regeringen vil ikke forlænge den nuværende ordning, hvor lejere kan købe deres almene bolig. Regeringens storstilede plan om at gøre lejere til ejere har været en fiasko. Kun 44 boliger er solgt efter fem år.
Den nuværende forsøgsordning med salg af almene boliger bør droppes, mener et flertal. DF vil give boligselskaberne mulighed for at tvinge lejere til at sælge, så hele blokke kan sælges i stedet for enkelte lejligheder.
Den nuværende forsøgsordning med salg af almene boliger bør droppes, mener et flertal. DF vil give boligselskaberne mulighed for at tvinge lejere til at sælge, så hele blokke kan sælges i stedet for enkelte lejligheder.Foto: Colourbox.dk
Jørgen Skadhede

Det har ikke været nogen succes. Og ordningen skal i hvert fald ikke videreføres, som den er nu.

Anita Knakkergaard
Boligordfører, DF

Der er ikke politisk flertal for at forlænge forsøgsordningen, hvor lejere kan købe deres almene bolig.

Regeringens mest markante boligpolitiske tiltag er indtil videre endt som en fiasko. Efter fem år er kun 44 ud af landets mere end 500.000 almene boliger blevet solgt til lejerne.

Mens venstrefløjen hele tiden har været imod det, som den kalder for et ideologisk korstog mod boligforeningerne, så afviser Dansk Folkeparti nu også at videreføre ordningen i sin nuværende form.

DF siger fra
"Nu skulle lejerne lige have mulighed for at benytte sig af muligheden. Men det har ikke været nogen succes. Og ordningen skal i hvert fald ikke videreføres, som den er nu," siger Anita Knakkergaard, boligordfører for Dansk Folkeparti.

Hun er ikke direkte modstander af at sælge almene boliger til lejerne. Men hun mener, at en ny ordning skal målrettes mod salg af hele opgange eller helst hele ejendomme.

"Det vil være en god mulighed for boligorganisationerne. Så kan de bygge nyt til de lejere, som ikke vil købe i den pågældende ejendom. Det kan ikke nytte noget, at man sælger en enkelt lejlighed midt i en opgang. Det giver problemer med administrationen, og der kan let komme interessekonflikter mellem de forskellige beboere i forhold til vedligeholdelse og husorden," siger Anita Knakkergaard.

Ellemann er tavs
Forsøgsordningen udløber ved årsskiftet, og indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) bebudede ved Folketingets åbning et nyt lovforslag her i november vedrørende den fremtidige ordning på området.

Hun afviser dog at løfte sløret for regeringens planer, men oplyser til Altinget.dk, at lovforslaget formentlig ikke når at blive fremsat i november alligevel.

Dermed er fremtiden fortsat uvis for regeringens mest markante boligpolitiske projekt. Det var allerede med i statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) første regeringsgrundlag fra 2001.

Projektet om at gøre lejerne til ejere var en del af regeringens værdikamp.

"Det er ideelt, at folk kan købe deres egen bolig. Det er ideologi med valgfrihed. Vi vil ikke tvinge folk, men det er borgerlig ideologi, at man skal kunne vælge, om man vil eje eller leje sin egen bolig. Det bliver en af de store kampe mod boligforeningerne," sagde daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) til Jyllands-Posten i juni 2004, få måneder før loven blev vedtaget.

SF: Forkert ideologisk kæphest
SF's boligordfører, Nanna Westerby, mener, at ordningen helt bør afskaffes.

"Det vil være en forkert ideologisk kæphest at ride, hvis regeringen fortsætter den. Det er jo ikke for at bekæmpe ghettoer, men bare for at sælge ud af de almene boliger," siger Nanna Westerby og fortsætter:

"Jeg forstår ikke, at man vil privatisere den almene boligsektor, når vi står og mangler billige boliger, som folk rent faktisk kan betale. Vi risikerer, at den almene sektor efterlades med de allermest marginaliserede mennesker. Jeg kan ikke se, at det giver mening, hverken politisk eller økonomisk," siger Nanna Westerby.

Boligselskabernes Landsforening er mildest talt heller ikke begejstret for den nuværende ordning. Alle de 44 boliger, som er blevet solgt, hører til de mest lækre og eftertragtede almene boliger i meget velfungerende afdelinger.

Hvis ordningen for alvor bliver en succes, vil den almene sektor få endnu større problemer med at tiltrække ressourcestærke beboer, frygter Gert Nielsen, der er formand i Boligselskabernes Landsforening, BL.

"Nu må man lade fornuften råde i stedet for ideologi," siger han.

BL vil sælge hele blokke i ghettoer
Gert Nielsen har tre klare krav, hvis BL skal støtte en ny ordning.

Rabatten på 30 procent til køberne skal væk, ordningen skal kun målrettes udsatte boligområder, og boligselskaberne skal have medbestemmelse, så kommunen sammen med et beboerflertal i den enkelte afdeling ikke kan gennemføre salg uden om boligselskabet.

"Man skal ikke sælge i velfungerende områder. Motivet skal kun være at skabe en mere varieret beboersammensætning i de mest udsatte boligområder," siger Gert Nielsen.

Siden 2006 har der også været en permanent ordning, som netop er målrettet de udsatte boligområder. Men ikke én eneste bolig er blevet solgt. Gert Nielsen opfordrer politikerne til at lade den ordning køre videre som den eneste.

Dog med den forskel, at lejerne skal kunne tvinges til at sælge mod at blive genhuset. Dermed vil boligselskaberne få mulighed for at sælge hele blokke i de udsatte områder. Altså nogle af de samme tanker, som Dansk Folkeparti har gjort sig.

"Det er ikke realistisk at sælge enkelte lejligheder i de udsatte områder. Derfor skal vi se på muligheden for at sælge en hel blok, hvor vi så kan få folk ind udefra, mens vi bygger nyt til de tidligere lejere. Ingen ved, om sådan et eksperiment vil virke. Men man kan håbe, at det faktisk vil kunne gøre en forskel i de udsatte områder," siger Gert Nielsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anita Knakkergaard

Fhv. MF (DF)
merkonom i markedsføring (Aalborg Handelsskole 1995)

Nanna Westerby Jensen

Plandirektør, Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune
ba.soc. (Roskilde Uni. 2008), cand.soc. (Roskilde Uni. 2015)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024